(Spoiler alert: Læs først videre, når du har set anden sæson ’Westworld’ til ende)
Tak for serien og sæsonen. Jeg føler dog stadigvæk, at I fucker med os.
Jonathan Nolan: »Det er hele pointen med serien«.
Jeg ved ikke, om jeg er menneske eller robot, eller om jeg lever i en simulation eller i den virkelige verden.
Nolan: »Godt. Det gør vi heller ikke«.
Lisa Joy: »Velkommen i klubben. Det er noget, vi taler om hele tiden«.
Nolan: »Vi befinder os tydeligvis på et tidspunkt i historien, hvor vores evne til at fremmane virkeligheder eller skabe vores egen virkelighed nærmer sig det punkt, hvor vi ikke længere vil være i stand til at skelne mellem det ene eller det andet. Når det sker, bliver det rigtig sjovt«.
Læs også: Anmeldelse af hele ‘Westworld’ sæson 2 – pletskud og forbiere
Der er en del referencer til græsk mytologi og også til Bibelen i denne sæson. Og de historier, når man læser dem, er advarende fortællinger. Er ’Westworld’ en advarende fortælling?
Nolan: »Ja, i høj grad. Selv om jeg ikke er sikker på, hvem den skal advare. Der er glimt af optimisme i serien. Ikke meget. Men en smule. Lige akkurat nok til, at man kan gribe fast i det. På et mere overordnet plan er ’Westworld’ en metafor for menneskehedens historie, der handler om eksistensen af en underklasse og fremkomsten af en bevægelse, der forsøger at bryde fri og skabe et socialt paradigmeskifte. Det har været med os fra begyndelsen. Det er vores historie«.
En teaser for fremtiden
Hvad var ideen bag den allersidste scene i sæsonen, som kommer efter rulleteksterne?
Nolan: »Lisa og jeg har talt om versioner af den scene, siden vi lavede piloten. Det er et langt finaleafsnit. Der er mange plottråde, som samles, og det gode ved at lave tv for HBO er, at der ikke er reklamepauser. Der er ikke så mange formelle, strukturelle regler, man skal overholde, og der var noget lækkert ved at tage den smule formalitet, vi havde, rulleteksterne, og så bygge en efterskrift for Manden i Sort.
Denne sæson er faktisk ganske enkel. Det er en flashforward- og en flashback-struktur, som man kender igen fra film noir, hvor forbrydelsen er blevet begået, og efterforskerne forsøger at finde ud af, hvad der er sket, mens hovedpersonerne tænker tilbage til begyndelsen. Men der er en skjult tidslinje, og vi kan godt lide tanken om, at den af og til lader sig se, blandt andet til allersidst. Som regel er sekvenser efter rulleteksterne bare for sjov ligesom i Marvel-filmene. Vi ville gerne prøve noget andet – se fremad mod næste sæson«.
Lisa Joy: »Det interessante er også, at alt det, man ser inden rulleteksterne, sætter tingene på plads i forhold til de figurer, man følger, og deres tidslinjer. Manden i Sort slog sin datter ihjel, og på et tidspunkt i sidste afsnit ser man ham blive sendt afsted fra parken. Han lever videre og kan kæmpe videre i den virkelige verden, hvor de alle sammen er på vej hen.
Så er det kun i denne allersidste scene, at det går op for én, at en eller anden dag … langt ude i fremtiden … vil han havde gennemlevet dette mellemspil mange, mange gange som en del af et eksperiment, som han selv har været med til at skabe. Det er blot en lille teaser om, hvor vi en dag kommer til at bevæge os hen«.
Fanget i en stor hjerne
Hvor langt fremme er I i jeres hoveder? Ved I, hvordan det hele ender?
Lisa Joy: »Da vi i sin tid pitchede piloten, havde jeg allerede fundet på seriens sidste scene, som jeg er virkelig glad for, fordi den er gribende. Jeg håber, at vi når til den«.
