’Borg’: Shia LaBeouf slår gnister i Janus Metz’ debutfilm
Tennisnettet er som en Berlinmur, der ikke kun adskiller atleter, men værdier og livssyn. Når spillerne server, returnerer, bryder og begår fejl, dyster de ikke kun på indøvede færdigheder – de kæmper for at fastholde grebet om sig selv.
Som når Rafael Nadal med udbrud og tics flår stoiske Roger Federer ud af den meditative ro, eller når Pete Sampras sløver Andre Agassis kvikke grundspil med konservative salver af slicede slag.
Tennishistorien er rig på berømte rivaliseringer, der ikke kun har tvunget os til at afgøre, hvilken spillestil vi foretrækker, men også hvilket sæt af værdier. Sporten bliver et spejl – deraf fascinationskraften, der rækker udover kridtstregerne og forplanter sig efter matchbolden.
Start-80’ernes duel mellem Bjørn Borg og John McEnroe var netop larger than life. Kunne man se sig selv i den tilknappede, skandinaviske arbejdshest eller den sønderrivende orkan fra New York? Den pertentlige baglinjeslider eller den kætterske netstormer? The Ice Man eller SuperBrat?
I ’Borg’ gør danske Janus Metz (’Armadillo’) klogt i at zoome ind på et enkelt nedslag i rivaliseringen: Wimbledon-finalen anno 1980, hvor opkomlingen McEnroe forsøgte at løse den gordiske knude Borg, efter svenskeren havde vundet de seneste fire år.
Filmen hed oprindeligt ’Borg/McEnroe’, men rammer de danske biografer uden amerikanerens navn i titlen – og ikke uden grund. For ’Borg’ handler om Borg. Om den svenske lømmel, der knaldede ketsjere i jorden i minirækkerne, men senere lærte at drukne vreden i et hav af rutiner og ritualer, på og uden for tennisbanen.
Metz udvinder langt hen ad vejen drama fra svensk savsmuld. I Gudnur Sverrisons gestaltning er Borg mut, nærmest utilnærmelig, men ’Armadillo’-instruktøren kontrasterer hans træge væsen med fint doserede glimt fra de formative tennisår. Dengang var Borg en sprængladning på tennisbanen, altid tæt på udløsning. Først da Davis Cup-træneren Lennart Bergelin (Stellan Skarsgård) hev fat i ham, fik han smidt temperamentet på is.
Man får billedet af en mand, der har pakket sin personlighed halvt væk for at vinde. Han er som en termokande – kold udenpå, dampende indeni.
Alligevel savner man McEnroe, hver gang han forlader skærmen. Både fordi Shia LaBeouf, skuespilfagets enfant terrible, slår gnister som tennissportens ditto, et missil, der piler rundt på tennisbanen og tyrer ukvemsord mod dommer og beskuere. Men også fordi Borg-dramaet skæmmes af et par overdrevne pointer: en karikeret udstilling af pengemænd med lukrative kontrakter i lommen og en bleg romance, hvor Tuva Novotny reduceres til stjernens kvindelige vedhæng.
Allerbedst er ’Borg’, når de stridende atleter mødes, netop fordi de ikke strides. De beundrer hinanden. På overfladen er deres indstilling til sport og liv som hav og ørken, men de spejler sig i hinanden: Borg undertrykker McEnroe’ske aggressioner under sit skjold, og McEnroe stræber efter Borgs ro, fordi den (selv)destruktive fremfærd slider på både ry og vennekreds.
Deres endelige opgør på Centre Court er fornemt gengivet, og Metz formår at blæse spillernes særtræk op i bredformat. Borgs aparte baghånd mod McEnroes iltre netspil, svenskerens stenansigt mod amerikanerens endeløse uro. Det er tennissporten som slagudveksling og mentalkrig. Lige her indfanger ’Borg’ tennissporten i alle dens facetter.
I det store billede har filmen dog mere til fælles med Borg end McEnroe: Stærk og solid uden at være overrumplende.
Kort sagt:
Janus Metz’ ’Borg’ skildrer den ikoniske rivalisering mellem Bjørn Borg og John McEnroe, så man forstår, at det handlede om mere end tennis. LaBeoufs McEnroe kunne med fordel have stjålet lidt skærmtid fra Sverrisons Borg, men når de to stridshaner mødes i heftige slagudvekslinger på Centre Court, er det svært ikke at rykke helt ud på sædekanten – selv hvis man kender udfaldet.
Læs også: Alle stivnede, da Shia LaBeouf smækkede med døren, og Janus Metz smadrede en ketsjer