En storby fanget i dens mest dunkle timer. Reflekterende lyskegler og støjinfernoet fra det kaotiske gadebillede under de propaganderende billboards er sansebedøvelsen for en kriminalbetjent på mordopklaring. Mens de panoramiske indstillinger minder os om, hvilken labyrint af synd vores fortabte helt befinder sig i.
Det kunne lyde som en beskrivelse af den biografaktuelle ’Blade Runner 2049’, men der er faktisk tale om svenske Tarik Salehs anderledes virkelighedsfunderede noir-krimi ’Cairo Confidential’ med Fares Fares i hovedrollen som betjenten Noredin, der selv har lig i lasten.
Kameraet hægter sig på den svenske stjernes ansigt i fortællingen om et Cairo i dagene op til revolutionen, der under Det Arabiske Forår i 2011 var med til at vælte præsident Hosni Mubarak af pinden. Den unge April 6-bevægelse brugte sociale medier til at etablere et samlet pres mod styret og for en stund skabe håb om et demokratisk Egypten. Men Salehs film svælger ikke just i håbet. Tværtimod overdækkes illusionen om retfærdighed af et dunkelt og kynisk spil mellem ældre mænd, der kræver sine ofre i en storby fyldt med mafiøse politikere, korrupte politifolk og labre femme fatales.
Vi mødtes med den tidligere graffitimaler og dokumentarinstruktør Tarik Saleh til en snak om hans nye film, og om hvorfor han ikke er sortseer, men blot ønsker at yngre generationer skal gøre det bedre end deres forgængere.
Fortabt
Efter også at have set din foregående film, den animerede dystopi ‘Metropia’ er jeg nødt til at spørge, om du er så sortsynet, som dine film antyder?
»Jeg er en meget optimistisk person, hvilket er et paradoks. Jeg tror på, at det mørke kan være meget, meget smukt. Uden at lyde prætentiøs så er det typisk for kunstnere at se verden gennem et knust glas, og nogle gange ser folk ikke det samme som dig. En del af mit job er at opfange en ting og projektere den, så folk kan se, hvad jeg så. Det kræver øvelse og dygtighed.
‘Metropia’ var min første film, som jeg instruerede alene. Første gang jeg så den, var i København, og jeg var rystet over, hvor mørk den var. Mens jeg arbejdede på den, føltes den sjov og lys. Med ’Cairo Confidential’ er jeg meget mere bevidst om, at jeg fortæller en mørk og kynisk historie. Det Arabiske Forår er Mellemøstens Berlinmur, og filmen finder sted i ugerne op til murens fald«.
Men er der slet ikke noget håb at hente i dine film?
»Jeg er 45 år og tror på den nye generation. På en måde er min generation fortabt. Når jeg ser de unge, er jeg håbefuld, selvom det bliver pinefuldt, før det bliver godt. Du kan sige, jeg har en nietzcheansk side, men sådan ser jeg det ikke. Hvis du ved, Donald Trump er et menneske, så er du også ansvarlig. Du kan ikke bare sidde tilbage og sige, at det er én stor konspiration. Det er et spørgsmål om, hvem der vil det mest, ham eller dig. Bare fordi mine hovedpersonener ikke vinder, så prøver de i det mindste, og det er ret positivt«.
Men dit perspektiv i ‘Cairo Confidential’ er på den ældre generation og en mørk noir-stil. Man kunne sikkert have fortalt en mere håbefuld historie om April 6-bevægelsen?
»Jeg indså, at generationen, som kom ud af revolutionen, skal fortælle deres egen historie. Denne film handler ikke om revolution, men om de folk, som var der før revolutionen. Jeg beskrev revolutionen fra den forkerte side af hegnet. Det skulle jeg være meget præcis med. Du ser det aldrig fra demonstranternes perspektiv i filmen. Når jeg køber en billet til en film, forventer jeg at være i en andens sko i to timer, og jeg vil hellere være sammen med en kvinde, et dyr eller som her en egyptisk politimand for at opleve noget nyt«.
