’Daphne’: Film om forfærdelig kvinde er ingen ’Francis Ha’

CPH PIX: Sent om aftenen på diskoteket. De står på toilettet. Ævler løs. Daphne sniffer en streg kokain mere. Motormunden kører i højeste gear. »Freud sagde, kærlighed er en sygdom«, udbryder hun og rækker den sammenrullede seddel videre til manden, der er aftenens tilfældige fangst. Og fortæret i næste scene hjemme i hans seng. Han sover. Hun vågner. Tager det brugte kondom og holder hen over hans næse, som kildede hun ham med en fjer. Ingen reaktion.

I stedet stiger hun ud af sengen, suger en ny streg coke ned i svælget, tilbage i sengen og hopper i den omkring hans ansigt, indtil fyren vågner af irritation. Lyder den 31-årige Daphne fra London ucharmerende? Så er det, fordi hun er det.

Sent om aftenen ude foran diskoteket. Dørmændene har fået nok af den skidefulde Daphne, puffer hende ud af indgangen og siger, at hun skal skride hjem. Så nemt siver beskeden ikke ind. Hun svovler og bander af dem, går nogle få meter, vender om og forsøger at løbe tilbage ind på stedet. Uden succes. I stedet ender hun hjemme med en bøtte friteret kyllingestykker, som hun tværer rundt  i Ryan Goslings ansigt, som hun savler over på sin computerskærm. Lyder Daphne med den blege hud og det skulderlange røde hår ynkelig? Så er det, fordi hun er det.

Sent om aftenen efter en bytur. Daphne står i en kiosk, da en utilregnelig junkie vælter ind med en kniv i hånden. Hun rækker ham sin penge, men den pakistanske kioskejer nægter at udlevere omsætningen og får i stedet stukket kniven i brystet. I flugten taber narkomanen Daphnes få sedler på gulvet, som hun først samler op, før hun går om bag disken for at se til den dødeligt sårede mand, som hun sender et par skældsord efter, da han forsøger at tage hende i hånden, så hun får blod på jakken. Lyder hun usympatisk? Så er det, fordi hun er det.

Lyder ’Daphne’ i det hele taget som en belastende oplevelse? Så er det, fordi filmen også er det. Det står virkelig slemt til, hvis jævnaldrende singlekvinder genkender sig selv i ’Daphne’. Men det er der formentlig ikke særligt mange, der kan. Det er muligt, at Emily Beecham spiller godt i rollen, men Daphne må nødvendigvis være en utroværdig illusion, med mindre formålet er at skildre en ustabil alkoholiker, der skriger efter hjælp. Især da hun tropper stangstiv op på jobbet.

Men intentionen har næppe været at lave en ’Leaving Las Vegas’ i London, selvom Daphne jo faktisk er så langt ude at skide. Filmskaberne har tilsyneladende bare ikke selv bemærket det. Eller forstået, hvad de laver.

De to mænd bag filmen – manusforfatter Nico Mensinga og den 50-årige debuterende instruktør Peter Mackie Burns –  fejler i hvert fald i forsøget på at komme med en ny vinkel på »single-og-sexfrusteret-skrøbelig-storbykvinde-i-30’erne-genren«. Det er klædeligt, at de kører langt uden om den karikerede komik, der efterhånden er kørt helt ud i selskab med ’Bridget Jones’ og Amy Schumers brovtende boozer i ’Trainwreck’.

’Daphne’ er strippet for humor, men desværre også klinisk renset for den varme og charme, der gjorde den usikre og underskønne ’Frances Ha’ til et friskt og fængende selskab. Daphnes selskab er bare tarveligt og utåleligt. Men man kan trods alt trøste sig med, det kun står på i 87 minutter.

Læs også: De 15 mest essentielle film på årets CPH PIX

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted