’Generation Wealth’: Man vender øjne af USA’s allerrigeste mennesker i ny film – men får også en smule sympati

CPH:DOX. Hvis penge er lig med succes, vil mere altid være bedre. Det er i hvert fald levereglen for de mennesker, vi møder i den fascinerende dokumentar ’Generation Wealth’. Og med en nuværende amerikansk præsident, der synes født ud af enorm rigdom og ekstrem forfængelighed, er filmen måske mere aktuel end nogensinde før.

Fotografen Lauren Greenfield har brugt de sidste 25 år på at tage billeder af de ultrarige, af de utroligt smukke, af dem hvis livsprojekt er at holde sig unge og af dem med mottoet ’fake it till you make it’. Som en sociolog har hun dokumenteret den meningsløshed, der gemmer sig bag den dekandente og glamourøse livstil.

I de tidlige 90’ere lavede Greenfield en fotoserie om rige teenagere i Los Angeles, hvor blandt andre en ung Kate Hudson og en 12-årige Kim Kardashian medvirker. For de unge mennesker var forbilledet den grådige Gordon Gekko fra ’Wall Street’. Der var kun én måde at bedømme et menneskes værd på: Deres nettoværdi. Over årene er Greenfield vendt tilbage til flere af de rige fra Los Angeles for at se, hvor jagten på mere har ført dem hen.

Det er nemt som seer at vende øjne af interviewpersonerne. De har et forskruet verdenssyn, et sygt forhold til andre mennesker, og deres besættelse får dem ganske enkelt til at virke overfladiske. Men Greenfield holder kameraet kørende og taler med dem gentagende gange over årene. I pludselige ryk får Greenfield skabt sympati for dem og gjort dem til hele mennesker.

»Kapitalisme gør, hvad det er designet til: at forvandle alt til handelsvarer. Selv mennesket er blevet en vare, som du kan udnytte for profit. Indtil du kollapser«.

Dokumentarens højdepunkter er kapitalismens lavpunkter – dér, hvor det har reelle konsekvenser. Bag den glitrende facade står pornoskuespillere, der leder efter en vej ud af berømmelsen. Der står børn, der har mistet forholdet til deres griske forældre, og andre, der fra fødslen har været tvunget ind i en verden, hvor penge ikke er noget, man har. Det er noget, man er.

Ved at tage udgangspunkt i 25 års omfattende dokumentation får Greenfield skabt et globalt indblik i kapitalismens fortærende konsekvenser. Visse steder – særligt mod slutningen – mister filmen dog momentum ved at fokusere for meget på Greenfields personlige liv. Hendes liv virker simpelthen for hverdagsagtigt normalt i forhold til de surrealistiske personer, der udfylder resten af filmen.

Læs også: De 15 mest essentielle internationale film på CPH:DOX 2018