‘Mordet i Orientekspressen’: Mesterdetektivs overskæg er forrykt i knapt seværdig Agatha Christie-film
Hercule Poirot er en særegen karakter, som mange, der ikke har læst Agatha Christies bøger om den belgiske mesterdetektiv, vil forbinde med David Suchet fra tv-serien ‘Poirot’ (1989-2013).
For dem, der ikke allerede kender ‘Mordet i Orientekspressen’, hvor toget afspores af en voldsom snestorm i 1935, skal det ikke afsløres her, hvilken af passagerne der bliver myrdet i den samme vogn, som Poirot har overnattet i. Men vedkommende viser sig at have været indblandet i en sag fem år forinden, der til forveksling minder om den virkelige kidnapning af piloten Charles Lindberghs baby.
En stor del af plottet går med at udrede detaljer, der forbinder disse to sager. Og fordi der bruges langt mere spilletid på dette end på at inddrage og vildlede seerne under efterforskningen (under hvilken der dog gives mindst ét kæmpestort spor), hører hverken mysteriet eller slutningen til blandt Christies mest elegante som ‘And Then There Were None’ og ‘Døden på Nilen’, der blev til helt formidable filmmysterier i 1945 og 1978.
Krimidronningen, der stadig var i live, da Sidney Lumets stjernespækkede filmatisering af romanen udkom i 1974 med Albert Finney i hovedrollen, havde dog en ganske anden kritik. Hun var nemlig utilfreds med, at Poirots overskæg ikke var tilstrækkeligt ekstravagant. Men i Kenneth Branaghs nye udgave er det gået helt galt, for han bærer rundt på en snegl, der er så gigantisk og så åbenlyst falsk og påklistret, at man let kunne fristes til at tro, at han medvirkede i en dårlig spoof-film.
Branaghs Poirot-inkarnation besidder stadig flere af de sædvanlige aparte karaktertræk (såsom en forkærlighed for at kalde dem, han afhører, for »mon ami«). Men Branagh tager sig foruden det forrykte overskæg også andre store friheder med karakteren, der ikke blot svinger mellem at være spøjs, når han går og klukker fornøjet for sig selv over et Dickens-citat, og overmåde selvhøjtidelig, men nu ikke længere er bleg for at trække en pistol under opklaringen og jage en af de mange mistænkte til fods.
Ej heller Branaghs instruktion passer ind. Da liget bliver fundet, vælger han for eksempel – vel at mærke uden at have nogen åbenlys god grund til det – at filme gangen foran døren til den pågældende kupé med et kamera, der peger direkte nedad. Måske har han tænkt, at lidt alternative kameravinkler og en håndfuld lange, fejende kamerature ville peppe de mange dialogscener lidt op, men den unødvendige visuelle lir er ofte distraherende.
Ligesom i Lumets version er ensemblet imponerende stort, men ingen af de kendte skuespillere udmærker sig. Daisy Ridley, der brændte igennem som Rey i ‘Star Wars: The Force Awakens’, gør sig således ikke bemærket her, og Depp, Dench, Dafoe, Cruz og Jacobi leverer kun, nøjagtig hvad deres roller kræver/fortjener. Michelle Pfeiffers præstation er desværre heller ikke nær så god, som den hun leverede i Darren Aronofskys ’Mother!’ tidligere på året.
I sin bearbejdelse af romanen nøjes manusforfatter Michael Green (‘Logan’, ‘Blade Runner 2049’) med kort at berøre temaer som racisme og selvtægt. Og frem for at få et moralsk forkasteligt valg til at glide en smule lettere ned betyder Poirots overvejelser om, hvorvidt det sommetider er bedre at lytte til sit hjerte end at sætte sin lid til sine «små grå celler«, at et yderst problematisk aspekt ved forlægget bare fremhæves.
Selvom Branaghs film fejler på en hel del vigtige parametre, er den ikke rædsom, men selv for fans af whodunits er den knap seværdig. Forhåbentlig slipper Ben Affleck langt heldigere fra at genindspille Billy Wilders forrygende Agatha Christie-filmatisering ‘Witness for the Prosecution’, der forventes at få premiere i 2019.
Kort sagt:
Kenneth Branaghs ‘Mordet i Orientekspressen’, hvor Hercule Poirots useriøst store overskæg er svært at abstrahere fra, er på ingen måde en vellykket filmatisering af Agatha Christies detektivroman.