‘May God Save Us’: Brutal seriemorderfilm vækker minder om ‘Seven’ og ‘Zodiac’
Nu hvor det danske julivejr ikke just viser sig fra sin varmeste side, kan du passende gå i biografen og se den spanske seriemorderkrimi ’May God Save Us’; sommerens uden sammenligning svedigste film. En brutal noir badet i skarp solskin.
I Rodrigos Sorogoyens opfølger til det afdæmpede, romantiske drama ’Stockholm’, storsveder filmens to umage politiefterforskere nemlig i et hedt Madrid anno 2011. Byen er en trykkoger af konflikter med politiske protestbevægelser i gaderne, et forestående besøg af selveste Paven og en depraveret seriemorder på fri fod.
Sidstnævnte sætter panderynkerne på overarbejde for drabsafdelingens makkerpar Velarde (Antonio de la Torre) og Alfaro (Roberto Álamo). Som genren klichéfyldt dikterer, er de to forskellige som nat og dag. Velarde stammer og er stilfærdigt eftertænksom, mens bulderbassen Alfaros lunte er lige så kort, som overarmene er store. Da først en, så to ældre, enlige kvinder findes myrdet og voldtaget, er Velarde og Alfaro de første til at påpege sammenhængen. Med tanke på byens kommende Pave-besøg, dysser politichefen sagen ned. Medierne skulle jo nødig få nys om noget så ukatolsk som en koldblodig voldtægtsmand og seriemorder, hvis foretrukne ofre er søde, gamle damer.
Som filmen skrider frem, kommer vi også nærmere ind på livet af de to efterforskere. Velarde bor alene i sin stilrene Bauhaus-lejlighed med rækkevis af melankolske vinylplader som eneste selskab. I smug stjæler han sig til et voyeuristisk kig igennem dørspionen på boligblokkens besnærende rengøringsdame Rosario. Men da de to endelig mødes over et glas kold gazpacho, bliver han så overvillig voldsom, at han overhører hendes »Nej!« og skubber til hende, så hun falder og slår sit hoved på kommodens skarpe hjørne. Det ligner unægtelig et voldtægtsforsøg fra en mand med alt muligt undertrykt boblende lige under den rolige overflade. Ikke ulig kollegaen Alfaro, der som en frådende kamphund synes at opsøge konflikter, bare for at få lov til at tæve sine frustrationer ud.
Måske er de to slet ikke så forskellige, når alt kommer til alt? Lige besatte af deres arbejde, umulige udi sociale relationer og fulde af farlige aggressioner. At Sorogoyen sætter to så problematiske mænd til at være (anti)helte i hælene på en ækel, Norman Bates-agtig seriemorder, får ’May God Save Us’ til at vække en grundlæggende væmmelse i én, der er svær at se igennem fingre med. Instruktøren sætter tilmed trumf på, idet Rosario og Velarde, trods den afskyvækkende nærved-voldtægtsscene, senere indleder et forhold. Fortællingen balancerer på knivsæggen til misogyni, og det skæmmer en ellers både fermt iscenesat og yderst spændingsmættet film.
Det er stemningsbilledet af et ulmende Madrid med halvkorrupte politimænd på indelukkede kontorer med summende klimaanlæg på overarbejde, der drager mest i ’May God Save Us’. Skjorter gennemvædede af sved og kølige kildevandsflasker mod pander som eneste middel mod den konstante hede. Byen er kvælende klaustrofobisk. En labyrint af gamle trappeopgange og tung betonbrutalitet, der i kameramand Alejandro de Pablos brede, ofte håndholdte optik konstant kræver ens opmærksomhed.
Med sin mordgådebesatte politiduo halsende efter en brutal psykopat i en storby, skylder Sorogoyens fortælling åbenlyst to genremæssige forbilleder som David Finchers ’Seven’ og ’Zodiac’ en hel del. Men hvilken moderne seriemorderfilm gør efterhånden ikke det?
Kort sagt:
Spanske ’May God Save Us’ kan sin seriemorder-neonoir-ABC både forfra og bagfra. På godt og ondt. Men sat i et overophedet Madrid fuld af mænd med farlige impulser, bliver Rodrigo Sorogoyens take på genren alligevel sin egen.