’Brigsby Bear’: ’Room’ møder ’Napoleon Dynamite’ i rørende og morsom indieperle

CPH PIX: Det er mildest talt overraskende, at en af årets mest hjertevarme indiefilm kommer fra ’Saturday Night Live’-drengene Dave McCary og Kyle Mooney, der henholdsvis instruerer og spiller hovedrollen i komediedramaet ’Brigsby Bear’.

Skarpt flankeret af Phil Lord og Chris Miller (’21 Jump Street’), som har produceret filmen, hiver McCary og Mooney komikerbaggrunden med sig i en quirky coming-of-age fortælling med en fuldvoksen mand i hovedrollen. Og det får tårekanalerne på gled.

James Pope (Mooney) bor med sine forældre, Ted (Mark Hamill) og April (Jane Adams), i en underjordisk bunker, hvor 80’erne stadig lever i bedste velgående, og den eneste kontakt med omverdenen er et udsyn over Utahs ødemark. Om dagen har James travlt med sine studier: Han skal lære dogmerne fra børne-tv-serien ’Brigsby Bear’s 736 episoder, såsom »nysgerrighed er en unaturlig følelse«, mens hans strikse far er den eneste, som må forlade bunkeren (altid med en gasmaske over hovedet).

Filmen mimer sci-fi a la ’10 Cloverfield Lane’ i de indledende scener. Men cirka ti minutter inde i filmen bliver Ted og April lagt i håndjern, mens politibetjenten Vogel (Greg Kinnear) sprænger James’ isolerede tilværelse i stykker med nyheden om, at parret slet ikke er hans forældre. De er i stedet to fanatikere, som kidnappede ham, da han var spæd, og opfandt en hel fantasiverden om bjørnen Brigsby – kun til ham. Hvilket naturligvis kommer som lidt af et chok.

Genforenet med sin rigtige familie i den virkelige verden bliver James kastet ud i et større rehabiliteringsprogram, hvor hans lillesøster Aubrey (Ryan Simpkins) tager ham gennem hele high school-møllen. Det involverer det obligatoriske møde med kvindekønnet, et MDMA-spark i løgene og bro-moments ad libitum.

Den del kan måske lyde velkendt, men hver scene kommer med et twist, der gør filmen til fremragende underholdning fra start til slut. Som når Vogel udspørger James i et forhørslokale og stiller det prekære spørgsmål »rørte de ved dig?«, hvor James – uvidende om betjentens bange anelser – svarer, at ja, nogle gange ville de røre ham og holde hans hånd og fortælle, hvor meget de elskede ham.

På papiret lyder det som et outreret komediedrama, men ’Brigsby Bear’ viser sig hurtigt at være meget mere. Filmen vender op og ned på kidnapningsformularen, når den blander alt godt fra ’Room’ og ’Napoleon Dynamite’ i en rørende feel good-historie.

I særdeleshed er det befriende at se en film om et alvorligt emne, der ikke har behov for at overgå sig selv i dramatiske momenter. Mooney og McCary tager ikke sig selv så højtideligt. I stedet opbløder de dramafilmens floskler med en humoristisk nerve bundet op på glimrende skuespilpræstationer og sjove metalag, mens de heller ikke er bange for at dyrke klicheerne, så længe det gøres med overskud.

Særligt fremragende er Mark Hamill i en ikke-’Star Wars’-rolle som den, alt taget i betragtning, venlige psykopat Ted, der i årevis har produceret den grimmeste 80’er-tv-pastiche, kun for at lære sin ’søn’ en ting eller to om livet. Og selvom det lyserøde lys omkring børnekidnapperen ganske vist ikke er gangbar retsetik, så hører det til en del af charmen, at alle er klar til at tilgive, hvis det er, hvad der skal til for at hjælpe James videre i livet.

Det er lige så rørende, som det er sjovt.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted