’Gimme Danger’: Iggy Pop er indsigtsfuld og sjov i Jim Jarmusch’ dokumentar
Hvis Jim Jarmusch ikke havde været filmskaber, havde han været musiker. Musik har ofte spillet en væsentlig rolle i hans film. Tænk på det etiopiske jazz i ’Broken Flowers’, det Wu-Tang-Clan-producerede soundtrack til ’Ghost Dog, doomdrone og støjrock i ’Limits of Control’ eller psych rock i ’Only Lovers Left Alive’.
I starten af Jarmusch’ nye dokumentar ’Gimme Danger’ erklærer han rockbandet The Stooges for verdens bedste rock’n’roll-band. Og det er ikke svært at mærke Jarmusch’ kærlighed til bandet, som udstak nye retninger for rockmusikken med deres tre albums, udgivet fra 1968-1973, som lagde grundstenene for punken både med musikken, Iggy Pops legendariske sceneoptrædener i bar overkrop og hundehalsbånd og selvfølgelig bandets stof- og alkoholmisbrug, der rev dem fra hinanden og gav dem sparket fra Elektra Records efter to plader.
Siden deres opløsning i 1974 er bandet blevet optaget i Rock and Roll Hall of Fame, og numre som ’Search and Destroy’, ’I Wanna Be Your Dog’ og ’No Fun’ er blevet moderne rockklassikere. Filmen har fokus på Iggy og følger ham fra hans musikalske start i high school-bandet The Iguanas, hvor Iggy spillede trommer. Hans øvelokale var hans forældres soveværelse i familietraileren i Michigan, som forældrene gavmildt stillede til rådighed for Iggys timelange banken, indtil de en dag bare gav ham værelset og flyttede ind i børneværelset.
På et tidspunkt bliver han træt af at kigge på forsangerens røv, som han formulerer det, og rykker frem til mikrofonen. Danny Fields fra Elektra skriver kontrakt med bandet, og den selvbetitlede debut bliver produceret af John Cale i New York. Bandet har ikke nok numre til et helt album, så aftenen inden indspilningen skriver de et par sange på værelset på Chelsea Hotel (selvfølgelig). Så rock’n’roll var rock’n’roll engang.
Filmen er bygget op af interviews, primært med Iggy Pop, men også med den originale guitarist Ron Asheton og hans bror, trommeslageren Scott Asheton, begge afdøde. Derudover den anden senere guitarist James Williamson og talentspejderen fra Elektra, Danny Fields. Det, der i høj grad mangler, er mere fokus på musikken, hvorfor var det så fedt, og hvad var det, The Stooges gjorde, som aldrig var blevet gjort før?
Her kunne Jarmusch med fordel havde interviewet nogle personer rundt om bandet, nogle af punkbevægelsens musikere for eksempel, om hvorfor The Stooges havde så stor indflydelse på deres musik – eller nogle musikkritikere om det særegne ved bandets lyd.
Man mærker ikke meget til Jarmusch i dokumentaren, som fortæller sin historie ret konventionelt og tv-dokumentaragtigt. Der mangler lidt større armbevægelser og en lidt stærkere vision end bare at fortælle The Stooges’ historie fra a-å.
Udover interviews er der heldigvis masser af gamle fotos og optagelser, og filmskaberne har da også gjort deres arbejde med at grave gamle klip frem fra gemmerne. Filmen benytter også lidt klippe-klistre-animationer for at komme væk fra de talende hoveder, og det fungerer fint.
Sidste halvdel af dokumentaren fokuserer på bandets genforening i 2003. Som så mange gamle koryfæer, der er blevet genforenet i dette årtusinde, er det klart den mindst interessante historie. Så vil man hellere høre, hvordan Iggy optrådte til en koncert med hvid ansigtsmakeup, aluminiumsafro, ventekjole og støvsuger, dansende som en vred bavian.
Med ’Gimme Danger’ har Jim Jarmusch produceret en sober og udmærket musikdokumentarfilm. De bedste øjeblikke er i selskab med Iggy Pop, der er en både indsigtsfuld og sjov fortæller. Det er svært ikke at elske en film om The Stooges, jeg ville bare ønsket, at Jim Jarmusch og co. havde skruet lidt højere op for Marshall-forstærkeren og sat strøm til historien, når nu råmaterialet er så elektrisk.
Kort sagt:
’Gimme Danger’ er den fængende historie om alle tiders rock’n’roll-band The Stooges, den fortælles uden slinger i valsen og kan kun anbefales til fans og elskere af rockmusik. Desværre får Jim Jarmusch ikke virkelig sat strøm til fortællingen, der leveres lidt for pligtskyldigt.
Læs også: NorthSide: Iggy Pop havde frådende appetit på livet