»Sitcomen er et kommercielt produkt. Den er et masseproduceret fænomen, ligesom en Sedan, der konstrueres efter den samme sikre og velkendte skabelon årti efter årti, men med nok overfladiske variationer til, med få års mellemrum, at kunne sælges som et nyt produkt«.
Sådan skrev tv-forskeren Gerard Jones i sin bog ’Honey, I’m Home’ fra 1993, og hvis han så komedieserier i dag, ville han formentlig blive chokeret, for de forandringer, der er sket i komedieserielandskabet siden 1993 er ikke blot overfladiske.
Den moderne sitcom ligner efterhånden kun en fjern slægtning til de komedieserier, som blev hentet fra radioen til amerikansk tv i 1940’erne, og som allerede i 1950’erne fandt en gængs og næsten ufravigelig form. Dåselatteren, studieoptagelserne, de faste kamerapositioner og det cirkulære plot var nogle af sitcomens typiske markører, og hvis det er disse stilgreb, som udgør sitcomens grammatik, har genren forandret sig mærkbart over de seneste år.
Men også hvis man tænker på det indholdsmæssige, har genren forandret sig. Og mange komedieserier er efterhånden både så alvorlige og tragiske, at man efterhånden øjner en tendens.
Genren er blevet døbt for sadcom’en eller – med et ord fra en forfatter på ’Transparent’ – the traumedy og tæller serier som ’Fleabag’, ’Lady Dynamite’, ’Love’, ’Baskets’, ’Togetherness’, ’Better Things’, ’Togetherness’ og ’Flaked’, hvor det ikke bare er hverdagens små op- og nedture, der er under behandling. Vi har i stedet at gøre med voldsomme elementer som sorg, psykisk sygdom og alkoholisme.
Hvad sker der, når alvoren kryber ind i komediegenren, og dåselatteren forsvinder?
’Cheers’ på heroin
Tig Notaros ’One Mississippi’ er symptomatisk for tragediernes indtog i en genre, der engang var associeret med uskyldig underholdning: I første afsnit mister hovedpersonen mister sin mor og får konstateret kræft, og der går i hvert fald 10 minutter, før der er så meget som tilløbet til en joke.
Præmissen er hentet fra Tig Notaros eget liv, og hun har tidligere udfoldet hændelserne i et berømt standup-show, ’Hello, I have cancer’, som kan findes på Spotify.
Notaros underspillede og tragikomiske stil er nært beslægtet med komikerkollegaen, der med rette kan kaldes sadcom’ens frontman, Louis C.K.
Det begyndte med den lille og lidet berømte ‘Lucky Louie’, hvor Louis C.K. grissede linsen til og fik lyddesigneren til at skabe en mere upoleret lydside, for at få serien til at minde mere om en klassisk sitcom. Indholdet i serien vekslede dog mellem det komiske, det alvorlige og det grænsesøgende, og enkelte betegnede den også som en sadcom.
Den samme beskrivelse blev brugt om gennembruddet ‘Louie’, som handlede om det svære liv som alenefar, men som også, i bedste Seinfeld-stil, profilerede Louis C.K.’s stand-up-komik, der ofte berører nogle tunge eksistentielle spørgsmål.
Endnu mere i retning af traumedien bevægede C.K. sig med ‘Horace and Pete’. Da Louis C.K. gæstede Jimmy Kimmels talkshow for at promovere sin uafhængige webserie, havde værten svært ved at finde de rette ord til at beskrive serien, for den lignede, mente Kimmel, en sitcom uden for alvor at passe til skabelonen.
»Den minder i og for sig om en klassisk sitcom«, som han sagde, »men der er ingen, der griner. Der er enkelte jokes, og de er sjove, men serien minder mest af alt om ’Cheers’, hvis alle var deprimerede«.
Louis C.K. anerkendte Kimmels beskrivelse og tilføjede: »Det er sandt. Det er som den bar, som ’Cheers’ er baseret på, hvis det var virkelighed. ’Horace & Pete’ ligner en sitcom, men der er intet publikum og ingen dåselatter«.
