’Marlina the Murderer in Four Acts’: Original, syret og smuk feministisk western

CPH PIX: Der var stående ovationer efter visningen på ’Marlina the Murderer in Four Acts’, da den blev vist i sidekonkurrencen Director’s Fortnight på årets filmfestival i Cannes. Med god grund. Indonesien fylder ikke meget i det globale filmlandskab, men når klodens største ørige endelig titter frem, er det i den grad med et filmisk festfyrværkeri.

Mouly Surya skildrede i sine første film ungdommens kærlighedskvaler, mens den 37-årige instruktør her med sin tredje titel kaster sig over en enkes hævn i ’Marlina the Murderer in Four Acts’, der som en moderne feministisk western er lige så original, som den emmer af filmhistoriens vingesus.

Tag nu bare den formidable musik, der på den ene side trækker på Morricones udødelige western-scores med trompet, fløjte, forvrænget guitar og wah-wah-effekt og på den anden side inkorporerer et akustisk, blødere lag fra en gambus – en slags minifætter til mandolinen – som i århundreder har været et traditionelt instrument i indonesisk folkemusik. De fængende toner komplimenterer fornemt de klare billeder af blå himmel og isoleret landidyl i åbningssekvensen, hvor støvet rejser sig i landskabet, da en motorcykel nærmer sig huset, hvor først akt – The Robbery – udfolder sig.

Enken Marlina (Marsha Timothy) lever alene i det lille hus, hvor hendes afdøde mand sidder mumificeret i stuehjørnet. Umiddelbart grotesk, men at efterladte mumificeres og makabert sidder i hjemmet er faktisk en ubredt skik i visse dele af Indonesien. Marlinas nyligt afdøde søn er derimod begravet på grunden. Og der er påstået uafregnet gæld fra begravelsen, der skal kradses ind i form af hendes kvæg og høns, fortæller skikkelsen, der ankommer på motorcyklen, den midaldrende og ucharmende gangster Markus (Egi Fedly).

Alene for nu, men seks af hans kumpaner er på vej for at hjælpe ham, og har de tid, som Markus smilende siger, så får Marlina da lige en »bonus« med på vejen – som centrum i en rask lille gruppevoldtægt. Først kræver de dog aftensuppe, som fire af de tilkomne skurke venter på i stuen, hvor de sidder på gulvet, mens det stillestående og lavtplaceret kamera i en lang indstilling observerer dem som en hemmelig gæst. »Pude-vinklen« er en rendyrket homage til Ozus filmhistoriske hovedværk ’Tokyo Story’.

Fra de fire gangsteres sidste nadver – suppen er forgiftet – til et sidste klamt knald for Markus, der uvidende i soveværelset venter på heltinden, som kapper hovedet af ham med en machete, da den gustne leder forgriber sig på hende. Og fra første akt ind i de næste fortsætter Marlina sin kamp efter retfærdighed i et samfund, som instruktøren ikke er bleg for at kritisere for dets forskruede kvindesyn. Lige fra politiets nederdrægtige mistænkeliggørelse af Marlina over de resterende gangstere, der jagter hende til Marlinas pludselige følgesvend, den højgravide Novi (Dea Panendra), der får tæsk af sin mand, fordi hendes fødsel er gået over tiden, hvilket død og pine jo bare må være et tegn på utroskab.

Der er ikke megen logik i Indonesiens patriarkalske samfund. Sådan er ’Marlina the Murderer in Four Acts’ et opråb fra et kvindeunderkuet samfund og alligevel billedskønt fortalt i widescreen med den sprudlende musik på lydsiden og gedigent godt skuespil, så oplevelsen på en gang er både sørgeligt, syret og smuk.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted