’Search Party’ sæson 2: Hitchcock-besættelse hæmmer original millennials-satire
Var Hannah Horvath fra ’Girls’ sin generations stemme, er Dory Sief fra ’Search Party’ samme generations dårlige samvittighed. Guds lam, der bærer verdens synd på sine små skuldre. Det var i hvert fald mit indtryk, inden jeg så sæson 2.
Den sublime første sæson sluttede med et kig ind i et knaldsort afgrundsdyb – som et misantropisk ’Black Mirror’-afsnit i en samtidsrealistisk ramme. Et satirisk troldspejl for vores generation af selvopslugte millennials. Newyorker-hovedpersonen Dorys eksistentielle eftersøgning af den tidligere klassekammerat Chantal viste sig ikke at rumme nogen dybere mening: Der var kun mere af samme ulidelige selvoptagethed, som hun med sin pludseligt empatiske bekymring for pigen, hun dårligt nok kendte, ellers flygtede fra. Hvad værre var, resulterede den meningsløse eftersøgning i et mord.
Tråden tages direkte op i den nye sæson med en cold open, der viser Dory (Aliah Shawkat) og den narcissistisk-quirky vennegruppe bestående af Drew (John Reynolds), Portia (Meredith Hagner) og Elliott (John Early) i kæmpe krise over, hvad de skal gøre med liget af privatdetektiven Keith. Samtidig har de nu også den blanke stornavlepillende Chantal på slæb, og stemningen er gennemgående trykket. Deres sukkersøde blogosfæreboble er bristet.
I første sæson fik Dory vennerne med på et mysterium med en labyrint af spor. Anden sæson handler om at fjerne netop alle de aftryk. »Jeg savner dengang, mine problemer handlede om ingenting«, som drømmeren Dory konstaterer.
I promoveringen af sæson 2 har man spidsfindigt imiteret Saul Bass’ ikonografi, som man især forbinder med åbningssekvenser og plakater til Alfred Hitchcock-klassikere som ’Vertigo’ og ’North by Northwest’. Ligeledes har Alia Shawkat teaset, at anden sæson ville være mindre whodunit og mere »Hitchcock-paranoia«.
Men newyorkerhipsterne i ’Search Party’ er ikke nietzscheanske overmennesker som i Hitchcocks ‘Rope’ og ‘Strangers on a Train’. Tværtimod er de dødsensangste. Og der går indimellem lovlig meget ’I Know What You Did Last Summer’ i de tidligere så indbildske unges frygt og bæven over at blive opdaget.
De første to afsnit handler om at komme tilbage fra Montreal, hvor Chantal gemte sig. Derefter er det, som om sæsonen starter på ny med gruppen tilbage i Brooklyn, der pludselig ikke føles så tryg længere.
Dorys herlige, bøvede ekskæreste Drew vil væk og prøver at snyde sig til en stilling i Kina, Portia udfordres på sit minimale skuespiltalent af en kåbeklædt bohemeinstruktør, der opsætter et teaterstykke om Manson-mordene, mens den homoseksuelle egoplanet Elliott med kløemærker og hårtab bærer fysiske ar af mordskyld og pres over at skrive bogen om sin livsløgn som kræftramt.
Og så er der søde, empatiske Dory med fregnerne og det krøllede hår, som sammen med sin anden eks, journalisten Julian, bliver hyret til at arbejde for en Hilary Clinton-lignende politikers senatorkampagne.
Dory har dog svært ved at fungere med fremherskende hallucinationer om Keiths død. Mens de andre vil videre, opsøger hun traumet. Håbefuldheden er forsvundet fra Alia Shawkats store mandelbrune øjne og erstattet med tristesse og sammenbidt forfærdelse.
Men som Drew kommenterer i afsnit 5 i kølvandet på det stigende pres fra alle sider: »Hvorfor har jeg fornemmelsen af, at du er begejstret lige nu?« Måske er Dory bag dådyrøjnene den mest selvbedrageriske af dem alle, og det, vi troede var uskyldige dagdrømme, er måske en sociopats forstyrrede vrangforestillinger.
Sæsonens største problem sammenlignet med den vidunderlige debut er, at seriens tre skabere ikke længere har fremdriftselementet i opklaringsmysteriet at hænge generationshudfletningen op på. I sæson 1 gik hysterisk komik – som i Elliott donation af designervandflasker til afrikanske børn – naturligt i spænd med dystre, vildledende cues, som fik seeren til at veksle mellem skraldgrin og spænding på et splitsekund.
Her holder lidt for mange uforløste plottråde gruppen adskilt. Truslen fra omverdenen og særligt en knivskarp kriminalbetjent fremkalder mere mathed end paranoia. Det hjælper ikke noget at skilte med Hitch-faktoren, hvis ikke man kender sine suspensegreb.
Når det er sagt, er serien stadig sjov og seværdig. I disse #MeToo-tider er den endda uforudsigeligt fræk, da den ellers lidt glemte Julian i en artikel afslører Chantals løgn om at være blevet mishandlet af sin påståede kidnapper. Julian bliver efterfølgende lagt for had som kvindeundertrykkende af de politisk korrekte kampagnekollegaer, samtidig med at senatorkandidaten antaster ham på det groveste.
Afsnittene bærer titler som ’Murder’, ’Paranoia’, ’Obsession’, ’Frenzy’ og ’Psychosis’, men skaberne kunne for så vidt have gået helt ud i Hitchcock-pastichen og kaldt dem ’Menneskejagt’, ’En kvinde skygges’, ’Skjulte øjne’, ’Kvinden der vidste for meget’ osv.
For referencen til instruktørlegenden er indiskutabel, når Dory i afsnit 8 oplever et mareridtsagtigt ’Vertigo’-fald. Hitchcock ville uden tvivl have klappet i sine flommede hænder over den umådeligt kyniske slutning, hvor troldspejlet flækker i to, og den virkelighedsfjerne generations dæmoniske dobbeltside titter frem. Vejen dertil skulle bare have været lige så sort.
Kort sagt:
Legen med Alfred Hitchcock bliver en hæmsko for det originale genremix, der i sin anden sæson kæmper med at forene komik og spænding og ikke rummer samme skarphed i nogle af delene som i den første.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: ’Loudermilk’: Ny HBO-komedieserie er ganske enkelt godt selskab