1. 82 kvinder – 1688 mænd
Cannes-festivalen får hvert eneste år kritik for manglen på kvindelige instruktører, men i år har man selvfølgelig været særligt opmærksom på problematikken i lyset af Metoo. Der er blot tre kvindelige instruktører ud af 21 i hovedkonkurrencen, mens det i underkonkurrencen Un Certain Regard ser bedre ud med næsten halv-halv, ligesom der er kvindeovertal i de to juryer.
I går gav festivalen så plads til en stærk manifestation af den foruroligende historiske ubalance. 82 prominente filmkvinder marcherede på den røde løber, heriblandt årets juryformand Cate Blanchett, jurymedlemmer Kristen Stewart, Ava DuVernay og Lea Seydoux samt stjerner som Marion Coutillard og Salma Hayek og instruktører som Patty Jenkins (’Wonder Woman’) og Agnes Varda. 82 er nemlig det antal af kvindelige instruktører, der har været i hovedkonkurrencen i Cannes gennem tiderne – mod 1688 mænd…
»Vi står sammen på de her trapper i dag som et symbol på vores beslutning om og forpligtelse på at skabe fremskridt«, sagde Blanchett fra talerstolen før verdenspremieren på en af de tre ventede kvindeinstruerede film i Guldpalme-dysten, Eva Hussons ’Girls of the Sun’.
Filmen bygger på virkelige begivenheder og beretter om en gruppe kvindelige kurdiske frihedskæmpere, der efter at have set deres mænd blive myrdet og børn kidnappet risikerer deres liv i kampen mod ISIS. Det er en på mange måder gribende film om krig, mod og selvopofrelse med Golshifteh Farahani (’Paterson’) som en karismatisk gruppeleder. Desværre er filmen beskæmmet af, at vores indgang til historien er en fransk journalist, der både direkte og indirekte fortæller soldaternes historie – som om de kurdiske kvinder ikke kunne vække vores interesse i sig selv.
Eva Husson markerede sig med sin forrige film, ungdomshistorien ’Bang Gang’, som en slags fransk Sofia Coppola med sans for stil og stemning, men selvom ambitionerne er tredoblet med ’Girls of the Sun’, snubler hun altså desværre i mål med en frustrerende udpenslet slutning.
2. Mads, Mads, Mads
Jeg har allerede skrevet om ’Arctic’ og om Mads Mikkelsens uindpakkede forsvar af Lars von Trier under mit interview lørdag eftermiddag, men man kan ikke få for meget Mads.
Da han kom gående ned af molen ved en af Croisettens fornemme strandbarer, var det med en Carlsberg (»dagens første«) i den ene hånd og en smøg i den anden, og han sender øjeblikkeligt et totalt ukrukket signal, som gør ham til en af favoritterne blandt udenlandske journalister og da også bevirker, at restaurantgæsterne på stribe formastede sig til at spørge om at få taget et billede med ham.
Helt uden national forblindelse må man sige, at han en 100 procent autentisk stjerne, der hverken synes selvoptaget, arrogant eller synderligt forfængelig. Bare en regular guy, der nyder at være tilbage på festivalen, hvor han har været fast inventar de seneste år. Han er et særsyn i en filmverden, hvor skuespillere bliver mere og mere trænede i pr-møllen og ikke er til at drive et interessant svar ud af. Ham kan vi godt tillade os at være stolte af.
3. Årets sydkoreanske actionbrag blev en fuser
Ingen Cannes-festival uden en slagkraftig sydkoreansk genrefilm, der uden for konkurrence serverer overdreven underholdning uden at undskylde. Bare tænk på zombie-tog-filmen ’Train to Busan’ og den rablende åndemanerfortælling ’The Wailing’.
Årets tiltænkte sydkoreabrag er Yoon Jong-Bins ’The Spy Gone North’, en i forhold til førnævnte titler mere low key spionhistorie om en sydkoreansk agent, der går undercover i Nordkorea for at skaffe viden om Kim Jong-il-styrets atomprogram i 1990’erne. Som politisk thriller har den sine momenter, og den giver et fascinerende indblik i forholdet mellem Syd- og Nordkorea, blandt andet når agenten står ansigt til ansigt med Store Leder i forbløffende intense scener. Med næsten to en halv times spilletid er filmen dog også unødigt lang og kompliceret.
Læs også: Mads Mikkelsen i Cannes om Lars von Trier-gate – »et rædselsvækkende karaktermord«
Læs også: Cannes-highlights dag 4 – Mads Mikkelsen, hvad er det dog, du udsætter dig selv for?