Kunsten at leve evigt
Tarik Salehs overgang fra graffiti til filmmediet kom med de to undersøgende politiske dokumentarer ‘Sacrificio: Who Betrayed Che Guevara’ og ‘Gitmo – The New Rules of War’, som han instruerede sammen med Erik Gandini. Siden har Saleh også instrueret et par musikvideoer for landsmanden Lykke Li, og ’Cairo Confidential’ er hans fjerde fiktionsfilm.
Er du splittet imellem den observerende dokumentarform, som du kommer fra, og så fiktionen?
»Al historiefortælling er konstrueret, da du udvælger dele og korrumperer tiden. Når du korrumperer tiden, korrumperer du alt. Når jeg ser dokumentarer, bliver jeg meget frustreret, for specielt de populære dokumentarer er meget konstruerede. Og du ser ’Mamma Mia’, velvidende at det ikke er sandt, men når du ser ’There Will Be Blood’, føler du, det er ægte, selvom det er skrevet. Det indfanger noget, der får os til at forstå, hvad der har evig betydning«.
Synes du, det er lettere at komme med et politisk budskab gennem fiktionen?
»Jeg er besat af politik, men det har en udløbsdato. Hvis vi for eksempel sagde, at integration var det vigtigste tema i dag, så kunne der i morgen komme kernekraftulykke på Bärsebäck. Med god kunst kan du sørge for, at det kan leve for evigt. Det er meget fristende at tænke på, om filmen sælger i København i oktober, hvilke film der vises samtidig, og om nogen er interesserede i Mellemøsten lige nu. Men for mig som kunstner er det vigtigere at lave film, hvor min datter – når hun ser dem som 20-årig – vil sige, ’det var faktisk virkelig interessant’.
Fares Fares’ hovedperson Noredin er helt uvidende om Facebook og internettet. Hvad ville du sige om de nye medieplatforme?
»Hvornår er du født?«
I 1992…
»Du og jeg er forskellige arter. Hvis nogle dissekerede din og min hjerne, ville de være forskellige. Jeg er barn af den industrielle revolution, hvor tiden blev et mål i sig selv, og vores hjerner begyndte at omstille sig efter det. Den nye generation er ’netværksgenerationen’, hvilket betyder, at du og jeg har forskellige forståelser af et koncept som ’venner’«.
En forbedret udgave
Fares Fares’ Noredin er den storrygende politimand, der som en anden Vargas fra ‘Polities blinde øje’ eller Jack Gittes fra ’Chinatown’ ønsker at komme til bunds i sagen om en sangerinde, vi i første scene ser blive myrdet på et hotel. Efterforskningen besværliggøres af, at nationen er midt i en brydningstid, og at mordet trækker tråde til de mest magtfulde kræfter i systemet.
Vi følger Noredin rundt i Cairos fordærvede underverden, mens han som produkt af den gamle verden ikke er i stand til at begå sig i en moderne verden domineret af internettet.
Er du bange for de sociale medier eller dem, som styrer dem?
»Jeg kan klart identificere mig med Noredins følelse af at være en dinosaur. Som instruktør må man se på det med fascination – deraf optimismen. Jeg synes, det var fantastisk, da vi kun havde to kanaler og alle så film i biografen, men det er lige meget, hvad jeg tænker. Forandringen kommer under alle omstændigheder, og det er hvad, der sker for Noredin.
Han forsøger at forstå, hvad der foregår, men han kan ikke, fordi han selv er en del af fortiden og vil kollidere med fremtiden. Ved dagen for revolutionen slukkede regeringen for telefonlinjen, men folk kom i kontakt med hinanden takket være trådløs forbindelse. Alle var på Facebook i stedet, men regeringen forstod det ikke«.
Føler du den samme fremmedgørelse som Noredin?
»100 procent. Der er ting, som jeg føler mig fremmet overfor. Du er en forbedret udgave, menneskeheden udvikler sig. Når jeg ser min datter, som er to år gammel, tænker jeg, at hun bliver bedre end mig. Mit mål er at forberede hende til at opfylde potentialet.
Jeg så ’Dunkirk’ og var ekstremt imponeret, men siger stadigvæk: ’Den er næsten lige så god som ’Paths of Glory’ eller ’The Thin Red Line’. Jeg er den gamle tid, og du er den nye tid, hvilket betyder, at du bliver nødt til at tage nogle fucking gode beslutninger!«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Cairo Confidential’