Lars Mikkelsen havde et blåt øje i første sæson af ’Historien om Danmark’. Det er ikke ret stort og godt gemt væk bag makeup, men hvis man kigger godt efter, kan det lige anes.
»Det har jeg lavet«, siger Morten Hee Andersen. Næsten veltilfreds.
Det skete til boksetræning. Faren og hans to sønner i DR’s nye søndagsserie ’Herrens veje’ bruger boksning til at afreagere, når faderkomplekserne rører på sig i præstefamilien. Så skuespillerne, Lars Mikkelsen, Simon Sears og Morten Hee Andersen selv, måtte pumpes op i ringen før optagelserne.
»Lars var helt klart den bedste, fordi han havde tyvstartet«, forklarer Morten Hee Andersen. »Det var skide godt for familiedynamikken. Det var jo som at få tæsk af sin far. Jeg var helt klart bedst til at tage imod med de der pads«.
Lars Mikkelsen var helt klart den bedste, fordi han havde tyvstartet. Det var jo som at få tæsk af sin far
Hvordan kan han være så meget bedre end jer, to mænd i 20’erne?
»Han har lange arme, mand! Ej, jeg havde altså også en ond højre … Det var den, Lars fik at føle. Jeg kom til at ramme ham inde under masken. Vi opdagede det først et par dage efter til en læseprøve, hvor han havde forsøgt at skjule det«.
August, præstefamiliens lillebror, er også bedst til at tage imod. Han er mønstersønnen, der på rekordtid følger i farens fodspor som præst. Alligevel må han agere lynafleder for farens omskiftelige temperament. Han er en Abel til storebror Christians Kain. En »sødmælksdreng», som faren kalder ham, der har fået drømmene opfyldt irriterende tidligt i livet. Lidt som 26-årige Morten Hee Andersen.
Jobgaranti og tonede ruder
Han holdt afgangsfest på Teaterskolen en lørdag i juni 2016. Om mandagen stod han på et filmset i Spanien, der spiller Afghanistan i ’Herrens veje’. Med lette andendagstømmermænd på første arbejdsdag i det største udstillingsvindue i dansk film og tv, Adam Prices næste søndagsserie på DR. Han var ret meget på røven over de mange lastbiler, der slog ring om filmholdet som en borg, med aircondition indeni og spanske runnere, der skar frugt og lavede cappuccinoer til alle.
»Man får altså bedre mad i tv-verden end i teaterverden! Hele maskinen var en lille smule angstprovokerende«, siger han.
En stærkere karrierestart kan man ikke forestille sig. Medmindre man også fik to års kontrakt på Det Kongelige Teater. DR og teatrets advokater måtte slås om, hvem der skulle have ham først. DR vandt, men nu er han sikret et års ansættelse på Det Kongelige. Det er sjældent, at skuespillere kan stille med den slags jobgaranti i banken.
»Det var kun derfor, de ville give mig et lån til min nye lejlighed«, fortæller han i sin garderobe på teatret. Hans første forestilling bliver ’Othello’.
»Det her sted er faktisk større end det første sted, jeg boede i København«.
Det er et rum på nogen og 20 kvadratmeter med en vask, en briks og et helfigursspejl. Og en hel glasvæg direkte ud mod Københavns kanal med havkajakker og krydstogtskibe. »Udsigten er helt okay«, griner han. »Jeg håber sgu ikke, man kan se ind fra den anden side«.
Kanonslag i kirkegangen
Han sætter sig under et foto af sig selv. Det er et stillbillede fra ’Herrens veje’ med August i præstekrave. DR’s caster var ude efter nye ansigter til serien, og man kan godt forstå, hvorfor han blev hevet ind. Store blå øjne, rødt hår og fregner er et look, man husker.
»I Nyborg, hvor jeg kommer fra, kunne man gøre to ting som barn: Spille fodbold eller spille musical. Musicals er virkelig store derovre«.
Men han begyndte nu selv at stå på skateboard. I nogle år troede han, at det var det, han skulle. Eller også ville han lave tegneserier. Men så fik musicalen alligevel tag i ham.
»Jeg hørte om noget, der hed Nyborg Ungdomsskoles rockmusical. Det var virkelig rebelteater i provinsform. Og så kørte det derudaf i gymnasiet med ’Oliver Twist’, ’Charlie og chokoladefabrikken’, ’Jesus Christ Superstar’ og ’Den eneste ene’, hvor jeg spillede Niller«.
I Nyborg, hvor jeg kommer fra, kunne man gøre to ting som barn: Spille fodbold eller spille musical
Han hev noget helt andet frem fra sin fynske barndom til rollen som August.
»Andersen-efternavnet er et præstenavn. Min oldefar og farfar var præst. Min oldefar oversatte blandt andet Dantes ’Guddommelige komedie’ fra olditaliensk til dansk på femfodsjamber. Min farfar var sognepræst i Vordingborg. Så min far er præstesøn, og han har to brødre. Jeg brugte ham meget til rollen. Især til hvad man kan lave af ballade på en præstegård. Som teenager tog han altervin med til fester og kastede kanonslag ned i kirkegangen«.