’Horace & Pete’ er da også blevet beskrevet som »’Cheers på heroin«, og de tunge tematikker, der lurer i serien, afspejler sig også i formsproget, hvor dåselatteren og den klassiske klippestil erstattes af lange og tungsindige monologer, blandt andet i det allerede famøse tredje afsnit, og en ofte pinlig tavshed.
Fra Askepot til alenemor
De mørke tematikker fylder også i flere andre serier, som Louis C.K. har været involveret i.
Den surreale ’Baskets’ fra sidste år, skabt af C.K. og Zach Galifianakis, handler om en fyr, der uden held kæmper for at blive fransk klovn. samtidig med at han kæmper med sin tvillingebror om at vinde morens accept. Komikken er deadpan, handlingen er absurd, undertiden trist, og der er ikke mange lårklaskende øjeblikke. »Den er ikke for alle«, som Galifianakis har sagt. »Men det var også meningen«.
Skilsmissetematikken fra ’Louie’ spiller desuden en central rolle i ’Better Things’, også fra sidste år, der er skabt i et samarbejde mellem C.K. og Pamela Adlon.
I Louis C.K.’s soloprojekter følger vi ofte singlefaren, som kæmper med at forene karriere og familieliv, og som samtidig kæmper mod nogle indre dæmoner og en snigende depression. De samme elementer finder vi i Pamela Adlons ’Better Things’, der dog handler om den fraskilte kvinde Sam Fox (Adlon selv) og hendes forsøg på at få livet som alenemor til tre til at fungere.
Ligesom ’Louie’ og ’One Mississippi’ er ’Better Things’ også til dels baseret på serieskaberens eget liv. Singlekvinden er måske ikke en ny figur i sitcomgenren (tænk blot på 70’er-klassikeren ’The Mary Tyler Moore Show’ eller ’Sex and the City’), men Sam Fox har kun overfladiske ligheder med Carrie Bradshaw, og ’Better Things’ er langt væk fra den glittede og glamourøse fortælling i ’Sex and the City’.
Kampen for at finde Mr. Right er her blevet til en kamp for overlevelse eller for ikke at miste sig selv. Carrie i ’Sex and the City’ – dens kvaliteter ufortalt – er en moderne Askepot, som kæmper med at finde de rette sko og den rette mand. Sam i ’Better Things’ kæmper med at få dagliglivet til at gå op, men må erkende, at hun »er en elendig datter og en elendig mor«.
Fra sexcom til sadcom
Tv-forskeren Christine Scodari indstiftede i 2005 en ny betegnelse for de komedieserier, som handler om singlekvinder, sex og storbyliv. Serier som ’Ally McBeal’ og ’Sex and the City’ kunne, ifølge Scodari, beskrives som tidstypiske sexcoms, men også denne komedietype har forandret sig mærkbart i de seneste ti år.
Et godt eksempel på udviklingen finder vi i den britiske serie ’Fleabag’, som blev skabt i et samarbejde mellem den digitale kanal BBC3 og Amazon Studios. Hovedforfatteren Phoebe Waller-Bridge spiller også den altafgørende hovedrolle (som Fleabag), og serien er blevet lanceret som en sitcom, men befinder sig i et uformeligt grænseland mellem forskellige formater, genrer og stemninger.
På det stilistiske plan er serien kendetegnet ved sit mærkbare fravær af dåselatter (som ofte på en ’The Office’-agtig måde understreger pinligheden og akavetheden i diverse situationer), pludselige klip og direkte kamerahenvendelser.
Det er dog ikke stilen, der er mest interessant ved ’Fleabag’. Den er både komisk og tragisk, har en episodisk grundstruktur, men også nogle klare føljetonelementer. Den handler om sex og samspilsproblemer, men også om ensomhed, tab og afsavn.
