‘Game of Thrones’ sæson 7 afsnit 4: Suveræn finale splittede os helt ind i marven

(Spoiler alert: Læs først, når du har set afsnittet.)

Man kan mene, at det er lovlig blodtørstigt at klappe ekstatisk i hænderne, hver gang ’Game of Thrones’ ruller de heftigste kanoner ind på scenen. Men når nu de tre første afsnit så entydigt pegede frem mod de helt store slag mellem de helt store personer, var det forløsende at se løfterne indfriet.

Og så er det bare svært at bevare den skeptiske mine, når krigens rædsler iscenesættes så fandens medrivende, som tilfældet var i ’The Spoils of War’.

Afsnittets sidste ti minutter, hvor Daenerys slipper dothraki-hæren løs på Lannisters og samtidig leverer ild fra oven på ryggen af Drogon, var et af seriens til dato flotteste udstyrsstykker, fuldt på højde med Hardhome og Battle of Basterds. Et åndenødskrævende krigsdigt med voldsomt modstridende følelser såvel på slagmarken som bag skærmen.

Ude forfærdeligt, hjemme tabt

Først fik vi dog fornøjelsen af en vrimmel af genforeninger.

Arya vendte hjem til Sansa og Bran i Winterfell, mens Jon hev fat i kraven på Theon foran Dragonstone. Dialogscenerne løftede sig over forrige afsnits ekspositionstunge plotfletninger, fordi karakterernes baghistorier ikke blot blev udpenslet, men rent faktisk formede scenerne og gav kendte omgivelser nyt liv.

Selvom treøjede Brans emo-indelukkethed stadig tangerer ufrivilligt morsomt meme-foder, var Aryas genforening med hendes søskende hjerteskærende. Den ulykkesplagede trio af Starks drømte på hver sin måde stort om riddere, konger og troner, fik drømmene opfyldt, men indså, at de var mareridt i infantil forklædning. Virkeligheden stod i kontrast til den barnlige eskapismes glansbilleder. De bygninger, der udgjorde rammen om deres drømmerier, ligner ikke det, de gjorde engang, fordi blikkene, der betragter dem, er blevet melankolske i mødet med det virkelige liv.

De drog ud til de barske realiteter og vendte hjem til en smuldret fantasi. Uden uskyld og uden et egentligt hjem.

I Dragonstone var Jon og Daenerys lykkeligvis færdige med at opsummere de tidligere sæsoner for hinanden, og deres fælles scener begyndte så småt at pege fremad. Specielt da Jon tog Dany ned til drageglasset under borgen og leverede beviset på The White Walkers eksistens, så dragedronningen måtte begrave stridsøksen dybere – uden at fravige sine knælekrav.

Når helte er fjender

Det var alt sammen optakt til det store slag, og man kan indvende, at ’Game of Thrones’ konsekvent sværger til den samme struktur: snak, snak og så action til slut. Man var dog tilbøjelig til at se forbi alle skavanker, da først Drogon og dothraki-hæren lod Lannisters mænd bade i ild og blod.

I forhold til de hidtidige slag i sæsonen, Eurons massakre af Yara Greyjoys flåde og Lannisters strategiske udmanøvrering af Unsullied og co., skilte blodbadet i ’The Spoils of War’ sig ud ved at sætte tunge karakterers liv på spil. Ellaria Sand, Theon, Grey Worm og co. var erstattet af Jaime, Bron og ikke mindst Daenerys, der omsider sendte sin ildspyende atombombe ud i krydsilden.

Det gjorde ikke blot, at man følte, der var mere på spil – at startskuddet til den store krig endelig havde lydt – det betød også, at man blev kastet rundt i sin egen moralske manege. For selvom sympatien lå hos slavebefrieren Daenerys, når totalbillederne viste hærenes sammenstød, blev man tvunget til at søge dybt i egen sjæl, da Bron duellerede med en dothraki, og da Jaime satte livet på spil for at få bugt med Daenerys.

Vi så slaget som Tyrion på bakken, og da hans bror gjorde antræk til angrebet, kunne hans ord lige så vel have været vores egne: »Flee, you idiot«. Her blev stregerne ikke kridtet op ud fra en sort-hvid dikotomi. I stedet fik vi en fænomenalt oprivende fornemmelse af at være splittet helt ind i marven, et storslået stykke tv for alle os sofamasochister.

Hovedpersonerne synes fredet

Det var ikke mindst ’Game of Thrones’-debutanten Matt Shakmans fortjeneste. Instruktøren zoomede virtuost ind og ud af krigens gru, fra gåsehudsfremkaldende massedrab fra drageperspektiv til hektisk, håndholdt blodrus i det tiltagende flammehav. De små fortællinger – Bron versus dothraki og drage, Jaimes attentat på Daenerys og dragedronningen mellem skyerne – tvang pulsen mod nord, uden at det forkromede overblik gik tabt i nærkampene.

Læg dertil, at synet af de CGI-animerede drager var mere duperende end nogensinde før.

Måske særligt fordi man fornemmede Lannister-hærens nøgne frygt ved synet af de flyvende fortidslevn. De var ikke simple slagtekvæg, de var mennesker fanget i hjertet af den store krig – og fanget i en myte, de havde hørt om som små, men senere havde affejet som pure opspind. Nu endte de som aske på jorden som et bevis på dragernes genkomst.

Særligt Jaime, tidligere slagmarkens fyrste, nu en krøbling på afveje, så rådvild ud, for selvom han lystrer sin søster, er krigen ikke hans. Han var et fremmedlegeme mellem stridende parter, og kort før han rettede spyddet mod Daenerys, så man i hans øjne en indre krig så voldsom som de kolliderende hære. Vinderen? Et trodsigt ekko fra fortiden.

Omvendt kan man klage over, at seriens helte stadig er fredet i en sådan grad, at valar morghulis klinger hult. For kan alle nu også dø? Jeg nægter at tro, at Jaime lider druknedøden efter Brons heroiske redningsaktion, da det ville være et exit så afdæmpet, at det ville høre til i en anden serie. For ikke at nævne et halvbagt punktum for den lidenskabelige søskendekonflikt i King’s Landing.

Men plejer man ikke at blive straffet i ’Game of Thrones’, når man kaster sig ud i dumdristige aktioner på baggrund af svulstige æresbegreber eller rendyrket overmod?

Uanset hvad er spørgsmålet, hvad der vil hænde Jaime, når eller hvis han indånder landluften igen. Skifter han endegyldigt side efter fangenskab hos Daenerys og bror Tyrion? Det ville være et farligt træk, for vi har brug for tvivlen, brug for ansigter, vi kan identificere os med på begge sider af konflikten.

Det fik vi i ’The Spoils of War’. Ligesom vi fik et af de øjeblikke, der gør ’Game of Thrones’ til noget så gammeldags som en stor, tilbagevendende tv-begivenhed.

Læs også: Anmeldelse af ‘Game of Thrones’ sæson 7 afsnit 3 – »Tung i røven af baghistorier«