Nolan: »Men der er stadigvæk mange spørgsmål, vi ikke selv kender svarene på. Det gode ved at arbejde med tv er, at man besætter sine roller, og hvis man finder ud af, at der er kemi mellem to figurer, kan man være åben for, at historien kan udvikle sig organisk. Både i forhold til hvordan skuespillerne spiller rollerne, og hvordan de forskellige forfattere skriver historierne fra sæson til sæson.
Men Lisa og jeg følte, at vi havde en forpligtelse til, da vi begyndte, at have en plan for seriens overordnede udvikling. Noget af det bliver justeret, når sæsonerne slutter, og det går op for os, at vi ikke kan bevæge os et bestemt sted hen. Det er som regel et spørgsmål om at tage den med ro snarere end at sætte tempoet i vejret. Men vi ved, hvor vi er på vej hen«.
Når man ser serien, tænker man, at den må være meget svær at skrive med alle de figurer og tidslinjer.
Nolan: »Det er ikke kun dig, der tænker det. Det er virkelig en udfordring. Vi har assistenter, som hjælper os med at lave en kæmpevæg med kort med alle figurer og plottråde, så vi kan holde styr på dem«.
Lisa Joy: »Det er ikke bare én væg. Det er flere vægge. Og så spredte det sig til døren, hvilket var problematisk, fordi hver gang nogen gik ind eller ud, røg alle kortene af. Vi var hele tiden nødt til at sætte dem op igen«.
Nolan: »Det er ligesom at være fanget inden i en stor hjerne, der er ved at falde fra hinanden«.
Er I begyndt at skrive på tredje sæson?
Nolan: »Vi er begyndt at tale om den. Vi har vores store, forkromede plan, og i den er der et par vigtige situationer, som Lisa og jeg er begyndt at tale om – hvad vi gerne vil have til at ske, og hvor det skal bevæge sig hen«.
Lisa Joy: »Vi har nogle intense samtaler i sengen om aftenen. Vi holder os vågne om natten og optager vores samtaler om serien«.
Nogle af værtsfigurerne dør i denne sæson. Kan man gå ud fra, at de forbliver døde?
Nolan: »Nogle af dem er døde, men en del af en værts natur er udødelighed, så spillereglerne i Westworld er nogle lidt andre«.
Lisa Joy: »Men der er nødt til at være noget på spil, så vi kommer ikke til at se alle de mennesker, vi elsker, vende tilbage, og der er … ja, det er trist«.
Komplekst periodestykke
Man kan godt se på serien, at I bruger penge på at producere den, men hvorfor tager det så lang tid at lave en sæson?
Nolan: »Udfordringen for os er, at serien er baseret på Michael Crichtons fascinerende film. Men det er en 92 minutter lang film fuld af ideer. Den har ikke nogen figurer tilfælles med serien. Vi joker med, at vi er i gang med at dramatisere en række romaner, som endnu ikke er skrevet. Der er også det usædvanlige faktum, at både Lisa og jeg instruerer afsnit af serien. Vi skal skrive dem, og vi skal optage dem, og produktionens omfang er ambitiøst. Der er stort set ingen locations, rekvisitter eller kostumer, som ikke er lavet specifikt til serien, fordi det ikke bare er en western, men også en samuraifilm«.
Lisa Joy: »I det øjeblik, man beslutter sig for at lave et periodestykke, stiger produktionens kompleksitet eksponentielt, fordi man ikke bare kan hive en t-shirt ned af hylden. Alting skal fremstilles. Og vores serie er en række periodestykker. Alt skal designes og skabes for at skabe en fuld verden, og efter tv-standarder tager det lang tid. Én sæson varer basalt set lige så lang tid som fire film, så vi arbejder faktisk utroligt hurtigt«.
Næste sæson kommer altså ikke næste år.
Nolan: »Nej. Vi laver dem så hurtigt, som vi kan. Men vi er også nødt til at tilbringe tid sammen med vores børn, som vist nok kan huske, hvem vi er«.
Lisa Joy: »Eller også bygger vi værts-udgaver af os selv, og så må vi se, om det kan hjælpe«.
Nolan: »Ja, det arbejder vi også på«.
Når fanteorier bliver til spoilers
Hvor vrede blev I, da Reddit-brugere i løbet af første sæson fandt ud af og afslørede, at William og Manden i Sort var den samme, og at de forskellige historier ikke foregik samtidig?
