KOMMENTAR: D.W. Griffiths ‘The Birth of a Nation’ fra 1915 indtager en helt særlig plads i filmhistorien som en af de mest anerkendte og udskældte film nogensinde – og formår selv over 100 år efter sin premiere at skabe debat blandt cineaster verden over.
Griffiths storladne stumfilm om Den Amerikanske Borgerkrig og den efterfølgende genopbygning af Syden er baseret på præsten og forfatteren Thomas Dixon Jr.’s racistiske skuespil ‘The Clansman’. Her fremhæves Ku Klux Klan som de romantiske helte, der bringer lov og orden tilbage til Sydstaterne, der efter frigivelsen af slaverne er i fare for at blive underlagt et sort militærdiktatur.
Set fra et moralsk synspunkt er filmen forkastelig og propagandistisk, men man kan ikke komme uden om, at den var en filmteknisk triumf, som har sat sig varige spor i kunstformen. Og derfor kan man ikke fjerne den fra kanon.
At underminere en hjørnesten
Griffith perfektionerede mange af de greb, der blev udviklet i filmens tidligste barndom og introducerede publikum for en pirrende sammensætning af imposante totalbilleder, følelsesladede nærbilleder og raffinerede klippeteknikker.
Se bare den adrenalinfyldte scene, hvor en hvid familie har barrikaderet sig i en hytte for at forsvare sig mod en hær af fjendtlige sorte mænd, mens Ku Klux Klan skynder sig at komme dem til undsætning. Her krydsklippes der mellem parallelle handlingsforløb, som til slut bliver bragt sammen i et klimaks.
Den måde at opbygge spænding på er i dag helt almindelig, men dengang var der virkelig tale om formmæssig innovation. Bagsiden var, at scener som denne pustede nyt liv i myten omkring Ku Klux Klan, og helt op til 1970’erne brugte organisationen ‘The Birth of a Nation’ som rekrutteringsmateriale.
‘The Birth of a Nation’ mødte allerede i sin samtid stor modstand fra USA’s liberale intelligentsia. Den hedengangne avis New York Globe anklagede filmen for at give et forvrænget billede af historiens gang, og borgerrettighedsbevægelsen National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) prøvede uden held at forbyde den.
Det er den sammenhæng, instruktør Nate Parker skriver sig ind i, når han har valgt at kalde sin spillefilmdebut om Nat Turners historiske slaveoprør i delstaten Virginia i 1831 for netop ‘The Birth of a Nation’. Som han udtalte til Filmmaker Magazine i anledningen af filmens premiere på Sundance Film Festival sidste år:
»Jeg har rettet op på denne titel og givet den et nyt formål som et redskab til at udfordre racisme og hvidt overherredømme i Amerika«.
Så er forventningerne afstemt til et længe ventet sort-amerikansk modsvar til Griffiths filmiske hovedhjørnesten.
Blodig a la Tarantino
Den eneste direkte reference til den oprindelige ‘The Birth of a Nation’ er et afsluttende billede af en sort amerikansk deling i Unionshæren under den amerikanske borgerkrig, der stormer frem til angreb.
For Griffith var disse soldater indbegrebet af barbari. For Parker kommer de til at symbolisere håbet om en bedre fremtid – og minder os som publikum om, at kampen mod et mere lige USA langt fra er afsluttet.
Parker spiller selv hovedrollen som den usædvanlige slave Nat Turner. Turner lærte som barn at læse og skrive af sine hvide ejere, blev siden prædikant blandt de andre slaver og endte sine dage som oprørsleder. I filmen falder portrættet af ham i to dele. Han skildres til at begynde med som en forsonende figur, der med udgangspunkt i sin kristne tro forkynder kærlighed, tilgivelse og udholdenhed. Han er på god fod med ejerne og sørger for at holde hånden over sine sorte medbrødre.
Men så vender det hele. Tiderne er hårde. Turner bliver lejet ud som prædikant til andre plantager i området for at indgyde slaverne med gudsfrygt og lydighed. Her er han vidne til mange grusomheder og ser blandt andet en sultestrejkende slave få banket tænderne ind med en hammer og stukket en tragt ned i ganen.
Det er et forvarsel om, hvad der venter ham derhjemme, hvor stemningen har ændret sig. Turner taler slavernes sag, men anses for en ballademager og bliver pisket halvt ihjel. Han åbner Bibelen, bladrer tilbage til Det Gamle Testamente, læser om Guds vrede og finder retfærdiggørelsen for et voldeligt oprør. Man hører næsten Samuel L. Jacksons gangster i kultklassikeren ‘Pulp Fiction’ for sig: »Jeg tager en grusom hævn over dem, en frygtelig gengældelse. Så skal de forstå, at jeg er Herren, når jeg tager hævn over dem«.
