I en genbrugsbutik fandt Johannes Nyholm for nogle år siden et tykt stykke glas fra en vase. Det så ikke ud af meget, men for en mand, der søger anderledes løsninger, var der potentiale. Glasset bliver i Nyholms allerede hædrede spillefilmdebut ’Kæmpen’ brugt som en linse, der slører og forvrænger billedet, så det afspejler hovedpersonens nedsatte synsevne.
»Det handler om identifikation. Det var en måde at få folk til at se verden, som han gør, og det gør hans anstrengelser for at blive en fremragende petanquespiller eller cykle mere dramatisk. Hvis du ved, at han ikke kan se, spørger du: ’Hvordan fanden kan han spille så godt?’ Det gør ham på en måde mere magisk«.
Idéen om at få meget ud af lidt og finde nye sider ved det velkendte ligger ikke Johannes Nyholm fjern. Den 42-årige svensker har aldrig gået på filmskole, men i stedet stille og roligt sneget sig ind i filmbranchen ad omveje. Han har lavet musikvideoer for blandt andet ’The Tallest Man on Earth’ og ’Little Dragon’ og selv produceret små kortfilm, hvoraf ’Las Palmas’ med hans egen datter i rollen som fordrukken charterturist blev et viralt hit på internettet og åbnede mange nye døre for instruktøren.
»Jeg kan godt lide at lege med mediet og prøve at overraske publikum. Jeg kan rigtigt godt lide at bygge en bestemt situation op og så hive tæppet væk under folk«, siger han, da vi møder ham til en kaffe på Boulebar i København, helt i filmens petanque-ånd.
Fanget i en anden krop
Med ’Kæmpen’ cementerer Johannes Nyholm sit legesyge talent for det skæve og anderledes. Filmens hovedperson Rikard er deform, svækket på synet og autistisk. Men trods sine skavanker er han fast besluttet på at vinde de nordiske mesterskaber i petanque, for måske også at kunne genforenes med sin mor.
Johannes Nyholm selv ser ganske almindelig ud, som han sidder der og drikker sin formiddagskaffe. Men filmens kerne kommer fra et personligt sted.
»Den vigtigste inspiration til filmen er en følelse, jeg havde, da jeg var barn, hvor jeg lidt følte mig som karakteren i ’Kæmpen’. Jeg havde feberdrømme, hvor jeg så min krop, som om den ikke var min – som om jeg var fanget i en anden krop. Og jeg kunne se, at hvis jeg bevægede mig, så gjorde denne mærkværdige krop det også, men det var ikke mig. Jeg kunne ikke rigtigt kommunikere med folk omkring mig i den situation – jeg kunne ikke høre dem, og de kunne ikke høre mig«.
Denne mangel på forbindelse mellem et menneske og det omkringliggende samfund var, hvad Nyholm ville udforske. ’Kæmpen’ kan således ses som et eksperiment, hvor dette menneske sættes fri i samfundet, og tilskueren er med i undersøgelsen af, hvordan samfundet behandler ham.
»Det handler meget om et underdog-perspektiv. Petanque-spillerne er underdogs både i situationen med en mere populær beachvolley-turnering ved siden af, der presser dem ned i hjørnet og smasher dem i nakken. Og også tidligere i filmen, hvor nogle fulde forretningsfolk ydmyger dem under deres årsmøde«.
Og så er der selvfølgelig hovedpersonen Rikard.
»I hver eneste situation, han er i, er han en underdog. Han er så at sige underdog’en i et underdogmiljø. Hele filmen er som en hyldest til livets særheder«.
Grim og smuk på samme tid
Hovedkarakteren Rikard er talehæmmet, og det stiller naturligvis krav til historiefortællingen. For hvordan skal vi identificere os med hovedpersonen, hvis han ikke kan tale? Det var der en del, der var bekymrede for, inden ’Kæmpen’ påbegyndte produktion. Men Nyholm var ikke en af dem.
»Der var andre, som var bange for, at det ville blive svært at identificere sig med karakteren. Så der var nogle idéer om, at der skulle være en voice-over, der kunne forklare hans tanker, men jeg syntes, det ville blive cheesy, og man ville give kald på hele idéen om Rikard som denne magiske, seende, buddhistiske fyr, der ikke snakker, men er fyldt med magi indeni. Nu er han i stedet som en slags superhelt eller en mytisk figur«.
