‘The Shape of Water’: Guillermo del Toros monsterromance er en smuk og ufarlig særling
Genert outsider-pige føler sig usynlig for omverdenen, indtil hun møder overnaturligt hankønsvæsen, der vækker søde amoriner og spirende seksuelle drifter.
»Tale as old as time«, sang Mrs. Potts i Disneys ’Beauty and the Beast’ om den effektive formel, der har givet liv til et endeløst potpourri af romantiske sagaer i litteraturen og filmens verden, fra ældgamle folkesagn til filmklassikeren ’The Mummy’ fra 1932 og samtlige hede ’Dracula/Twilight’-afarter.
Guillermo del Toros ’The Shape of Water’ skriver sig ind i genren med en visuelt forførende sang om stumme Elisa (Oscar-nominerede Sally Hawkins), der i 1962’ernes Baltimore som en anden Askepot må slå øjnene ned og vaske (mande)urin og lort af væggene på toiletterne i det forskningscenter, hun arbejder på, mens mænd i hvide kitler går rundt med næsen i sky og bygger fallosformede raketter for at slå de lede russere under den kolde krigs rumkapløb. En fortid besat af fremtiden midt i Cuba-krisens dødsangst.
En dag vendes Elisas verden imidlertid på hovedet, da et mystisk væsen – der har ikke så lidt til fælles med det skældækkede bæst i ’The Creature from the Black Lagoon’ – indlogeres på centret, lænket i en vandbeholder. Skurkeforskeren Richard Strickland (Michael Shannon i sit mest djævelske hjørne) har fundet ‘monstret’ i en flod i Sydamerika (endnu et nik til ’Black Lagoon’) og stikker gnæggende til det med en tazer, når han og cheferne ikke lige diskuterer, om de skal skyde det ud i rummet a la russernes rakethund Laika eller bare hakke det i bittesmå fiskefingre i forskningens uhellige navn.
I sine frokostpauser fodrer Elisa i smug væsnet hårdkogte æg og musik fra en grammofon, og det umage par knytter tavse bånd på tværs af race og til kollegaen Zeldas bekymring (ligeledes Oscar-nominerede Octavia Spencer i endnu en scenestjælende birolle). Monstret har næsten-menneskelig anatomi, biceps og følelser, og plirrer med sine store, blanke øjne, mens han siger delfinlyde og gør Elisa blød i knæene i en grad, som Aquaman aldrig formåede med Wonder Woman.
Så er landskabet tegnet op i den mexicanske instruktørs alt andet end subtile eventyrfilm, hvor magtliderlige amerikanere med stjerner på brystet frygter fremmede og foretrækker underdanige kvinder, der holder deres kæft, mens slimede flodmonstre, sorte rengøringsdamer, homoseksuelle naboer (også Oscar-nominerede Richard Jenkins) og sågar en enkelt undercover-russer (Michael Stuhlbarg) har hjerter af det pureste guld.
Det er et værk af den ufarligt venstredrejede skole, og hvis de bagerste rækker ikke skulle have fanget den inden for de første par minutter, hvor Elisa tusser alene rundt i sin ’Amélie’-inspirerede bohemelejlighed og onanerer i badekarret til nostalgisk musik (for at illustrere at vand og erotik er uløseligt forbundet i hendes verden, og at kvindelig nydelse i øvrigt er a-okay), krydrer del Toro oplevelsen med referencer til musicals fra tiden før verden og Hollywood gik af lave, og illusionerne stadig glimtede lige så sort-hvidt på lærredet som ’The Shape of Water’s karaktertegninger.
Ikke noget under, at Oscar sværmer for filmens forsonende tematikker i et år, hvor langt mere udtalte race- og kønsdebatter giver akademiets ældre medlemmer sved i de vigende hårgrænser.
‘The Shape of Water’ er den publikumsvenlige østersperle, skabsromantikeren M. Night Shyamalan ville ønske, at han havde fremtryllet i stedet for badekarsprutten ’Lady in the Water’, og den Oscar-nominerede danske fotograf Dan Laustens kamera smyger sig elegant om sine hovedpersoner og filmens vidunderlige scenografi.
Den er en eskapistisk godbid i en grå vintermåned, hvor man ellers hurtigt selv kan komme til at føle sig som en kold fisk – og derfor virker det da også lettere kynisk at klandre filmen for, at den immervæk fremstår en smule tandløs. Med mindre man finder seksualiseringen af vandmænd kontroversiel.
Del Toro har tidligere taget os ved hånden ned i fantasygenrens mareridtskaninhuller i ’Pans labyrint’ – om den spanske borgerkrigs rædsler – og i den mere generiske victorianske gyser ’Crimson Peak’, men til trods for et tiltagende blodigt tredje akt er der mere Disney end Brødrene Grimm over ’The Shape of Water’, der aldrig for alvor svømmer ud på dybt vand for at nuancere hovedpersonernes en-til-en-problematikker og lommefilosoferen over næstekærlighedens frelse som kur mod USA’s fremturende imperialisme og xenofobi. Her til soundtracket af Carmen Mirandas ‘Boom Chica Boom Chic’, hvorfor der opstår en vis tegneseriefjollet dissonans mellem budskab og formidling.
Sally Hawkins’ interaktion med Doug Jones’ elskværdige udyr er troværdig, og Michael Shannons all-American familiefar, der ligefrem går i hastig forrådnelse (bogstaveligt talt!) foran kameraet er herligt ækel, skønt symbolikken lugter lige så langt væk som hans sorte fingre. Men de fremragende skuespilpræstationer og den billedlige schwung kan ikke distrahere fra, at genreklicheerne trækker et tuttenuttet filter ned over en voksenfabel, der, når nu del Toro alligevel er sit semi-samfundspolitiske hjørne, havde nydt godt af lidt mere vovet bølgegang i bassinet.
Kort sagt:
Guillermo del Toros billedsmukke ‘Skønheden og Udyret’-romance er en fryd for øjet, men også overraskende uoriginal i fortællingen om den engleblide, handicappede pige, der opbygger et tæt bånd med Aquamans mindre modellækre fætter. Gud ske tak og lov for Michael Stuhlbarg, Michael Shannon og Octavia Spencer, hvis fremragende birollepræstationer løfter filmen fra sidelinjen.
Læs også: Guillermo del Toro: »’The Shape of Water’ er min første film som voksen«
Læs også: Hollywoods mest undervurderede skuespiller fortjener en plads i solen