‘Game of Thrones’ sæson 7
Hold kæft, hvor har vi skullet vente længe på det her! Men nu sker det. Der er lagt op til et brag af en sæson, hvor The White Walkers kommer tættere på end nogensinde, hvor Daenerys muligvis skal kæmpe mod Cersei ved Casterly Rock, og hvor der med sikkerhed ryger et par hoveder af nogle velkendte karakterer. Vanen tro.
Da traileren landede, pillede vi den fra hinanden for at analysere os frem til et nærmere syn på, hvad der kommer til at ske. Men alle muligheder er åbne, efter serien har overhalet George R.R. Martins bogserie. Der er blot 13 afsnit tilbage af serien, så nu vil vi nyde hvert et svidende bedrag, hver en sylespids replik.
Premiere 17. juli på HBO Nordic
‘Friends from College’
Komedieserien ‘Friends of Collage’ tegner lovende alene ud fra cast og præmis.
Keegan-Michael Key fra ‘Key & Peele’ og ‘How I Met Your Mother’-Robin, Cobie Smulders spiller et ægtepar, der skal mødes til en god gammeldags reunion med deres universitetsvenner – tyve år efter de gik ud. Meget vand er løbet gennem åen, folk er blevet gift, har fået karriere og familier, men som det ofte er ved reunions, er der måske slet ikke sket så meget alligevel. Konkurrencen bølger hurtigt højt, gamle flirts udvikler sig til affærer, og stemningen bliver i det hele taget intens.
Serien er skabt af Francesca Delbanco og ‘Bad Neighbours’-instruktøren Nick Stoller, der begge har gået på Harvard ligesom seriens karakterer. Stoller har instrueret alle seriens otte afsnit, som ud over Key og Smulders byder på Annie Parisse (‘Vinyl’), Fred Savage (‘The Grinder’), Nat Faxon (‘Family Guy’) og Jae Suh Park (‘The Big Short’).
Premiere 14. juli på Netflix
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
‘The Last Tycoon’
F. Scott Fitzgerald kan fejre 75 års-jubilæum for den ufuldendte bog ‘The Last Tycoon’, og derfor virker det passende, at den nu bliver til en serie.
‘The Last Tycoon’ tager afsæt i den økonomiske depression i 30’erne, hvor Monroe Stahr (Matt Bomer) revolutionerer Hollywood og starter alles drøm om at blive en stjerne på det store lærred. Men hans chef Pat Brady (Kesley Grammer fra ‘Fraiser’) er ikke med på Stahrs ideer, hvor hans egen datter (Lily Collins fra ‘The Blind Side’) bliver indblandet som producer. Der er lagt op til drama, glamour og blondelingeri i lange baner.
Premiere 28. juli på Amazon Prime
‘Snowfall’
John Singleton har tidligere beskæftiget sig med ghettomiljøet i Los Angeles i nyklassikeren ‘Boyz n the Hood’, og nu er han producer på ‘Snowfall’, der foregår i 1983, hvor L.A. blev ramt af en kokain-epidemi, hvor stofferne flød i gaderne, pengeafpresning var hverdag, og mange tusinde blev afhængige.
Serien skifter perspektivmellem flere figurer, fra den 19-årige pusher Franklin Saint (Damson Idris), der kæmper for at tjene penge til dagen og vejen, den mexicanske wrestler Gustavo Zapata (Sergio Peris-Mencheta) og Teddy McDonald (Carter Hudson, ‘The Night of’), der arbejder for CIA og forsøger at få bugt med stofferne.
Premiere 6. juli på HBO Nordic
‘Ozark’
Bill Dubuque og Mark Williams (forfatter og producerer på ‘The Accountant’) har skabt ‘Ozark’, mens hovedrolleindehaveren Jason Bateman står tilknyttet som instruktør på et af afsnittene.
Bateman spiller den finanselle rådgiver Marty, der med sin kone (Laura Linney) flytter til en lille, dødsyg by, Ozark i Missouri, da de er kommet i problemer med en narkobaron og skal betale af på en hvidvaskningsgæld. Serien ligner et mørkt, brutalt og skævt komediedrama.
Premiere 21. juli på Netflix
‘Preacher’ sæson 2
En præst, hans ekskæreste og en irsk narkovampyr. Det lyder som noget, der er taget ud af en Cartoon Network-tegnefilm, men der er nu tale om Sam Catlin (producer på ‘Breaking Bad’), Evan Goldberg og Seth Rogens drama-fantasy-serie baseret på den roste tegneserie.
Serien flyder med syrede, brutale og humoristiske scener, hvor blodet flyder, og folk bliver dræbt på de mest fantasifyldte måder – som med en majskolbe.
Præsten Jesse Custer (Dominic Cooper) har sat sig for at finde Gud, som har forladt himlen, så han drager afsted i Amerikas støvede ørken med ekskæresten Tulip (Ruth Negga) og den famøse splejsede vampyr Cassidy (Joseph Gilgun). Vores filmredaktør var i sin tid så henrykt over pilotafsnittet, at han dedikerede en hel artikel til det. Første sæson rendte afsted med fire stjerner, og nu kan vi altså se sæson 2.
Premiere 27. juni på Viaplay
‘Insecure’ sæson 2
Issa Rae spiller hovedrollen i sin egen serie ‘Insecure’, løst baseret på sin succesrige webserie ‘The Misadventures of Awkward Black Girl’. Hun spiller selv Issa Dee, der er kørt godt fast i sit småkedelige forhold og har problemer på sit arbejde med sine alt for hvide kollegaer.
I første sæson forlod vi Issa i en trist tilstand, hvor hun netop havde været kæresten (Jay Ellis) utro med rapperen Daniel (Y’lan Noel). Men mon ikke bff’en Mollu (Yvonne Orji) står stærkt ved hendes side?
Premiere 24. juli på HBO Nordic
‘Room 104’
Sidste år slukkede HBO for Mark og Jay Duplass’ anmelderroste serie ‘Togetherness’ efter kun anden sæson. Men nu vender de stærkt tilbage med ‘Room 104′, der navnet til trods er langt fra hårrejsende horror.
Det er i stedet en antologi-serie på 12 afsnit, hvor vi i hvert afsnit møder nye gæster, der indlogerer sig på et ganske almindeligt lufthavnshotelværelse et sted i USA. Vi ved endnu ikke meget om serien, men ud fra traileren får man en fornemmelse for Duplass’ velkendte humor og skæve univers. Og så får man et glimt af James Van Der Beek, Amy Brenneman og Jay Duplass selv.
Premiere 29. juli på HBO Nordic