’Downsizing’: Idéen bag Alexander Paynes miniaturefilm med Matt Damon er brillant
Alexander Paynes sci-fi-økosatire ‘Downsizing’ har en af de mest originale og skægt præsenterede præmisser, jeg længe har set. På niveau med de bedste ‘Black Mirror’-afsnit. Desværre lever resten af filmen ikke op til sin idé.
Filmen lægger ellers stærkt ud med en gennemført videnskabelig tilgang, hvor vi møder et forskerhold fra Bergen, der knækker koden til at skrumpe mennesker til cirka en tyvendedel af deres størrelse. Formålet er at modvirke overbefolkning og klimabelastning, forklarer de to forskere spillet veloplagt af svenske Rolf Lassgård og danske Søren Pilmark på en konference, hvor de viser de første skrumpede mennesker frem. Det vækker jubel, da Pilmarks forsker holder en halvt fyldt affaldssæk frem: Kun så meget affald har de små mennesker produceret på et år.
10 år efter er proceduren slået igennem i hele verden, og der findes særlige byer for små mennesker. Paul Safranek (Matt Damon) og hans kone Audrey (Kristen Wiig) lever et almindeligt middelklasseliv, der ikke lever op til deres forventninger. Parret får afslag på et boliglån, og Paul ærgrer sig over at være droppet ud af medicinstudiet for i stedet at være endt som fysioterapeut. Da Pauls gamle skolekammerat (Jason Sudeikis) fortæller om glæderne ved livet som lille i paradisbyen Leisureland (med sloganet »Hvor græsset er grønnere«), fristes parret til at prøve. De besøger et præsentationscenter, hvor de finder ud af, at deres opsparing på 100.000 dollars svarer til 12,5 millioner i miniaturesamfundet. Diamantøreringe koster kun 83 dollars, lokker Neil Patrick Harris og Laura Dern som koket sælgerægtepar.
Det viser sig hurtigt, at appellen ved proceduren i mindre grad er at redde klimaet, men at opnå den luksustilværelse, folk ikke har råd til i den store verden. Bliv lille og lev stort. Det virker som et dragende tilbud, og man kan ikke lade være med at sidde og overveje, om man selv ville tage imod det.
Formindskelsesproceduren, som vi ser Paul gennemgå, er fuld af sjove detaljer. Hår barberes af, tænder hives ud, og de små mennesker samles op fra deres brikse med en spatel. Da Paul vågner på den anden side, kommer en sygeplejerske som en joke ind med en kæmpestor saltkiks.
Det viser sig imidlertid hurtigt, at livet i Leisureland alligevel ikke er så meget bedre. I hvert fald ikke for Paul, der føler sig ensom i sit store hus. Og slet ikke for samfundets fattige, der har de samme problemer som før og lever udstødt i en grå containerby. Menneskeheden i den utopiske verden er akkurat lige så egoistiske, korrupte og grådige som før. Det finder Paul ud af, da han møder den vietnamesiske systemkritiker Ngoc Kan Tran (Hong Chau), som er blevet tvangsformindsket og sendt ud af landet.
Hun var mediestjerne for en dag – nu arbejder hun som rengøringshjælp hos blandt andet Pauls dekadente Eurotrash-nabo Dusan (Christoph Waltz i sædvanlig hopla), der ser den lille verden som en mulighed for at feste og score kassen på lyssky forretninger.
Her mister filmen momentum og bliver til en lidt tyndslidt historie, hvor Paul figurerer hvid frelser for Ngoc Kan, der til gengæld lærer ham om medmenneskelighed. Vi er også en tur forbi Norge og verdens mulige undergang, og det er lidt noget rod både fortællermæssigst og tonalt, hvor højstemthed erstatter satiren.
Matt Damon er som Paul den mest gennemsnitlige mand, man kan forestille sig. Det fungerer fint i starten, hvor han er vores indgang til den sære nye verden. Men efterhånden keder man sig i hans selskab. Jeg ville langt hellere følge Ngoc Kan, der humper rundt på ét ben, udstikker ordrer på sit gebrokne engelsk og skaffer mad og medicin til sine fattige naboer.
Figuren er blevet kritiseret for at være racistisk, fordi hun taler med stærk accent, men selv har Hong Chau sagt, at det er sådan, hendes immigrantforældre taler. Chau, der blandt andet har spillet med i ‘Inherent Vice’ og ‘Big Little Lies’, stjæler samtlige scener, hun er med i. Med humor, oprigtighed og råstyrke forvandler hun en stereotyp til en kompleks og dragende karakter, som vi desværre kun ser gennem Pauls øjne.
Kort sagt:
Alexander Paynes sci-fi-økosatire lægger stærkt ud med en originalt præmis om at skrumpe mennesker for at redde klimaet. Det præsenteres veloplagt og humoristisk i første halvdel af filmen, men anden halvdel lever ikke op til den gode idé.