’Halt and Catch Fire’ sæson 4: Perfekt persondrama kulminerer på alle fronter
Som en anden af vor tids bedste dramaserier, den netop afsluttede ’The Leftovers’, er ’Halt and Catch Fire’ en fremragende sag, som næsten ingen ser. Og det er en skam, for AMC-serien, hvis fjerde og sidste sæson lige nu kan ses på CMore, er nærmest kun blevet bedre for hver sæson.
Serien behandler den amerikanske it- og teknologisektor med udgangspunkt i ingeniørerne Gordon og Donna (gift med to børn, nu skilt), programmørgeniet og punkelskeren Cameron og endelig den visionære idémand med storegoet, Joe. I første sæson fulgte vi deres kapløb med at få bygget en pc, i anden sæson var det online-spil og -chat, i tredje forretninger og konflikter i Silicon Valley og internettets fødsel.
Skildringen af it-miljøet og de konflikter og dramaer, der opstår, når man prøver at finde ud af hvad the next big thing er, føles spot-on, men det er persondramaet mellem de fire faste karakterer, der virkelig løfter serien op i de højere luftlag.
I denne sidste sæson befinder vi os i 1993, 10 år efter sæson ét. Gordon (Scoot McNairy), Joe (Lee Pace) og Cameron (Mackenzie Davis) har startet CalNect, en internetudbyder (ISP) i internettets turbulente og konkurrenceprægede første år. Samtidig prøver de at komme med i browsermarkedet, men Cameron, som bor i Tokyo gift med Tom, har brugt mere tid på at udvikle sit seneste computerspil for Atari end at bistå Joe med at kode browseren, selvom Joe i tre år har siddet i sin kælder og indsamlet hjemmesider på post-its (ja, så få var der dengang).
Donna, som Cameron brød med i sidste afsnit af tredje sæson, arbejder med investeringer i teknologisektoren, og prøver samtidig som en anden 80’er-yuppie at fylde det sorte hul i sin sjæl med champagne, lækkert tøj og casual sex.
Hurtigt tvinges Joe og Gordon til at sælge CalNect, og da Cameron kommer hjem fra Tokyo efter problemer med Tom, rodes karakterne ind i kampen om søgemaskinerne. Joe og Gordon med udgangspunkt i Gordons datter Haleys kuraterede kategoriseringsside – Donna via sit investeringsfirma i en søgemaskinealgoritme a la Google. Camerons spil bliver vraget af Atari, for pøblen vil hellere have voldsorgier som ’Mortal Kombat’ og ’Doom’ end Camerons langsomme Myst-agtige puzzlespil. Så hun forsøger sig med det simple liv på landet i en trailer på et nyerhvervet stykke land til tonerne af Pavements ’Range Life’ (»If I could settle down, then I would settle down«), men får svært ved at holde sig helt udenfor søgemaskinekrigen, som nu føres på hver sin side af det fraskilte ægtepar Gordon (med datter) og Donna.
Kemien mellem Joe og Cameron blusser op igen i en lang telefonsamtale, der varer det meste af én dag og andet afsnit. Det er en smuk og rørende sekvens, der på både replikniveau og skuespiller fremførsel er suveræn og minder os om, at teknologien faktisk kan bruges til at føre mennesker sammen.
I det hele taget er det bare nogle suveræne menneskeskildringer, vi også får her i fjerde sæson, som er desto mere rig, når vi kender deres baghistorie. Donna, som er blevet kørt lidt ud på et sidespor, er ofte ved at ende som en enstrenget iskold finansbitch, men man mister aldrig helt sympatien for hende, fordi billedet altid nuanceres, og man får indblik i hendes usikkerhed og sårbarhed bag facaden, som da hun fortæller om sin graviditet med sin ældste fremmedgjorte datter Joanie, så både hun og datteren sidder med tårer i øjnene.
Således bliver personkarakteristikkerne hele tiden dybere og dybere, og samtidig er der også plads til både kameravirtuositet som i åbningsklippet, hvor vi i ét take med et flyvende kamera får tre års baggrundshistorie for CalNect i en elegant montage, et lækkert score fra Paul Haslinger (foruden Trentemøllers perfekte titelnummer) samt virkelig gode og sigende musiknumre fra tiden.
Endelig – og bestemt ikke mindst – får vi et spændende indblik i, hvordan vor tids allestedsnærværende internet, søgemaskiner, online-chat osv. blev født i hovedet på pionerer, der nærmest via ren viljestyrke fremmaner mirakler ud af ingenting, ligesom vi ser, hvilke personlige konsekvenser det har for dem.
Det er en serie, der gør os klogere på os selv og verden, og større ros kan man næsten ikke give.
Kort sagt:
’Halt and Catch Fire’ er et perfekt persondrama med baggrund i den spirende internetsektor i 90’erne. Serien er blevet bedre og bedre siden starten og kulminerer nu på alle fronter, men først og fremmest i dynamikkerne og konflikterne mellem den faste karakterkvartet, der i hver skuespillers hænder bliver et dybt komplekst menneskeportræt.
Anmeldelsen er baseret på de fire første afsnit.