Det var blot et spørgsmål om tid: Filmen om den norske højreekstremistist Anders Breivik, der den 22. juli 2011 stod bag flere bombningerne i Oslo og senere massakren på socialdemokratiske unge på øen Utøya.
Allerede i 2013 opviste dramatikeren Christian Lollike teaterstykket ’Manifest 2083’ til stor polemik, men først nu tør man lave fiktion over et af de mørkeste øjeblikke i nyere skandinavisk historie på det store lærred.
At det bliver den britiske instruktør Paul Greengrass, der skal forløse historien, er dog mere overraskende, men ikke desto mindre har Greengrass et manuskript klar til at blive filmet om Breiviks terrorangreb, skriver Deadline. Filmen optages i Norge med et cast primært bestående af lokale skuespillere og til et budget på i disse sammenhængene beskedne 20 millioner dollars.
Paul Greengrass’ kendetegn er det naturalistiske snit, han giver til sine actionscener i kraft af sit shaky og grumsede håndholdte kamera, hvilket blandt andet er kommet tre film om Jason Bourne til gode.
Paul Greengrass involvering i projektet skal dog nok så meget ses i lyset af hans evne til at genskabe historiske hændelser som i ’Bloody Sunday’ om britiske soldaters massakre på irske borgerrettighedsdemonstranter i 1972 og ’United 93’ om passagerne på flyet, der forhindrede, at et fly styrtede ned i Det Hvide Hus i forbindelse med terrorangrebet den 11. september 2001. Begge film forekommer dokumentariske i deres udtryk, men anvender samtidig frit fiktionens fortællegreb.
Meldingen om Paul Greengrass’ film falder sammen med, at norske NRK til næste år skal optage en stort anlagt serie med titlen ’22. juli’. Serien skulle efter sigende koste hen ved 70 millioner norske kroner og har ægteparret Sarah Johnsen (’Rosemarie og gartnerens hemmelighed’) og Pål Sletaune (’Babycall’) som henholdsvis manuskriptforfatter og instruktør på de seks timelange episoder.
Paul Greengrass vil direkte skildre Breiviks nedskydning af de godt 69 døde ved Utøya, hvorimod Johnsen og Sletaunes serie udelukkende vil følge de pårørende til ofrene, da de ikke mener massemorden fortjener at blive vist. Man kan således også forvente, at Greengrass vil skulle forholde sig til et backlash på det kontroversielle valg af emne.
Læs også: Syv eksplosive actionfilm, der står i gæld til ‘Bourne’-filmene