’Lost Warrior’: Giv den eksradikaliserede islamist en chance!
CPH:DOX. Hvad får unge mennesker, der er opvokset i vesten, til at blive radikaliserede og slutte sig til islamistiske militante grupper? Og hvad stiller vi som samfund op med dem, der fortryder? Kan man tilgive deltagelse i terrorbevægelser? Eller er de dømt til evig udelukkelse?
Det er nogle af de yderst relevante spørgsmål, som de danske instruktører Nasib Farah, der har somalisk baggrund, og Søren Steen Jespersen stiller med deres dokumentarfilm. I ‘Krigerne fra nord’ fra 2014 fulgte makkerparret to dansk-somaliere, der drager i hellig krig hos terrororganisationen al-Shabaab i Somalia. ‘Lost Warrior’ viser konsekvensen af det valg gennem et intimt portræt af en ung mand, der fortryder sin involvering i organisationen.
23-årige Mohammed er født i Somalia, men hans forældre sender ham som treårig til England hos nogle slægtninge for at give ham muligheder for et bedre liv væk fra borgerkrigen. Han har det dog svært uden sine forældre, og som teenager roder han sig ud i kriminalitet og ryger i fængsel i to år. Derefter bliver han deporteret til Somalia, da hans engelske familie i sin tid glemte at ansøge om statsborgerskab på hans vegne. I fængslet i England tyer han til religion i sin søgen efter et tilhørsforhold, og da han kommer til Somalia, melder han sig ind i al-Shabaab, som hjælper ham med at etablere en tilværelse. Da det går op for ham, at organisationen dræber civile, indser han sin fejltagelse og deserterer.
Nu sidder han i skjul i Mogadishu. Hans situation er endnu mere håbløs, fordi hans kone og søn bor i London, som han ikke kan rejse til. Han mødte Fathi, da hun var på genopdragelse i Somalia, og hun rejste tilbage til England gravid med deres søn. Nu bor hun hos sin familie i London og er lige så frustreret som Mohammed over, at sønnen vokser op uden sin far. Men er ikke indstillet på at flytte til Afrika. Parret skændes, så det brager over Skype. De er begge purunge, naive og temperamentsfulde. Men når vi endelig ser den lille familie samlet, er de så søde, at det skærer i hjertet, at de ikke kan blive sammen.
Problematikken er kompleks, og man forstår begge parter, ligesom man godt forstår, at den engelske regering ikke er interesserede i at byde eksterrorister velkommen. Men når man kommer tæt på en skæbne som Mohammed – instruktørerne og fotograf Henrik Bohn Ipsen har virkelig formået at skabe et tillidsfuldt og intimt rum – håber man, at nogen vil give ham og andre som ham en chance til.
Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted