‘Alt-Right: Age of Rage’ på CPH:DOX: Foruroligende indblik i USA’s aggressive yderpoler

At ‘Alt-Right: Age of Rage’ lyder som titlen på et dødsmetal-album, er ikke helt misvisende, for instruktør Adam Bhala Loughs nye dokumentarfilm er fyldt til randen med aggression – en aggression affødt af en konstant spænding mellem et splittet USA’s to yderpoler.

På den ene side har vi Alt-Right-bevægelsen, der på landets yderste højrefløj advokerer for et hvidt overherredømme og ofte kædes sammen med nynazisme og antisemitisme. På den modsatte side har vi den radikale venstrefløj og Antifa-bevægelsen, som vil gøre alt for at bekæmpe den voksende gruppe højreekstremister.

»Når to tektoniske plader mødes, skaber det jordskælv«, forklarer den højrenationalistiske forfatter Jared Taylor metaforisk i filmen. Og den 11. august 2017 fandt netop en sådan kollision sted mellem de to fløje.

Tusindvis af højreekstremister havde samlet sig i Charlottesville, Virginia for at protestere mod den forestående nedrivning af en ridderstatue, der forestiller sydstatshærføreren Robert E. Lee. I den anledning mødte antifascistiske aktivistgrupper også talstærkt op.

Gnidningerne udviklede sig hurtigt til masseslagsmål og kulminerede i et dødsfald på en ung kvinde, da en nynazist smadrede sin bil gennem en menneskemængde.

’Alt-Right: Age of Age’ placerer os midt i den aggressive, forbitrede og voldelige kamp med Charlottesville-hændelsen som ramme. Gennem rystede kameraoptagelser kommer vi skræmmende tæt på de alvorlige konsekvenser af menneskets had og intolerance.

Sideløbende med de højintense optøjer i Charlottesville og andetsteds, medvirker et bredt udvalg af aktører fra det giftige politiske klima i opstillede interviews.

Allerforrest for Alt-Right ses karismatiske Richard Spencer, som drømmer om en hvid etnostat, hvor andre racer ikke er velkomne. Ved hans side figurerer også førnævnte Jared Taylor, der med bogen ’White Identity: Racial Consciousness in the 21st Century’ konkluderer, at et samfund med racediversitet ikke skaber fællesskab, men splittelse.

Det ryster noget i éns grundvold, når de to herrer blandt andet udtaler, at hvide mennesker simpelthen er sorte mennesker genetisk overlegne.

Hos Antifa er den mest højtråbende og fremtrædende skikkelse uden tvivl Daryle Lamont Jenkins, som med sin ’One People’s Project’-organisation blotlægger telefonnumre og adresser på højt positionerede tilhængere af racistiske eller højreekstremistiske grupper.

Og selvom man i langt højere grad kan sympatisere med Jenkins’ menneskesyn, er han og resten af Antifas konfronterende græsrodsmetoder heller ikke altid helt efter bogen.

Bhala Lough holder sig fra at tage stilling til de divergerende holdninger, og han forsøger aldrig at diskutere med sine interviewpersoner. I stedet forbliver filmen observerende og neutral. Det betyder dog ikke, at den er uden konflikt, for spændingen mellem de to lejre er konstant sitrende og på nippet til at eksplodere. Konfrontation er der nok af, når aktivistgrupperne støder sammen.

’Alt-Right: Age of Rage’ favner bredt i oplysningens navn. Udover de førnævnte aktører medvirker blandt andre borgerrettighedsrådgiveren Mark Potok og en maskeret Alt-Right-tilhænger, der bruger tilværelsen på at lave racistiske memes. Af og til bliver det også for bredt. En 10 minutter lang afstikker til Daryle Lamont Jenkins’ kræftdiagnose tager eksempelvis fokus væk fra sagens kerne.

Men ellers er filmen en både underholdende og informativ indføring i en amerikansk konflikt, der trækker tråde til hele den vestlige verden. Når filmen er slut, får man lyst til at forske videre på internettet. Menneskets utrættelige had er både forskrækkende og fascinerende.

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted