’Violinisten’: Kim Bodnia fodres tamme replikker i finsk kærlighedsaffære

‘Violinisten’s bedste scene ligger helt i starten.

Den verdenskendte violinist Karin Nordström (Matleena Kuusniemi) er på turné i front for dirigent Björn Darrens (Kim Bodnia) symfoniorkester, og hun har netop spillet i Københavns koncertsal. Samme aften tager hun afsked med lærermesteren Björn på en brostensgade, da han må tage et telefonopkald. Björn bliver stående i forgrunden, mens vi bag ham ser Karin gå rundt om et hushjørne.

Et brag lyder, da vi hører en bil smadre ind i den spinkle Karin. Hendes krop er ude af syne, men imens nodepapirerne flyver til alle sider, forestiller man sig den blodige ulykke. Det samme gør en forfærdet Björn, der skrigende løber mod sin kollega.

Den korte intro er skarp og hårdslående. Desværre kan det samme ikke siges om resten af den finske film.

Ulykken giver Karin en varig håndskade, som med et fingerknips ødelægger hendes gloværdige karriere. Hun må skille sig af med sin Stradivarius-violin og starte som underviser på et finsk musikkonservatorium. Ægtemanden Jaakko (Samuli Edelmann) er glad for endelig at have hende hjemme på mere permanent basis, men hun længes selv efter at komme væk fra den gennemsnitlige tilværelse og tilbage på scenen. »Jeg er ikke pædagog«, siger hun efter ansættelsen. »Jeg er kunstner«.

Instruktør Paavo Westerberg og medforfatter Emmi Pesonen lader historien udvikle sig til et ’Pianisten’-lignende scenarie, da en romance opstår mellem Karin og hendes nye elev Antti (Olavi Uusivirta). Men affæren er ikke lige så fascinerende og seksuelt sydende som i Michael Hanekes film. Kemien mangler mellem de ellers gedigne skuespillere.

Som selvdestruktiv hovedperson blegner Karin samtidig i forhold til Isabelle Hupperts ødelagte, manipulerende og desperate Erika i ’Pianisten’. Karins frustrationer over knuste drømme er forståelige, men når hun otte måneder efter ulykken svigter den familie, som hun også har forsømt gennem hele sin violinist-karriere, har man som publikum svært ved at finde sympatien og for den sags skyld interessen. Det er dømt til at gå galt.

Langsomt bliver Antti dog fortællingens hovedperson. Kim Bodnias Björn Darren vender nemlig tilbage i sidste akt, hvor filmen bevæger sig over i et andet lærer-elev-forhold, som smager mere af Damien Chazelles ’Whiplash’. Her er Björn den perfektionistiske og selvophøjende underviser, der – med lidt for klodsede læresætninger som »hvis du vil være konge, må du ofre alting« og »det er ensomt at være Gud« – skal skole den uprøvede og usikre Antti til at blive en professionel violinist.

Selvom man undrer sig over, at Karin pludselig falder i baggrunden, er det nye fokus på Björn og Antti faktisk ret lettende. De to mænds samspil er mere interessant end den undervældende kærlighedsaffære, der inden da har stået på i godt halvanden time.