Magien er vigtig i ’Kæmpen’, der i den grad stikker ud fra den gængse skandinaviske socialrealistisme. Visuelt er filmen skarpt delt op mellem henholdsvis den socialrealistiske, grå og grimme hverdag og et drømmelignende univers fyldt med pittoreske, farvemættede landskaber, hvor en enorm kæmpe, der ligner Rikard, holder til. Det dokumentariske look har flere funktioner i filmen.
»Jeg ville have, at det blev den grimmeste film nogensinde. Jeg ville have, at den var ekstremt grim og smuk på samme tid. Den store kontrast var vigtig for mig. Det er også meget vigtigt, at man tror på Rikard som en karakter, der kunne eksistere i virkeligheden. Når alt omkring ham er rå, rå virkelighed, får det også ham til at fremstå mere troværdig«.
Er det også den rå stil, der hjælper folk til at acceptere de mere dramatiske og fantastiske elementer senere i filmen?
»Ja. Hvis først du har den situation, som alle kan identificere sig med og genkende, så kan du gradvist gøre det mere og mere dramatisk, og til sidst tillader du, at en 50 meter høj kæmpe tramper ind. Men det ville være sværere at tro på den kæmpe, hvis du ikke startede i noget genkendeligt«.
Gennem kæmpen lader Nyholm billederne tale, når Rikard ikke selv kan.
»Denne lille uanseelige karakter har et komplet univers inde i sig. Han er meget lille, men på samme tid er han også 50 meter høj og kan gøre, hvad end han har lyst til«.
Western, komedie, sportsfilm, drama
’Kæmpen’ kan ifølge instruktøren selv både karakteriseres som komedie, drama, sportsfilm og sågar en western. Inspirationen til filmen stikker i mange retninger.
»Meget af det kommer fra, at jeg spiller petanque selv. Mange af karaktererne og situationerne kommer fra det virkelige liv. Og genrerne kommer fra filmisk inspiration. Da jeg var barn, så jeg særligt westerns af Sergio Leone, og jeg elskede musikken og de svedige closeups. Også cheesy sportsfilm som ’Karate Kid’ nød jeg meget. Og særligt turneringerne – det var cheesy, men godt«.
Det virker ikke, som om du er bange for at være cheesy?
»Nej, jeg nyder det«, griner Nyholm. »Men det skal bygges op langsomt. Niveauet af karikatur hæves gradvist, og til sidst aner man ikke, hvordan man er endt med disse ekstreme karikaturer«.
Det humoristiske element er vigtigt for Nyholm.
»Hvis du læser om filmens historie, så lyder den meget tragisk, men min tanke har altid været, at hvis jeg kan vælge mellem to veje, hvor den ene dykker rigtigt dybt og den anden forsøger at få et grin ud af en scene, så vælger jeg altid den anden. Jeg ville have, at filmen skulle handle om håb og ikke elendighed. Det handler om at grine af de latterlige situationer, vi sommetider befinder os i«.
Peter Bellis rå energi
Nyholm har nu genoptaget arbejdet på spillefilmen ’Koko-di, koko-da’, der har Peter Belli i en slags skurkerolle. Filmen har været undervejs siden 2011.
»Det er en meget mindre produktion. Jeg har produceret den selv, og den er blevet skudt i intervaller med cirka et års mellemrum. Så den er ligesom vokset langsomt frem, og det forstærker på mange måder den drømmelignende atmosfære i filmen. Den er endnu mere drømmende end ’Kæmpen’«.
Og lidt ligesom med glasvasen ser det ud til, at Nyholm også ønsker at vise publikum en anden side af Belli.
»Jeg søgte på internettet efter danske entertainere. Pludselig kom det her billede af Peter Belli op, og jeg sagde ’min gud, han ser helt rigtig ud’. Han er ikke kendt i Sverige, men han er en fantastisk skuespiller, og hans meget rå energi er uforlignelig«.
Svenskeren har også planer om en spillefilmudgave af hans fine stopmotion-serie ’Sagan om den lille Dockpojken’ – og så er han i gang med et virtual reality–projekt. Det skorter ikke på virkelyst.
»For mig handler det om at blive ved med at være underholdt og have det sjovt. Jeg kommer nemt til at kede mig. Jeg vil bare prøve nye ting«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Kæmpen’