’12 Strong’: Dansk instruktør bag amerikansk krigspropaganda med Chris Hemsworth

Krigfilmgenrens store mesterværker har det til fælles, at de ikke glorificerer galskaben, men viser, hvordan den æder mennesker op på de meningsløse slagmarker. Fra ’Apocalypse Now’ og ’The Deer Hunter’ over ’Full Metal Jacket’ til ’Platoon’ og ’Zero Dark Thirty’.

Listen over klassikere, der kritiserer krig, fylder ikke alverden. Modsat rækken af de mange makværker, hvor døden velsignes med heltestatus, og de efterladte trøstes med propagandaens slagsang om, at fredstider er brolagt med de faldnes ultimative offer.

Virkelighedens konsekvenser af krig er som bekendt en anden, men netop ikke når den fortælles igennem Hollywoods patriotiske linse. Clint Eastwoods ’American Sniper’ og Mel Gibson-filmen ’We Were Soldiers’ står blandt nyere tids allerværste propagandafilm. Hvor man ville ønske biografer som standard havde brækposer ved sæderne ligesom i fly.

Fællesnævneren for disse vederstyggeligheder er altid, at handlingen er baseret på et »sandfærdigt« nedslag fra krigen, der skildres. Det kunne eksempelvis være ’12 Strong’, hvor den afghanske krigsforbryder Abdul Rashid Dostum portrætteres som en varmhjertet helt, der holder sammen med amerikanerne i kampen mod Taleban og Al-Qaeda.

Filmene benytter også altid flere af de faste klicher, der dikteres i fast rækkefølge ud fra en forudsigelig formel. Rigtige klip fra tv med præsidenter, der adresserer en såret nation. Det kunne eksempelvis være ’12 Strong’, hvor billeder kører over skærmen af World Trade Center, der styrter sammen.

Introduktion af helten. Den hvide mand, der forlader familien for at følge det patriotiske kald i kampen for fremtidens frihed. Det kunne eksempelvis være ’12 Strong’, hvor kaptajnen Mitch (Chris Hemsworth) siger farvel til sin smukke kone og lille datter for at drage til Afghanistan. Eller Mitch’ gode ven, sergenten Han (Michael Shannon), der tager afsked med sin søn og frustrerede kone, der ikke elsker ham igen, før han vender hjem – tak for lort?

Vejen til krigszonen. Her hvor broderskabets hårde mænd knytter bånd på basen eller i en helikopter og går til hinanden med værkstedshumor. Forløst af scener på tomandshånd, hvor øjnene løber lidt i vand, og den ene bekender, han engang bare var en helt normal folkeskolelærer, og den anden ævler om familien og proklamerer, han har lovet at vende hjem til dem. Det kunne eksempelvis være ’12 Strong’, da handlingens 12 specialsoldater hygger med rigtig mandehumor før alvorens time, eller når Diller (Michael Peña) i melankoliens fortrolige stund fortæller Mitch, at han engang underviste i historie.

Skurkene. Er vi i Mellemøsten, ligner de krumnæsede pirater med sort eyeliner og henretter gerne et par børn og kvinder, mens en pøbel af lignende piratkloner skyder op i luften og råber Allahu Akbar. Det kunne eksempelvis være som i ’12 Strong’, hvor Talebanlederen Mullah Razzan og hans kriger-crew gør… lige præcist det.

Krigssekvenserne. De skal fylde det mest af spilletiden. Ellers er det en kedelig krigsfilm. Det ved alle, der går i biografen for at se krigsfilm. Det koster bare kassen at skabe 90 minutters død og ødelæggelse på en computer, hvis ikke biografgæsterne skal gennemskue de visuelle illusioner, hvor skuespillerne hopper rundt på madrasser i et studie i Hollywood. En stinkende rig patriot-producent og en ukendt instruktør, der er lykkelig over bare at være til stede på filmsettet og ikke stiller spørgsmålstegn til indholdet, er ideelt. Det kunne eksempelvis være ’12 Strong’, som Jerry Bruckheimer har produceret og den danske reklameinstruktør Nicolai Fuglsig instrueret.

For at krigsfilmen ikke skal afsløres i at ligne en klon af øvrige elendigheder, er det dog vigtigt at kamuflere det timelange blodbad med et twist. Det kunne eksempelvis være som i ’12 Strong’, hvor helten alene til hest rider mod kampvogne og tusindvis af Taleban-krigere, og ene mand slagter dem alle sammen.

Superskurken. Før han aflives, er det afgørende, at ondskaben skrues en sidste tand op hos the bad guys ved at ramme the good guys lige i følelserne. Man kan altid skrive ind, at heltens nære ven bliver dødeligt såret. Birollen kunne eksempelvis spilles af geniale Michael Shannon, der totalt spilder sit talent som heltens best buddy i ’12 Strong’.

Efter krigen. Publikum kommer for volden. Brug max to minutter på helten, der genforenes med familien – nærbilleder af ansigter er et must – og afrund altid med et fotografi af virkelighedens soldater og skriv kort, hvor modige de var. Det kunne eksempelvis være ’12 Strong’, hvor Chris Hemsworths colgatesmil lyser op i et nærbillede, da han vender hjem, og konen fra huset ser ham ude på vejen og pegende igennem stuevinduet siger til datteren: »Look! Daddy’s home!«

I en sidste frame får vi fotoet af virkelighedens tolv elitesoldater, der som de første drog på mission i Afghanistan i månederne efter 9/11. Den hemmelig mission kunne i teorien have taget to år, står der før filmens credits. Men det gjorde missionen så bare ikke. Den var overstået på tre uger. Modsat det krigshelvede som det afghanske folk nu har levet i på syttende år.