‘Wonder Wheel’: Woody Allen, vil du ikke nok gå på pension?
Nu giver jeg altså næsten op.
Efter i flere år at have opretholdt håbet om, at Woody Allen, nu 82, stadig har en genial film til gode, er jeg et gran af irritation fra at kaste håndklædet i ringen og byde instruktøren good night and good luck.
Tak, Woody, for alle de eminente parforholdssatirer og spiddende dialoger, tak for de mindeværdige kvindeportrætter og selvironiske tøffelhelte. For stærkt underholdende filosoferen over livs og dødsangst i lige mål.
Du vil altid have en fremtrædende plads i filmhistorien. Men nu må du godt gå på pension. Det skal være dig vel undt – og synes i stigende grad bydende nødvendigt, hvis dit eftermæle ikke skal farves af dit livs efterårs tiltagende navlebeskuende middelmådighed.
’Wonder Wheel’ havde på papiret alle muligheder for lægge sig op på siden af instruktørens sidste reelle mesterværk, ’Blue Jasmine’. Med sublime Kate Winslet i den altoverskyggende hovedrolle som Ginny, hvis dagligdag og psyke går op i limningen da hendes mands (Jim Belushi) voksne datter (Juno Temple) dukker op med mafiaen i hælene og osende af sprød attraktion, der minder Ginny om den fortabte ungdom, hun så bitterligt savner.
Filmen er hensat til Woody Allens eget svundne la la land i form af Brooklyn-kvarteret Coney Island i New York. Det er en ret genial ide at modstille Ginnys falmende seksuelle ’værdi’ over for forlystelsesmekkaets teenagekåde blinkende lygter, og Winslet er helt som ventet akkurat så tragisk neurotisk som alle skæbnefordømte kvinder i de græske tragedier ’Wonder Wheel’ – og flere af Allens øvrige værker – henter veloplagt inspiration fra. Der kunne meget vel lure en Oscar-nominering til Winslet i horisonten, og det vil være fuldt fortjent.
Som helhed lever ’Wonder Wheel’ imidlertid ikke helt op til hverken sin hovedrolles præstation eller egen præmis. Hvad der skulle være en velkommen satire over kvinders udseende og alder som status og identitetsmarkør i et samfund, der kontinuerligt måler og vejer kvinden mod et med årene uopnåeligt ungdommeligt ideal, skrumper ind til en udvandet dramakomedie med overraskende tandløse replikudvekslinger og en alt for forudsigelig story line. Krydret med Justin Timberlakes friskfyrslivredder, der tænder ild under kvindernes skørter, mens han agerer seriøst enerverende fortællerstemme.
Sidstnævnte skal der altid være i Allens film som talerør for instruktøren selv. Men Timberlake er en fejlcastet flødebolle, der blegner over for det mere erfarne cast omkring ham.
Intentionerne er gode, og så meget desto mere ærgerligt er det, at ’Wonder Wheel’ mangler det veloplagte bid og relationer, der hæver sig over klicheerne, og som man ligeledes savnede i sidste års ’Cafe Society’ (om end denne var noget mere underholdende), ’Irrational Man’ og den decideret forfærdelige ’Magic in the Moonlight’. Det er et lille kammerspil af en film, der formentlig havde gjort sig bedre som teaterstykke, hvor skuespillere og publikum kunne nærme sig hinanden i mere intime rammer.
’Wonder Wheel’ opleves som en noget upersonlig affære, Woody Allens repertoires tidligere skyhøje topniveau in mente, og hæver sig kun akkurat over vandskorpen – udelukkende takket være Winslets intense performance og Allens karakteristisk stemningsmættede og vidunderligt nostalgiske scenografi, der stadig kræser for øjnene, når hjertet står af.
Kort sagt:
Meget kunne tyde på, at Woody Allens tid som mesterinstruktør er ovre. ’Wonder Wheel’ er en overraskende tandløs film om et stærkt emne – kvinders seksuelle værd og samfundets knægtelse af selvsamme – der dog holder bagdelen over vandskorpen takket være Kate Winslets Oscar-værdige præstation.