I hvert fald følger en række scener, der er så stiliseret blodige, at de snildt kunne være instrueret af Quentin Tarantino.
Forherligelse af volden
Parker er en del af en strømning i tiden, der sigter efter at lave politisk vigtige film om sorte amerikanere og deres rolle i samfundet, og hans debut er blevet nævnt i samme åndedrag som de Oscar-nominerede ‘Moonlight’, ‘Hidden Figures’ og ‘Fences’.
Han prikker med sin dristige titel til amerikansk films omtvistede faderfigur og forsøger at åbne for en ny historieskrivning. Men går han ikke netop – trods de mange gode intentioner – Griffith og Dixons ærinde, når han i lighed med dem forherliger volden? Slaverne flygter ikke bare fra plantagen, men anspores af frelserskikkelsen Turner til at føre en art hellig krig mod de hvide undertrykkere, til tonerne af et bombastisk score.
Ind i mellem ser han også en lysende engel for sig. Man kunne godt have brugt en refleksion over den fysiske vold som legitimt middel til emancipation. I stedet iscenesættes Turner uforbeholdent som en helt og en martyr i den patosfyldte slutning. Man fornemmer tydeligt ‘Spartacus’ og ‘Braveheart’ som forbilleder.
Samtidig skildres slaveriet som et historisk fænomen overvejende ud fra et mandligt perspektiv. Da to sorte kvinder bliver voldtaget i filmen, er det deres ægtemænds reaktioner, som kameraet stiller skarpt på. Det er mændenes krænkede ære, der i sidste ende ansporer til optøjerne.
Omvendt bliver kvinderne holdt i baggrunden og kommer ikke for alvor til orde. Turners passive kone er et godt eksempel. Hun godtager uden videre spørgsmål sin mands abrupte personlighedsskifte, og ligesom hun tidligere støttede ham i hans næstekærlige projekt, er hun nu blevet en tilhænger af hans dødbringende mission.
Her støder Parker endnu en gang ind i problemer, for kan man virkelig kalde hans film et sandt portræt af slaveriet, når han i sin fascination af Turner lader mange af de andre slaver forblive uudviklede figurer? Også hos Griffith fandt en hierarkisering af slaverne sted: De bærende roller blev spillet af hvide skuespillere med sort ansigtsmaling, mens statistrollerne blev udfyldt af sorte amerikanere.
En tvivlsom fortid
Man kunne indvende, at Parker blot portrætterer en bestemt historisk periode, hvor magtforholdene mellem mænd og kvinder var anderledes, end de er i dag.
Men siden Parkers debut blev hyldet som en mulig Oscar-kandidat i kølvandet på #OscarsSoWhite, dukkede en gammel retssag op til overfladen og stemplede ham som kvindefjendsk i offentlighedens øjne. Parker blev sammen med sin medforfatter på filmen, Jean Celestin, i 1999 anklaget for at have voldtaget en kvindelig medstuderende på Pennsylvania State University.
Parker hævede, at samlejet skete efter fælles samtykke og blev frifundet i 2001. Celestin blev derimod dømt, om end denne dom blev trukket tilbage i 2005, hvor sagen også officielt blev afsluttet på grund af en mangel på vidner. I dette triste og uklare efterspil begik anklageren selvmord i 2012.
Parker, der stod til at blive Hollywoods nye gulddreng, blev beskyldt for ikke at tage sagen alvorligt nok og blev forbigået i denne februars prisuddelingsceremoni. Han har ved flere lejligheder fremhævet den dybe menneskelige tragik forbundet med sagen, men også insisteret på sin uskyld og behovet for at komme videre for alle parter. Som han udtalte til Deadline.com tilbage i august: »Jeg vil ikke genleve den del af mit liv, hver gang jeg kommer i søgelyset«.
Griffith udsendte i 1916 den ekstravagante ‘Intolerance’ om fordomme gennem historien som en slags soning for racesynspunkterne i ‘The Birth of a Nation’. Det vides endnu ikke, om Parker, der (af gode grunde) foretrækker at holde sit personlige liv adskilt fra sin kunstneriske produktion, vil komme sine kritikere med svar på tiltale i en kommende film.