Det mest fascinerende ved serien ligger netop i dens kobling af det komiske og det tragiske, det episodiske og det føjletonagtige. De enkelte afsnit følger titelkarakterens kamp for at klare sig i hverdagen – hvor hun kæmper med budgettet, de skiftende partnere og den snigende ensomhed –men langsomt får vi introduceret en mere alvorlig backstory gennem en række hurtige flashbacks, som fortæller om venindens tragiske død, og hvordan denne hændelse, ligesom moderens død, påvirker Fleabag.
Bag komikken gemmer sig altså en alvor, og titelkarakterens vittige facon ligner pludselig et fortrængningsprojekt. Et forsøg på at skjule eller forskanse sig for den smerte, ensomhed og skyld, som hun reelt føler. Comic relief er her blevet til tragic realization.
Det tomme og det tragiske
Også den amerikanske Netflix-serie ’Flaked’ fra sidste år er komisk på overfladen, men med drama og tragedie i bagagen.
Serien handler om hedonisten Chip, og dens fremadskridende handling udfolder sig uden større dramatik og spænding. I pilotafsnittet lærer vi dog, at Chip er taget til LA for at komme væk fra sin tragiske fortid. Ved et AA-møde fortæller han nemlig, at han i påvirket tilstand er kommet til at køre en ung mand ihjel.
Den overfladiske og udramatiske handling kommer således til at spejle hovedpersonen, der netop forsøger at flygte fra sin tragiske fortid og sin nagende skyldfølelse. Noget lignende er på spil i ’Lady Dynamite’ (som ’Flaked’ blandt andet produceret af Mitchell Hurwitz), hvor der bag hovedpersonens – Maria Bamford i rollen som ’sig selv’ – kamp for karrieren som skuespiller og standupkomiker gemmer sig en dyster fortælling om psykiske problemer.
Hvis sitcomen engang var et kulturindustrielt produkt, som man kunne se, når man kom hjem, for at glemme alle sine eksistentielle problemer, så handler den moderne komedieserie ofte om livets tomme og tragiske sider. Og om vores hang til at flygte.
Humor er alvorlige sager
Sitcoms uden dåselatter er ikke i sig selv en ny opfindelse. Det så man allerede i den erotiske 90’er-sitcom ’Dream On’. Der er heller intet banebrydende i at have alvorlige eller sågar tragiske scener i en komedieserie. Det så man eksempelvis i ’Archie Bunker’s Place’ fra 1970’erne.
Men det er hævet over enhver tvivl, at grænsen mellem forskellige typer af serier, formater og genrer er blevet mere flydende. »Humour is serious business«, skrev humorforskeren Walter Nash i 1985, og det lader til, at også sitcomen er blevet en arena for alvorlige problemstillinger.
Hvor man tidligere så triste og alvorlige scener, kan hele grundlaget for en komedieserie i dag være tragisk. Serierne er alvorlige, og fra tid til anden er de også alvorligt sjove, og den nyfundne seriøsitet har kastet en glans af prestige nedover komediegenren, som vi ikke har set mage til tidligere.
Komedieserien skulle groft sagt blive alvorlig, før den blev taget seriøst, og i hvert fald har seerne og – måske især – kritikerne taget dem til sig.
Måske fordi de sætter karakterportrætterne i centrum, mens mange dramaserier har travlt med at jage plottet. Måske fordi alvoren glider godt ned med et stænk tragikomisk humor. Måske fordi livet er blevet for kort til billige grin – og man kan få både dybde og smil i korte afsnit på 20-25 minutter.
Nu er spørgsmålet blot, hvor seerne og tv-stationerne trækker stregen i sandet. Hvor dystert skal det blive, før komedieserien ikke længere kan narre nogen til at tro, at den er sjov?
Note: Dele af denne artikel er taget fra kapitlet ’Fra Lucy til Louie’, som findes i den aktuelle bog Helt til grin – moderne audiovisuel komik på tværs af medier (Trykværket 2017), der er redigeret af Andreas Halskov, Henrik Højer og Thomas Schwartz Larsen.
Læs også: De 10 bedste komedieserier på Netflix lige nu – rangeret
Læs også: HBO’s bedste komedieserier gennem tiden – rangeret