‘Happy End’: Mesteren Michael Haneke og Isabelle Huppert giver stof til debat
Michael Haneke, den lurifaks, har haft tungen i kinden, da han valgte at kalde sin seneste film ’Happy End’. Ingen spoilers i denne anmeldelse, men lad os alligevel bare sige, at ironi kan forekomme.
Efter at ’Amour’ viste den europæiske mester i en ømmere udgave med et intimt portræt af en ældre kvindes langsomme forfald – men også kærlighed og loyalitet mellem et ægtepar – er Haneke tilbage på sin hjemmebane med en mere kalejdoskopisk fortælling: Vi møder i den nye film tre generationer af en selvmordstruet familie, hvis relationer indledningsvist er behandlet ekstremt fragmentarisk og uden ledetråde.
Langsomt – og med samme sikre hånd som hos en rutineret skakspiller – lader Haneke brikkerne samle sig i en klar konstellation. Et helt familieportræt træder frem, en temperaturtagning på 10’ernes EU, der er smerteligt og grumt, selvom det hele er en smule mildere end i hans frysende kolde og borderline-sadistiske tidlige film.
Den pludselige vold kan opstå hvornår som helst i en Haneke-film. I dette opus vælger Haneke tit at skabe suspense ved at spille på, at publikum ved, at de ser en af hans film. At man derfor kan vente det værste. Han behøver ikke længere lade det ske.
13-årige Eve (Fantine Harduin) skal flytte tilbage sammen med sin far (Mathieu Kassovitz) efter moderens selvmordsforsøg. Han, og alle andre, er tilsyneladende ret upåvirkede af den tragiske hændelse. Den flotte doktorfader med den lange næse og galliske charme har et barn med en ny og yngre kvinde, som han er utro i hvert fald i den virtuelle verden. Om sidespringet er reelt kødeligt er op til seeren.
Meget af filmen viser en sådan sammensmeltning af virkelighed og digitale medier. Filmens mest lidenskabelige øjeblikke er skrevet i e-mails eller på sociale medier, hvor vi i lang tid er usikre på, hvem der er modtager og afsender. Det er et ægte Haneke-greb, som er effektivt, samtidig med at det begynder at virke velkendt for dem, der med beundring og ærefrygt har genset andre af Hanekes fransksprogede mesterværker som ’Code Inconnu’ og ’Caché’.
Eves overklassefamilie har et byggeselskab, som er ramt af problemer. En skrænt er skredet på en byggeplads, og en arbejder er kommet til skade. En retssag kan være på trapperne. Isabelle Hupperts Anne, Eves moster, forsøger at holde sammen på diget, men hendes sorte får af en misbrugersøn – der ikke just har succes med at overtage the family busines – har en overraskelse i vente til moderens forlovelsesfest (hun skal også giftes på ny, denne gang med en britisk forretningsforbindelse).
Her får vi flygtningekrisen med til bords i en akavet selskabsscene, hvis lige ikke er set siden Ruben Östlunds ’The Square’ og før det Thomas Vinterbergs ’Festen’. Det er blot én af mange forrygende scener.
Bedstefar-patriarken spilles af eminente Jean-Louis Trintignant fra ’Amour’. Han har skabt et respekteret og lukrativt firma, som den nye generation nu er i færd med at tabe mellem hænderne. Den gamle knark fik ikke lov at tage til Schweiz og få aktiv dødshjælp, og nu forsøger han i stedet at overtale sin private frisør til at give en hånd med.
Den slags sorthumoristiske plotspor krydses i denne syrlige sædeskildring med Eves kuriøst apatiske filmoptagelser af verden omkring hende (med et svagt, rædselsvækkende ekko af ’Bennys Video’ i baghovedet på Haneke-fans), og man forstemmes over den sirlige voksenhed, den 13-årige pige allerede pligtskyldigt møder verden med, når hun altså ikke er muret inde i sit ekspanderende, digitale parallelunivers.
Det allersidste tableau er svangert med symbolik og fortolkninger. Her er stof til gode diskussioner, der sikkert vil føre til yderligere gennemsyn hos rigtig mange. ’Happy End’ er ikke Hanekes mest uafrystelige film, men den opsummerer fint og uden de store chokeffekter hans hidtidige værker, samtidig med at den spørger: Hvorhen nu, Europa?
Kort sagt:
Hvis denne europæiske stormester forlader filmmediet for en stund for at prøve kræfter med sci-fi og tv-serier, fungerer ’Happy End’ som en vellykket opsummering af hans køligt realistiske og usentimentale katalog. Og lever på denne måde, men også kun denne måde, op til sit navn. Hanekes 12. film bolter dog ikke seeren fast til sædet med samme nær-sadistiske skadefryd som tidligere.
Læs også: Mesterinstruktøren Michael Haneke laver sin første tv-serie