‘Deadpool 2’: Ryan Reynolds flabede antihelt er endnu bedre i anden omgang
»Hvor er det dovent skrevet,« bemærker den kæphøje superantihelt Deadpool med et sideblik til kameraet, da en karakter lapper et plothul sammen med en halvbagt forklaring.
Det er dét, man kan med sådan et fjerdevægsnedbrydende metagrab; vride en joke ud af enhver tilsyneladende skavank, blot ved at pege på den og grine.
Som da en perifer figur forvilder sig ud i en ordflom af klichéer, og Deadpool serverer punchlinen: »Ikke flere replikker til dig!«
Der er meget at pege på og grine ad, når man spoofer den altopslugende superheltegenre, som ’Deadpool’ gjorde det veloplagt i 2016, og som ’Deadpool 2’ nu gør det endnu bedre.
Anden omgang med Marvels merc with a mouth er nemlig ikke nogen dovent skrevet efterfølger. Den er tværtimod enormt velskrevet med en stærk og tempofyldt historie og en salve af jokes, der affyres som fra et maskingevær med ubegrænset ammunition.
Ikke alle vittighederne rammer bull’s eye, men træfsikkerheden er høj, og når en oneliner falder fladt, går der højst et halvt minut, inden den næste lander. I min iver efter at notere replikkernes ordlyd gik jeg glip af to, efter salens reaktion at dømme virkeligt sjove, jokes, og jeg ærgrer mig stadig.
Den første ’Deadpool’ var lidt af et sats – en blodig og beskidtmundet film i en genre, som ellers har drenge og drengerøve som sit primære publikum.
Men filmen, der længe havde været hovedrolleindehaver Ryan Reynolds passionsprojekt, endte med at blive den mest lønsomme R-ratede film nogensinde samt den første superheltefilm til at opnå en Golden Globe-nominering for bedste film.
Succesen synes at have styrket selvtilliden hos manuskriptforfatterne Rhett Reese og Paul Wernick, som også skrev den første film. De tager filmens morbide meta-moro til nye latter-decibel i toeren, der er spækket med spydige, indforståede referencer til ’Avengers’, DC-universet, ’X-Men’, ’Footloose’, ’Star Wars’ og meget andet. Man skal kende sin popkultur for at fange dem alle.
Faktisk lægger filmen ud med at spoile slutningen på ’Logan’, der ligesom ’Deadpool 2’ er en Fox-film, på yderst finurlig vis. Så er du advaret.
Den første ’Deadpool’-film var instrueret af Tim Miller, mens depechen denne gang er tilfaldet den tidligere stuntmand David Leitch. »En af de to fyre, der dræbte John Wicks hund«, som han præsenteres i filmens James Bond-parodierende åbningscredits.
’John Wick’ var en ualmindeligt stilfuld B-actionfilm, og Leitch bringer den samme velkoreograferede musikalitet ind i ’Deadpool’-efterfølgerens actionscener, godt hjulpet af filmens soundtrack, der er omkring alt fra hiphop og dubstep til Dolly Parton, Enya, Piña Coladas-sangen og ’Annie’-musicalen.
Leitch betjener sig skamløst af slowmotion, eksplosioner og andre effekter, som er totalt over the top, men som ’Deadpool 2’ kan tillade sig, fordi den er så uhøjtidelig og selvironisk. »Big CGI fight coming up«, annoncerer Deadpool eksempelvis, inden filmens to største brød støder sammen i klimaksets actionsekvens, som er så elegant sat sammen, at det nærmest er en dans.
Hvor den første films flabethed fes lidt ud i et tredje akt, der til forveksling mindede om de film, ’Deadpool’ spoofede, så holder toeren energien høj hele vejen. Det skyldes ikke mindst, at Reynolds denne gang får bedre modspil af et omgivende cast, der foruden gengangere som Morena Baccarin, T.J. Miller og scenestjæleren Karan Soni tæller en række nye ansigter.
’Avengers: Infinity War’-slamberten Josh Brolin er på den igen, nu med mindre CGI i fjæset og en »’Winter Soldier’-arm«, som Deadpool kalder det. Brolin spiller Cable, der dratter ind fra fremtiden for at afværge en personlig tragedie og kommer på kant med Deadpool. Cable duperer især i actionscenerne, men er ellers lidt tyndt tegnet.
Zazie Beetz, kendt fra Donald Glovers serie ’Atlanta’, er slagfærdigt sarkastisk som Domino (»the black Black Widow«), der hverves ind i Deadpools interimistiske superheltesjak, »som skal kunne bære franchisen i 10-12 år«. Hendes superkraft? Held. »Ikke særlig cinematisk«, mener Deadpool, men der tager han fejl. Det er vældig underholdende at se Domino suse uskadt af sted i en lastbil, mens alt omkring hende eksploderer og vælter.
Og så er der Julian Dennison, den buttede knægt fra ’Hunt for the Wilderpeople’, der ligesom i dén film er både rapkæftet og rørende som en ung mutant med (velbegrundede) anger issues.
I hovedrollen er Ryan Reynolds lige så suverænt slagfærdig som i etteren. Det lyser ud af ham, at han elsker at spille Deadpool, og selvom han får mere støtte denne gang, så bærer han stadig meget af filmen med sin komiske timing og sine velturnerede meta-kommentarer, der hele tiden punkterer enhver ansats til svulstighed.
Reynolds får også lejlighed til at spille lidt mere med sine dramatiske skuespillermuskler i løbet af filmens fortælling, hvor Deadpool slås med både sorg, selvmordstanker og faderkomplekser. Faktisk formår filmens finale at blive lumsk bevægende, til trods for at den akkompagneres af en kitschet, akustisk udgave af ’Take On Me’. Ikke dårligt.
Trods blodsprøjt og bandeord i stride strømme ender det således med at være næsten sandt, når Deadpool i starten lover, at ’Deadpool 2’ er en familiefilm. Om han også taler sandt, da han annoncerer, at han kommer til at dø i løbet af filmen, må du selv finde ud af.
PS: En kritisk bemærkning til filmens oversætter, der laver danskerfinten og ’undersætter’ Jared Kushner til Morten Messerschmidt og Dave Matthews til Tue West.
PPS: Det er efterhånden redundant at nævne, men husk nu at blive siddende og se post-credits-scenerne, som er nogle af de sjoveste, jeg har set. Især den sidste er værd at vente på.
Kort sagt:
Superantihelten Deadpool deler håndmadder ud til Marvel, DC og X-Men i veloplagt toer, der tager de morbide meta-løjer til nye højder med skarpere jokes, flottere action og en stærkere historie.
Læs også: ‘Deadpool’ vil være den frække dreng i superhelteklassen, men filmens selvpromovering er alt andet