’Breathe’: Gollum instruerer sukkersød romance med et uafrysteligt svirp
Hvem skulle have troet det: Der banker en old fashioned romantikers hjerte i Gollums hule bryst.
Mo-cap-magiker Andy Serkis er måske ikke umiddelbart det mest indlysende bud på en tåreperserinstruktør, men ikke desto mindre har englænderen begået det bittersøde drama ’Breathe’, der bader hovedrollerne Andrew Garfield og Claire Foy i så rosenrødt et skær fra strålende solnedgange og, bien sur, ungdommeligt lækker kærlighed, at det i filmenes første kvarter kræver solbriller og en betydelig portion goodwill at bevare et åbent sind.
Jeg indrømmer gerne, at jeg krummede tæer, men de rettede sig langsomt ud igen, indtil jeg til sidst endog mærkede en lille klump forme sig i halsen.
’Breathe’ fortæller historien om virkelighedens Robin Cavendish (Garfield, med fuld smæk på hundeøjnene), der i 1958 som 28-årig får konstateret polio under et ophold i Kenya med hustruen Diana (Foy, der nu engang er bedre brugt som dronning i eget palads). Parret venter sig, men sygdommen er ubarmhjertig og datidens behandlingsmetoder reduceret til en kvælende slange i halsen og en stærkt tidsbegrænset, sengeliggende dødsdom.
Robin, der bliver lam i hele kroppen og blot kan blinke ja og nej, får således maks to måneder at leve i, men Diana kæmper med næb og kløer for at forlænge mandens liv og gøre hans hverdag marginalt tålelig. Hun vil have Robin hjem, men hospitalspersonalet insisterer på at beholde poliopatienterne på en stue, der mest af alt er et klinisk venteværelse, inden sidste besværede åndedræt drages.
Billederne af, hvordan tusinder mistede livet på denne vis, gemt væk med udsigt til et hvidt loft og smerteligt flossede lunger, løber en koldt ned ad ryggen. Lige indtil filmen viser, hvordan det mere videnskabeligt ’avancerede’ Tyskland tog hånd om sygdommen: Her fremviser lægerne stolte, hvordan deres patienter ligger lag på lag i jernlunger med kun hovedet stikkende ud, stakket som på hylder under neonlys i sterile, vinduesløse fængsler. Umenneskeligt, men »effektivt«, som tyskerne understreger med en vis professionel fornærmelse, da modellen anfægtes.
Diana får installeret Robin i eget absurd idylliske landhus i det smukke engelske countryside, og med en opfindervens hjælp konstrueres den første primitive rullestol med indbygget luftvejsmaskine, der lader familien skubbe ham rundt og endog tage på en (noget risikabel) ferie for at berige sjælen. Rullestolen er en medicinsk milepæl, og Robin og Diana vier hver en vågen time til at udbrede teknologien til polioramte verden over.
Men uret tikker stadig, og Serkis pacer violinisterne mod det uundgåelige sørgescenarie.
Serkis, den gode mand, brænder tydeligvis for sagen, men lader sig lidt for hyppigt forføre af selvsamme Danielle Steel-vibes og svælgende sentimentalitet, Robin paradoksalt frabeder sig. Indtrykket er lige så ujævnt som klipningen lugter af gentagende redigering (mest besynderligt er det, at den ene halvdel af et tvillingepar, spillet af Tom Hollander, pludselig forsvinder, da Serkis tilsyneladende ikke orkede at skyde hans scener to gange hele filmen igennem), men som dramaet skarpvinkles i anden halvdel, finder instruktøren sit fodfæste.
Udlægningen af Cavendish’ kamp for overlevelse – for at vise, at han stadig er et menneske med et rigt åndsliv og rettigheder frem for en tragedie, samfundet bør spares for at kigge på – er nært beslægtet med den Oscar-nominerede ’The Theory of Everything’s portræt af Stephen Hawkins fysiske og psykiske krig mod ALS. Og selvom ’Breathe’ ikke er i nærheden af trioen Eddie Redmayne, Felicity Jones og instruktør James Marshs langt overlegne bedrift, ekkoer samme indignation og medfølelse under Serkis’ velmenende skildring af Robin og Dianas skelsættende landevindinger for kronisk handicappedes ret til et værdigt liv – og død. Det er en historie og et menneskesyn, man ikke kan klandre Gollum for at slå på tromme for.
Hav det i baghovedet, når candyfloss-faktoren giver dig tandpine i den besværlige begyndelse.
Kort sagt:
Andy Serkis’ sygdomsromance hviner indledningsvist i tænderne som en klæbrig candyfloss, men som fortællingen om virkelighedens Robin Cavendish og hans barske kamp med polio tager fart, griber ’Breathe’ sit publikum om struben.