‘Joe Tech’: Morsom DR3-serie tager på rundtur i Københavns underverden
Egentlig burde man slet ikke bryde sig om Joe. Han begår indbrud, får unge gamere til at køre på stjålne knallerter og drikker sig i hegnet, når han burde tage sig af sin højgravide kæreste – og det er bare i de første fire afsnit af ’Joe Tech’.
Men alligevel elsker man Joe. Ligesom han elsker sig selv. Han er slynglernes flyttemand, en taber uden retning i eksistensen, men han begraver realitetssansen i en cocktail af selvfornægtelse og infantil naivitet. I stedet vender han skidt til godt i sine hyperaktive tirader, hvor livet reduceres til absurde læresætninger, og han selv ophæves til kongen af savannen. Uden at man bliver i tvivl om, at han er god nok inderst inde.
På mange måder minder Thomas Daneskovs mockumentary ’Joe Tech’ om sin hovedperson. Kameraet halser konstant efter Joe, når han udfører lyssky ærinder for revl og krat i Københavns underverden, men selvom han bryder love, som andre går på Facebook, nægter serien at moralisere. Og nok giver det pluspoint på karmakontoen, at Joe hjælper nogle syriske flygtninge (sådan da), men det politiske budskab glimrer ved sit fravær.
’Joe Tech’ er med andre ord lige så kontroversiel og jovial som sin hovedperson. Og det er seriens vindende træk: I Joes ramponerede flyttebil for stjålne ting og sager kommer vi rundt i underverdenens lommer og får et kulørt, men også fordomsfrit – næsten gemytligt – indblik i de betonklynger, som vi elsker at fortrænge. Joes omgangskreds skorter ikke på tyve, alkoholikere og andet godtfolk, men på trods af deres handlinger er de svære at hade.
Til gengæld giver ’Joe Tech’ ikke altid birollerne plads til at udfolde sig. Serien holder sig til en fasttømret formel, hvor Joe kysser sin gravide kone farvel, låner flyttebilen af sin far, henter en ven og hjælper ham med et ærinde – ofte rygende kriminelt. I både andet og tredje afsnit får birollerne dog så lidt plads til at udvikle sig, at de flyder sammen. For selvom Joes monologer er kostelige, kan de ikke bære hele afsnit alene.
Helt genialt bliver det først, når birollerne træder i karakter, som når Ali Sivandi giver den som hårdtpumpet knallerttyv, eller når indbrudstyven Mischa tilbagelænet snakker om sin indlæggelse på psykiatrisk hospital, som var det et smut på luksushotel.
I de øjeblikke er det, som om Kevin Smiths slackerunivers (kendt fra ’Clerks’ og ’Jay and Silent Bob Strike Back’) er blevet injiceret med en kombi af kokain og energidrik. Det er en komik, der ikke søger punchlines, men hviler på sin hovedpersons munddiarré af enfoldige sprogbilleder: »Hvad ville der ske, hvis fucking løvefar på løvesavannen gik på løvebarsel?« spørger Joe muggent ved udsigten til rollen som husfar.
Thomas Daneskov, stortalentet bag kortfilmen ’Ud, spring over, ind’ og spillefilmen ’Eliten’, skaber nærvær i mockumentary-formatet med konstante fokus- og blændeskift. Det står i komisk kontrast til titelsekvensens ophøjede æstetik, hvor Joe rider rundt på en hest ved havet, alenlangt fra Københavns lusede krinkelkroge.
’Joe Tech’ er vokset ud af Nordisk Films talentfabrik Spring, og ligesom en anden DR3-serie, ’Anton 90’, er den et vidnesbyrd om, hvad man kan opnå, hvis man giver landets største filmtalenter frie tøjler. Mere af det.
Kort sagt:
I en ramponeret flyttebil fører Joe Tech os rundt i Københavns kriminelle afkroge, udstyret med et væld af absurde sprogbilleder, men helt uden fordomme. Det er svært ikke at holde af ham – ligesom det er svært ikke at holde af serien.
Anmeldt ud fra de første fire afsnit.