’Loudermilk’: Ny HBO-komedieserie er ganske enkelt godt selskab
Du skal ikke undervurdere godt serieselskab. Her taler jeg ikke om de venner, du sluger endeløse serier sammen med i sofaens dybe sidderiller, men derimod de karakterer på skærmen, du hygger dig i selskab med og glæder dig til at hænge ud med. Og godt serieselskab er lige præcis, hvad HBO’s nye, halvtimes komedieserie ’Loudermilk’ er.
Ron Livingston spiller Sam Loudermilk, en mavesur, midaldrende, has-been musikjournalist, der deler en lejlighed i Seattle med AA-sponsor skråstreg ven Ben (Will Sasso). Skrivetjansen har han skiftet ud med et job som misantropisk misbrugskonsulent for en broget samling alkoholikere i den lokale kirke. Af og til hjælper han med et godt råd, men oftest er han bare lidt af et røvhul, der spyr sarkastisk galde i ét væk. En generation X’er, der har klippet håret og iklædt sig jeans uden huller, men hvis verdensvrede bitterhed stadig er fuldstændig intakt.
Loudermilk, som alle bare kalder ham, kan simpelthen ikke holde sin kæft. Om det er kvinden, der springer foran ham i kaffekøen, eller de to skovmandsskjorte-iklædte fyre med sirligt fuldskæg, der hænger ud på gadehjørnet, føler Loudermilk sig kaldet til at fortælle dem sin uforbeholdne, filterløse mening:
»I er sådan nogle, der genopfører slag fra borgerkrigen, ik’? Der er jo ingen fornuftig grund til at rende rundt med sådan noget skæg i vor tid. Er i skovhuggere? Tidsrejsende?« I og med serien udspiller sig i Seattle, er de to mænd selvfølgelig musikere. Så Loudermilk efterlader dem sit bud på et navn til deres band: The Time-Traveling Lumberjacks of the Confederacy.
Dagligdagens trummerum med gruppemøder og hængen ud i den lokale pladebutik med roomien Ben afspores imidlertid, da Loudermilk takker modvilligt ja til at hjælpe den unge kvinde Claire, der er kommet ud i et misbrug. Før han har set sig om, er hun flyttet ind i lejligheden og stiller snagende spørgsmål til hans tidligere karriere som musikkritiker og alkoholiker. Det fører selvsagt til mange forviklinger med den søde nabo Allison, der netop er flyttet ind i opgangen og vistnok har fået fraskilte Loudermilk til at tro på muligheden for kærlighed igen.
Seriens skabere, instruktør Peter Farrelly (’Dum og dummere’, ’Vild med Mary’) og forfatter Bobby Mort (’The Colbert Report’), sørger for et vedvarende flow af både spiddende jokes og halvlatrinære betragtninger – Farelleys adelsmærke – og Ron Livingston leverer dem på sin egen, hurtigtmumlende deadpan-facon, der er svær ikke at holde af. 50-årige Livingston, der måske er bedst kendt som Jack ’slå-op-pr-Post-It’ Berger i ’Sex and the City’, er et virkelig godt match til titelrollen med sit tilforladelige hængemuleansigt og evigt bekymrede sæt øjenbryn. Ligegyldigt hvor sortsynet og utiltalende sarkastisk Loudermilk fremfører sine pointer, krydrer Livingston sin rolle med et minimalt, skævt smil, der afholder karakteren fra på noget tidspunkt at tippe over i det utiltalende.
Seriens første tre afsnit drypper karakterernes baggrundshistorier ud i små doser, så du hele tiden har lyst til at lære dem lidt bedre at kende. Hvorfor har Loudermilk så dårlig en attitude? Hvorfor drikker den angiveligt ædru Ben i det skjulte? Hvorfor er unge Claire blevet misbruger? Hvorvidt naboen Allison udvikler sig til en lige så interessant karakter, må vise sig. Tre afsnit inde fremstår hun dog mest af alt som en påduttet, endimensionel romantisk interesse uden samme bid som de andre.
Kort sagt:
Serieskaberne Peter Farrelly og Bobby Mort balancerer sortsynet sarkasme med ægte interesse for karaktererne i ’Loudermilk’, der er bittersjovt, godt serieselskab for alle os, der stadig synes film som ’Reality Bites’, ’Singles’ og ’Clerks’ holder.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.
Læs også: Det skal du streame i oktober: Årets mest ventede toer, David Fincher-mord og dansk smaskforelskelse