’Game of Thrones’ sæson 7 afsnit 5: »Jeg fik kuldegysninger, da tæskeholdet begav sig mod nord«

(Spoiler-alarm: Denne anmeldelse spoiler tungt fra hele serien til og med den nyeste episode)

Sidste uges afsnit af ’Game of Thrones’ sluttede med en af seriens mest imponerende sekvenser til dato. Den var intens og latterligt flot, og jeg tror, vi var flere, der holdt vejret, da Jaime Lannister i et forfærdeligt smukt virvar af ild og aske viste os, at ridderlighed ikke er noget, der sidder i hånden, men i hjertet.

Min favoritreplik i sæsonen so far faldt, da Jaime med et roligt »Come on boy. Come on« overtalte sin krikke til at angribe kæmpedragen og så ellers afsted i fuld galop over åben mark med et knækket spyd som lanse. Wow. Bare wow. Nu kan de endelig skrive andet end kongemorder og incestuøs edbryder i kapitlet om Jaime i den store bog om ridderne fra Kongegarden.

Det var på dette farverige bagtæppe af længe ventet drage-action, dobbeltbundet heltemod og imponerende filmkunst, at denne uges afsnit skulle forsøge at samle handsken op. Det kunne både blive fugl og fisk, og jeg var da også forberedt på en underholdningsmæssig bølgedal oven på sidste uges veritable tsunami. Jeg blev heldigvis positivt overrasket.

Død ved drageild

’Eastwatch’ lægger ud med, at Bronn trækker Jaime op af vandet. Selvfølgelig var han ikke død. Han er trods alt seriens klart mest interessante figur lige nu. Imens tusser Tyrion rundt på slagmarken omgivet af askebunker efter Lannister-mænd, og da hans nye dronning lidt efter dømmer Lord Tarly og sønnen Dickon til døden ved drageild, føles det helt forkert i det lille dværgehjerte.

Forfatterne hinter her tydeligt til Den Gale Konges opførsel, og selvom det er et oplagt motiv, så er det altså en lækker måde at tainte Danys noget frelste projekt på. Handler det dybest set ikke bare om at blive kalif i stedet for kaliffen?

Dragemorens ambitioner og mulige (storheds)vanvid er et motiv, som afsnittet leger en del med. Blandt andet i en ret stærk dialog mellem Tyrion og Varys (Conleth Hill), som bemærker, at han netop sad med samme følelse af medskyld, som Tyrion kæmper med i ’Eastwatch’, da han i sin tid var rådgiver for Den Gale Konge, der som bekendt om nogen havde smag for at grille folk levende.

Tyrion forsikrer os dog om, at Daenerys på ingen måde er Aerys, og mon ikke han til syvende og sidst får ret.

Meanwhile in downtown, King’s Landing…

.. mødes Jaime i al hemmelighed med Tyrion og diskuterer rigets fremtid. Aksen mellem disse to karakterer er helt klart den del af ’Game of Thrones’, der er mest gods i for tiden.

Scenen var velspillet og på samme tid øm og skarp. De to brødre er naturligt på bølgelængde, men de byder hele tiden hinanden trods, hvilket passer perfekt med den hidtidige karaktertegning. Man ønsker sig som seer et forsonende knus, men det kommer bare ikke.

Stemmer i fandybet har længe talt om, at Jaime er på vej væk fra Cersei (Lena Headey). Nogle (blandt andet undertegnede) har endda forudset Cerseis død for brorens hånd. Men med ’Eastwatch’ blev kortene blandet på ny. Det viste sig nemlig, at Cersei er gravid med Jaimes barn, og at hun denne gang – efter far Tywins devise om, at løverne ikke bør bekymre sig om, hvad fårene mener – glæder sig til at vise både barn og farmand frem offentligt.

Dermed er Kingslayerens frigørelsesbue umiddelbart sat i bero, og forfatterne bag serien beviser endnu engang, at de er eminente til at lege med fanteorier og forventninger. Den havde jeg i hvert fald ikke set komme.

Gamle ansigter i sneen

Nordpå vaarger Bran (Isaac Wright) på livet løs, og vi ser omsider et nyt glimt af Nattekongens gigantiske hær af udøde, der i støt tempo nærmer sig.

I Winterfell keder vi os gennem en scene med Arya (Maisie Williams) og Sansa (Sophie Turner), der har søstrefnidder om halshugning og den slags. Eksperten i splid og kaos, Littlefinger, (Aiden Gillen) har naturligvis fingeren på pulsen og er allerede i fuld gang med at blande yderligere malurt i bægeret.

Sekvensen, hvor han foranlediger, at Arya finder et uheldigt brev, som Sansa engang skrev (under tvang), var lækkert orkestreret, og det var godt at se, at selv den nye snigmorder-Arya ikke kan følge med, når Baelish bringer sit a-game. Aiden Gillen er og bliver noget af det bedste i dit tv.

’Eastwatch’ handlede i høj grad om gensyn med gamle ansigter. Løgridderen hentede Gendry i hovedstaden og tog ham med til Muren, hvor han genså Hunden, Thoros of Myr og Beric Dondarrion, der i sin tid solgte ham til Melisandre. I samme ånd blev Jorah Mormont og Dany genforenet, og hvis du spørger mig, så holdt hun det knus og den hånd på brystkassen noget længere, end en pæn pige burde.

Sidst, men ikke mindst blev Ned og Roberts gamle broderskab genoplivet by proxy af Jon og Gendry. De to bastarder var pot og pande fra første øjekast, og det forhold skal der nok komme noget interessant ud af.

De første fem sæsoner af ’Game of Thrones’ udmærkede sig ved at gå nært om et væld af nuancerede figurer. Det havde afgjort sin charme, men nu har vi ligesom været der, og forfatterne har derfor zoomet ud, så det hele foregår på et mere episk plan og i højere grad end tidligere handler om geopolitik, militærstrategi og den forestående Lange Nat 2.0, som truer med at udslette menneskeheden.

Det fungerer også godt, men man skal lige vænne sig til det nye fortælletempo, hvor hele huse tilintetgøres i en bisætning.

Derfor var de mange informationstunge snakkescener i ’Eastwatch’ faktisk kærkomne. Vi fik lige tid til at samle trådene, få hilst på nogle gamle venner og regrupperet rent åndeligt, inden det med garanti går amok igen lige om lidt. Sidst var det med ild i anden potens, og lur mig om ikke det bliver med is i mente, når det næste store slag skal stå om senest to afsnit.

Jeg fik i hvert fald kuldegysninger, da alle tiders mest brogede tæskehold begav sig nord for Muren i snestorm for at gå på undead-jagt.

Læs også: Derfor var Jon Snows intense møde med dragen uhyre vigtigt

Læs også: ‘Game of Thrones’ sæson 7 afsnit 4 – »Suveræn finale splittede os helt ind i marven«