‘Kæmpen’: Svensk udgave af ’Elefantmanden’ er et unikum af en film

4 6
‘Kæmpen’: Svensk udgave af ’Elefantmanden’ er et unikum af en film

Johannes Nyholm var ham, der fik et viralt hit for seks år siden med traileren til sin kortfilm ’Las Palmas’, hvor en baby drak sig stangbacardi og hærgede en strandbar befolket af marionetdukker.

Nu er kultkunstneren fra Lund klar med sin første spillefilm, ’The Giant’, der er støttet af Det Danske Filminstitut og delvist finansieret via Kickstarter. Og den er, som forventet, rigtigt, rigtigt mærkelig. Det ene øjeblik ligner den noget, Lars von Trier anno Dogme95 kunne have lavet. Det næste bliver den rå realisme magisk, og sanserne vækkes med ekspressive farver og gungrende lydeffekter, når en 60 meter høj kæmpe stolprer igennem et mennesketomt bakkelandskab. Og i klimakset føler man sig hensat til en ’Krummerne’-film eller en inspirerende underdog-sportsfilm, når hovedpersonen Rikards rejse slutter ved en petanqueturnering med to danskere som tegnserieagtigt onde skurke.

Det er egentlig ret charmerende meget af tiden, og man vil filmen det godt, på samme måde som man under Rikard alt det bedste.

Åh, Rikard, den stakkel. Han har ikke haft det nemt. Han er autist, han er dværg, og han er født med en gigantisk svulst hen over halvdelen af ansigtet, der dækker hans ene øje og hæmmer hans taleevne. Han har været adskilt fra sin mor, siden han var lille, og det eneste, der giver hans liv indhold, er petanque.

Og fandeme om han så ikke bliver smidt ud af petanqueklubben kort før de nordiske mesterskaber i København, hans helt store mål, fordi han bliver ramt af og nær slået ihjel af en vildfaren kugle.

Heldigvis har Rikard en trofast ven i den joviale Roland, og sammen grundlægger de udbryderklubben Zughi (det giver mening, når du ser filmen) og sætter kurs mod guldet, som Rikard vistnok tror vil hjælpe med at føre ham og hans mor sammen igen.

Fabulanten Nyholms fortælleiver gør ’The Giant’ til et unikum af en film. Den afskrællede dokumentariske stil i filmen indledning ligger ikke langt fra Ruben Östlunds observerende blik og absurde deadpan-humor, og det tjener filmen godt, at den ikke vil være deprimerende som David Lynchs ’Elefantmanden’.

Nyholm rammer grisen helt rent i flere af disse naturalistiske scener, hvor vi kan mærke Rikard som et helt, afrundet menneske og ikke blot et mål for vores medynk. Som i en intim rygepause, hvor Rolands godmodige drillerier fremkalder en livsbekræftende latter hos Rikard.

Men så tramper en 60 meter høje kæmpe hen over socialrealismen i brusende drømmesekvenser, og selvom det er skideflot animeret og skævt og krøllet på en måde, man har lyst til at honorere, så er det også en lidt plump symbolik, der ikke undgår at føles en kende fortænkt. Og filmen taber momentum under klimakset i København, hvor de kiksede karikaturer stikker ud i filmens underdrejede univers.

’The Giant’ bliver derfor ikke helt så rørende og vedkommende, som den burde have været. Men Nyholms krøllede kreativitet kan et eller andet, og hans skøre idéer er ført forrygende flot ud i livet. Special effects-folkene får imponerende meget ud af små midler, og Björn Olssons pompøse, Morricone-inspirerede westernscore sætter sig i kroppen, når rulleteksterne kravler over skærmen.


Kort sagt:
Johannes Nyholms første spillefilm ’The Giant’ er en deform film om en deform mand.

Interview med Johannes Nyholm: »Jeg ville lave den grimmeste film nogensinde«

Spillefilm. Instruktion: Johannes Nyholm. Medvirkende: Christian Andrén, Johan Kylén, Anna Bjelkerud, Linda Faith. Spilletid: 86 min.. Premiere: Den 30. juni
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af