’Den nat vi faldt’: En personlig og universel dansk fortælling om døden og livet, der går videre

CPH:DOX. Et vissent, halvdødt træ durk midt i sommerhushaven på Anholt saves besværet ned med en sløv sav i en central scene i Cille Hannibals knugende fintfølte dokumentar ’Den nat vi faldt’. Nå. Det er der jo massevis af træer, der gør hver eneste dag. Men lige præcis dét træ saves ned af Mette Hannibal, instruktørens mor, i efterskælvet oven på manden Pers meget pludselige død.

Per Folkver, der var anerkendt pressefotograf, plantede selv træet lige der midt i haven. Nu er det dødt. Ligesom Per, der en nat faldt ned af trapperne. Og Hannibal filmer moren Mette, der ubehjælpeligt og næsten desperat saver først ét sted og så et andet uden det ønskede resultat. »Arrrgh, jeg er ikke stærk i mine arme«, siger hun frustreret. »Og den her (saven, red.), den er bare sløv. Hvordan fanden kan han købe sådan noget lort?«.

Mette saver videre og videre, og Hannibal filmer hende tættere på, så vi kan se hendes grådrøde øjne og mærke sorgen tynge på egen krop.

Sådan er sorg. Vi gør umiddelbart irrationelle ting. Måske bare for at gøre noget. Alt transformeres til symboler og påmindelser om den, der ikke er her mere. Tøjet skal væk. Kasserne med ligegyldige ting skal væk. Sengen skal flyttes. Og det visne træ i haven på Anholt skal saves til pindebrænde.

Og hvorfor skal det være så forbandet svært at fælde et træ, når et menneskeliv så let som ingenting kan forsvinde? Sådan sætter de smukt komponerede billeder i ’Den nat vi faldt’ konstant gang i tankerne.

Cille Hannibal er uddannet fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2013 og ’Den nat vi faldt’, der er nomineret i konkurrenceprogrammmet Nordic:Dox Award, er hendes debut. Filmen er en åbenlyst personlig fortælling, der aldrig føles invaderende eller navlepillende. Hannibal står selv bag kameraet og har selv indtalt den speak, der, henvendt til moren, ledsager billederne filmen igennem. På én gang nøgternt og alligevel nært og omsorgsfuldt. Som her, hvor Hannibal forklarer, hvorfor hun overhovedet vælger at filme moren midt i sorgen så kort tid efter Pers tragiske ulykke:

»Det er en af dagene lige efter, at jeg samler kameraet op og begynder at filme dig. En undskyldning for at stille mig ved siden af dig og holde øje med, om du er okay«.

At følge Mette set igennem datteren Cilles øjne (og kamera) er som en håbets bøje midt i sorgens hav. ’Den nat vi faldt’ tager form som et bevægende filmbrev fra en datter til en mor. Heri hæver den sig også til en universel fortælling om døden og livet, der går videre for de efterladte.

Læs også: Disse danske film skal du se på CPH:DOX