Der findes tre typer tv-serier. Dem, som sætter krogen i dig fra allerførste minut, eksempel: ’Breaking Bad’. Dem, som skal bruge fire-fem afsnit på at suge dig ind i universet, men som derefter aldrig slipper dig igen, eksempel: ’The Wire’. Og dem, som ikke lykkes med nogen af delene, eksempel: You name it.
De seneste år har jeg savnet serier af den første kategori. Jeg har savnet at blive pirret, underholdt og fascineret fra første sekund – at få præsenteret et originalt og velkonstrueret univers, som med det samme giver lyst til at se videre.
Som piloten til ’Lost’, der åbner intimt på Jacks øjne i junglen og med ham som chokeret stedfortræder tager os med ind i flystyrtets kaos. Eller første afsnit af ’The Walking Dead’, hvor Rick vågner op på et mennesketomt hospital og træder ud i en verden overtaget af zombier. Eller åbningsafsnittet til ’Breaking Bad’, hvor det første, vi ser, er et par bukser, der svæver i luften, og siden finder ud af, at de hænger ud af en autocamper i ørkenen, og så erfarer, at autocamperen styres af en mand i underbukser, der har en pistol og indspiller et afskedsbånd til sin familie.
Mange high concept-serier har forsøgt at gøre dem kunsten efter. Men fra ’Sense 8’ til ’Wayward Pines’ har det enten føltes fortænkt, billigt, utroværdigt, cheesy, dårligt spillet eller det hele på én gang.
Men nu er der endelig en serie, hvor jeg vil sige, at alle, der ikke er volds- eller blodforskrækkede, bør se i det mindste de første tre minutter: Det er AMC’s ’Preacher’, der bygger på tegneserien af samme navn, og som herhjemme kan ses på Viaplay.
Hovedrolle går et stort år i møde
Vi åbner frækt og b-films-agtigt i »outer space«, zoomer med en slags meteorkugle ind på Afrika og lander ved en religiøs ceremoni med en engageret præst, der prædiker om det gode, det onde og en kommende profet. Døren i blikskurskirken går op, og så… ja, jeg skal ikke afsløre mere, men kan bare sige, at det med det samme slås fast, at her er en serie, som kan noget særligt.
Jeg har ikke læst tegneserien, der blev publiceret 1995-2000 af Vertigo, en aflægger af DC Comics. Og jeg var derfor lykkeligt uvidende om, hvad der ventede mig i pilotafsnittet. Efter den fængslende åbning, som vi endnu ikke ved, hvordan spiller sammen med resten af fortællingen, bliver vi præsenteret for seriens egentlige hovedpersoner:
En mislykket præst, Jesse Custer, (Dominic Cooper) i den lille by Annville i Texas, der har en fortid – og visse kræfter – han prøver at fortrænge. En brovtende vampyrisk irer, Cassidy (Joseph Gilgun), der nedkæmper en hel horde af velvoksne mænd på et jetset-fly. Og ikke mindst Tulip O’Hare, som vi første gang møder, mens hun i jeans, læderjakke og læder-bh slås med to mænd i en bil på afveje gennem en kornmark.
Alle tre karakterintroduktioner er spektakulære, men Tulips er den, der bedst viser, hvor stort ’Preacher’s potentiale synes at være. Hendes indledende slåsscene er flot filmet med slående panoramaskud af det slingremønster, bilen laver i marken, og der er blik for de skæve indspark, når hun gør en ende på den sidste modstander med en majskolbe tværet gennem hans mund.
Hendes efterfølgende møde med to børn, som hun får til at hjælpe med at bygge en interimistisk bazooka af blikdåser, gaffertape og hjemmebryg, er sjovt og charmerende. Tulip er badass, men også smilende og nærmest moderlig. Straks en kompleks figur, spillet af Ruth Negga, som efter Cannes-festivalen allerede er en Oscar-kandidat for en helt anderledes rolle i Jeff Nichols’ ’Loving’ og således ser ud til at gå et stort år i møde.
Røv i hovedet
Afsnittet er ekstremt blodigt, og man kan frygte, at ’Preacher’ selv synes, det er mere dristigt, end det i virkeligheden er her i 2016. Men når den ser ud til at kunne bære den frenetisk klippede ultravold, skyldes det, at humoren og den filmiske opfindsomhed ikke er til at tage fejl af. Der er små, herlige detaljer, som når et tv i baggrunden fortæller, at Tom Cruise er eksploderet i en Scientology-kirke, og humoren skyldes nok – ud over forlægget – at joksterduoen Seth Rogen og Evan Goldberg, der tidligere har samarbejdet på alt fra ’Superbad’ til ’Pineapple Express’ og ’This Is the End’, er blandt hovedkræfterne.
Men nok så vigtigt er det at bemærke, at den tredje bagmand er Sam Caitlin, der var en af de centrale producere bag ’Breaking Bad’. Og det er netop ’Breaking Bad’s overraskende visuelle greb om et øde amerikansk landskab, man også mærker i ’Preacher’, en lyst og evne til at fortælle i billeder. På den måde kan serien måske beskrives som ’The Walking Dead’ møder ’Breaking Bad’ møder ’Ash vs. Evil Dead’.
Der sker utroligt meget i det hektiske pilotafsnit, og vi aner, at den umage trio nok skal forenes om en fælles mission. Præcis hvad missionen kommer til at gå ud på, er der ingen grund til at udforske her, men det er i hvert fald dejligt langt ude, at det involverer de allerhøjeste magter.
Det skal blive spændende at se, om serien kan følge op på denne eksplosion af vilde ideer i det lange løb. Vores officielle anmeldelse indløber, når serien har flere afsnit på bagen (det er en uskik at anmelde på baggrund af ét afsnit, hvis man kan undgå det), men foreløbigt skal lyde en stor anbefaling af det første afsnit.
AMC har i flere år ledt efter sit næste store hit efter ’Mad Men’, ’Breaking Bad’ og ’The Walking Dead’. Nu ser det ud til, at de har ramt den lige i røven med en serie så loco, at røven i ét tilfælde sidder i hovedet.
Læs også: Se første trailer til AMC’s ‘Preacher’