Nolan: »Det glædede os. Man er nødt til at rulle det røde tæppe ud for et godt plottwist, lægge nogle spor, og det gjorde vi. Ellers afviser publikum det, når de når til det«.
Lisa Joy: »Det er heller ikke rigtig et twist. Det er en afsløring. Der er en forskel. Publikum er til stede og efterforsker, hvad der sker samtidig med figurerne. Så vi er nødt til at efterlade brødkrummer til både figurerne og publikum. Det eneste, der var svært, var, at Reddit-brugere slår sig sammen og analyserer serierne i fællesskab og diskuterer spoilers og lægger deres teorier ud, så alle kan læse dem, og de er som regel virkelig begavede«.
Nolan: »Det er lidt ironisk. Der er en form for kunstig intelligens til stede på Reddit. Det er en form for socialt medie, men det er bedre organiseret til at opdage ting og sager end for eksempel Twitter og Facebook. Det er en kollektiv bevidsthed, en metahjerne«.
Lisa Joy: »Når mainstreammedierne, som arbejder på en anden måde, tog de teorier og polerede dem og præsenterede dem for det brede publikum, blev det til en spoiler. Læserne til den slags artikler er ikke nødvendigvis de samme som Reddit-brugerne, som har lyst til at spille det spil, og pludselig var det, der egentlig ikke var en spoiler, men en logisk følge af at nærstudere sporene i jagten på et svar, blevet til en spoiler for mennesker, som ikke nødvendigvis havde lyst til at vide det. Det var en af de spøjse ting, der skete«.
Hvad er den bedste teori, I endnu har læst?
Nolan: »Det sjove ved første sæson var, at alle Reddit-teorierne var rigtige. Lisa kunne godt lide teorien om, at de alle var bittesmå mennesker«.
Lisa Joy: »Ja. Den teori var ikke korrekt. Men den var vidunderlig«.
Nolan: »Forleden læste jeg en fantastisk teori skrevet af en neurobiolog, der ser serien. Nogle af hans ideer knyttede an til ideer, vi også udforsker, men gik i en anden retning. Det var cool.
Man skal passe på med at læse teorier, så det ikke påvirker det, man selv skriver. Men jeg tror, at vi har et godt filter. Jeg læser mest Reddit, fordi jeg altid har været på Reddit. Jeg bruger ikke de sociale medier. Men det er naturligt for mig at følge med i, hvad Reddit-samfundet skriver, og det er rart at se, hvad de skriver om serien. Jeg læser det for at få en fornemmelse af, hvordan de forstår det, vi laver. Men man skal virkelig passe på ikke at blive skubbet i en bestemt retning«.
Bange for den menneskelige natur
I jeres forrige serie, ’Person of Interest’, legede I allerede med muligheden for kunstig intelligens, der overvåger verden. Er I bange for det ligesom Elon Musk?
Nolan: »Måske er jeg lidt mere bange, men samtidig virkelig spændt på det. De fleste film og tv-serier, jeg har set om kunstig intelligens, skildrer det som en dystopisk størrelse, en fjende. ’Terminator’ for eksempel.
Jeg var mere interesseret i at spørge, hvad nu hvis de ikke er fjenderne, men heltene i historien? Eller i det mindste bedre end os mennesker? Jeg synes faktisk, at der er en god portion teknooptimisme i serien side om side med den advarende fortælling. I ’Westworld’ er heltene værterne. Og i ’Person of Interest’ bliver maskinen også fremstillet som en hovedperson. Det, jeg er mest bange for, både i serierne og i mange andre ting, jeg har arbejdet på, er den menneskelige natur, og i hvilken grad menneskets natur afspejles i den kunstige intelligens«.
Lisa Joy: »Jeg er bange for mennesker, der ikke forstår, hvordan de bliver manipuleret af kunstig intelligens. Kunstig intelligens er ikke så avanceret, som vi går og tror, men det er mennesker heller ikke«.
Læs også: Anmeldelse af hele ‘Westworld’ sæson 2 – pletskud og forbiere