»Når man er præst, har hele byen et forhold til dine børn. Jeg tror, alle præstebørn kæmper med at være sin egen, ikke kun sin fars søn«.
Blød som smør
At være af en præstefamilie betød ikke, at tro var en vedtaget del af livet.
»Min far vil sige, at vi har respekt for religion i min familie. Og når vi rejser, besøger vi mange kirker. Min mor vil sige, at vi er kristne. Min familie opererer med en personlig Gud. Det handler om dit eget forhold til troen. Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvad jeg selv skal tro. Og serien har lært mig meget«.
Han forberedte sig til rollen ved at mødes med flere præster. Også en feltpræst for at forstå Augusts lyst til at prædike i militæret. »Det handler om at hjælpe soldaterne til at se fjenderne som mennesker«, forklarer han. Men han læste også en masse bøger.
»August er en ung præst. Og jeg skulle undersøge, hvordan det kunne give mening for mig at spille troende. Jeg blev ret inspireret af Søren Kierkegaard. Han ser på religion lidt mere som en filosofi. Og den unge Kierkegaard havde et ret anstrengt forhold til sin far, som måske var bipolar, måske ligesom Johannes. Han skriver om farens dårlige dage, hvor han ikke ville gå udenfor med ham. Søren ville gerne lege. Men farens kompromis blev så, at de gik på eventyr i huset. De gik ned ad gangen og lod, som om de var i zoologisk have. Og sammen talte de om, hvilke dyr de så«.
I ’Herrens veje’ kan det også være Augusts opgave at lege med for farens skyld. For eksempel når faren helt urimeligt tillader sig at blive jaloux på sin søns succes.
»Man kan reagere på mange måder på en dominerende far. August reagerer meget introvert. Fars ord runger gennem alt. August suger det hele ind. Han har gennem sit liv haft succes med at gøre alle glade. Storebroren har fået al farens opmærksomhed, fordi det var ham, der skulle overtaget præstevirket. Og så dropper han det, og lige pludselig står August tilbage med al opmærksomheden. Og i den relation bliver han blød som smør. Og at præstere bliver pludselig alt«.
I det med at præstere fandt han en aktualitet i rollen, som han ledte efter. August er en klassisk 12-talsdreng.
»Han repræsenterer det præstationssamfund, som presser mange unge i dag. At tro, at man ikke har eksistensberettigelse uden succes. Måske er det en naturlig reaktion på at blive kaldt generation doven«.
Gåsehud til dessert
Succes er ikke kuren mod præstationsangst. Det kan gøre det værre. For man har bare mere at tabe, hvis man fejler. Det kender Morten Hee Andersen fra sig selv.
»Nogle dage er jeg helt i tvivl, om det går, det her skuespil. Andre dage synes jeg, at jeg har fat i den lange ende. Det kører i en hermeneutisk spiral«.
På Teaterskolen fik han en opgave, som lammede ham.
»Vi havde syv uger til at forme en karakter. Jeg fik simpelthen angst, tror jeg. Hvis det var så svært at lave en karakter, hvordan skulle jeg så nogensinde gennemføre? Men jeg havde også valgt at spille Edvard Munch, fordi jeg elsker hans billeder. En angstfuld maler«.
»Og det der med om tro virker … hvis jeg følte, at jeg var ved at gå fra hinanden, så kunne det give mig noget ro simpelthen at bede en bøn. Selvom jeg ikke ser mig selv som ret troende. Bare for at sende en tanke et andet sted hen. Hvis jeg ikke kunne sove, hjalp det mig helt konkret til at falde i søvn«.
Adam Price inviterede skuespillerne hjem til middag et par gange for at tale om den store historie i serien (»jeg har aldrig prøvet at få gåsehud af en dessert før. Hjemmerørt is med kandiserede valnødder. Og så ost med revet trøffel og gæret rosevin. Der rejste alle hårene sig bare på min arm«).
De talte om karakternes udvikling over sæsonen. Og om Adam Prices vision.
»Serien ønsker at skabe en debat om tro. Der er tendens til at sige: Du er dum, uoplyst eller ulykkelig – det er derfor, du tror på Gud. Jeg tror godt, man kan være moderne tænkende og stadig tro. Jeg læste, at de to største tabuer i Danmark er død og tro. Død er nummer et, tro er nummer to. Det ville være vidunderligt, hvis serien kunne gøre noget ved det«.
Hvad tror du, man kan få ud af det, hvis man tror for alvor?
»Nu citerer jeg lige Søren Kierkegaard. Lykkens port åbner ikke indad, men udad. Han mener, at vi ikke kan se ind i os selv og blive lykkelige. Vi bliver nødt til at se ud mod andre mennesker. Det er i virkeligheden det, Svend Brinkmann-hypen handler om. Det er noget, religionen måske kan hjælpe med. Jeg tror, religion kan få folk til at føle sig set. Man føler, man findes, ved at tro«.
»Og igen, det er bare sådan, jeg har fundet mening i rollen som August. Jeg er ikke prædikant«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Herrens veje’