Ti minutter med bus fra Roskilde Stationscenter, forbi Roskilde Rideskole og til venstre ad en snoet sidevej ligger Psykiatrisk Center Sankt Hans. Eller Kurhuset Sankt Hans, som det hedder på Google Maps, hvilket egentlig bedre beskriver idyllen om den lille klynge af bygninger, der ligger isoleret bag grønne marker og høje træer.
Der er en kirke, et aktivt psykiatrisk hospital og en lang, tom bygning i to etager – Kurhuset. Efter sommerferien flytter en efterskole ind i lokalerne, men over de sidste uger er de blevet støvet af til to vidt forskellige filmhold.
Det ene optager vist nok en tv-serie til TV 2 Charlie. Det andet er i gang med optagelserne til den unge instruktør Marie Grahtøs stjernebesatte debutfilm ‘Teenage Jesus’, som har potentialet til at blive en af de mest spændende danske film i det kommende år. Det er ikke helt et optagelses-clash i samme kaliber, som det famøse ‘There Will Be Blood’ vs. ‘No Country for Old Men’-shoot, hvor sorte røgskyer fra olieeksplosionen i førstnævnte sværtede himlen og drev fra set til set. Men alligevel er det emblematisk for, hvad der sker i dansk film lige nu: Det nye i opgør med det gamle.
Marie Grahtø, der er uddannet fra den alternative filmskole Super16, vil sparke døre ind med sit legende filmsprog, der lægger sig i forlængelse af den nye bølge af unge stortalenter, som tør eksperimentere med filmformen og blandt andre tæller Annika Berg (’Team Hurricane’) og Hlynur Palmason (’Vinterbrødre’). Og det kan mærkes, når man ser hende instruere, for Grahtøs arbejdsmetoder ligger langt fra den håndholdte realisme, der i mange år dominerede dansk film.
Første gang vi kom herud, tror jeg, vi fældede en tåre
I et af Kurhusets mange rum sidder instruktøren med centimeters afstand til monitorskærmen og følger en skrigende ung kvinde med sammenknebne øjne, mens hun stritter imod de to høje sygepassere, der vil slæbe hende ned ad den lange hvide korridor og ind i uvisheden.
»Tak! Vi gør det igen, og denne gang skriger du bare hele vejen derned«, råber en mandlig stemme, mens filmholdet hurtigt er på benene og den unge skuespillerinde, Bebiane Ivalo Kreutzmann, pludselig står flankeret af en stuntkoordinator, Trine Dyrholm og instruktør Grahtø.
»Er du okay? Vil du have noget vand? Noget luft?«, spørger de, men det 20-årige skuespiltalent er benhård. Hun ved, at tid er det mest dyrebare på en lavbudgetfilm, og at scenen derfor skal i kassen hurtigt. Men hun ved også, at hver en detalje skal være perfekt, før instruktøren stiller sig tilfreds: Måden, hun vrider sig i sygepassernes arme, måden hendes fødder slæber langs betongulvet, og måden Victoria Carmen Sonne reagerer med sit blik, når hun til slut træder ind i billedet.
Nærmest magisk-realistisk
Det er sidste optagedag på ’Teenage Jesus’, der har stortalentet Sonne (’Holiday’, ’Vinterbrødre’) og svenske Lisa Carlehed (’I dine hænder’) i de to hovedroller flankeret af Dyrholm i en vigtig birolle som afdelingslægen Dr. Klein.
Sonne spiller den unge kvinde Jenny, der har været indlagt på psykiatrisk afdeling fra barnsben og kæmper med selvmordsforsøg. Hun får hjælp af den perfektionistiske, men afsondrede psykolog Viktoria (Carlehed), som forsøger at redde Jenny fra sindets mørke, mens hun også selv duellerer med sin skyggeside. Men undervejs bliver læge-patient-forholdet udvisket, da de to kvinder indser, at de måske minder mere om hinanden end først antaget.
»Det er nærmest magisk-realistisk«, fortæller Victoria Carmen Sonne mig senere. Det er en slags forhøjet virkelighed, der ikke er bange for at flippe ud. Grahtø har selv opfundet genrebetegnelsen »psykotisk realisme«.
»Jeg elsker det paradoks, der er i de to ord. Det passer rigtigt godt til filmen, for det er sådan en film, som på mange måder er meget højeksistentiel og undersøger de store spørgsmål som liv og død og hele tiden balancerer i en forhøjet virkelighed mellem, hvad der er virkeligt og hvad der ikke er virkeligt. Og det er jo så det store spørgsmål i sidste ende. Vores verdener ser jo forskellige ud, alt efter hvem der kigger ud ad de øjne, der nu engang er«, siger instruktøren, da det er blevet tid til sidstedagens sene frokostpause.
Slanger ud ad hovedet
Virkelighedsopfattelser og psykisk sygdom er grundtematikker, som har vokset sig store siden Grahtøs Super16-afgangskortfilm ’Teenland’ fra 2014, der også havde Victoria Carmen Sonne i hovedrollen. Instruktøren, der selv har skrevet manuskriptet, blev efterfølgende blandt andet inviteret til filmfestivalen i Cannes, hvor ’Teenage Jesus’-manusset var særligt udvalgt til finansieringsforummet Cannes Atelier.
’Teenage Jesus’ er noget helt andet end kortfilmen. Væk er de lyserøde spændetrøjer, de barrikaderede vinduer og sci-fi-fantasy-universet, der gav afgangsfilmen dens rebelske punk-attitude, mens Carleheds hovedrolle også er kommet til i udviklingsprocessen.
»Det eneste, filmene har til fælles, er, at de begge foregår på et psykiatrisk hospital, men så stopper den egentlig også der«, fortæller Victoria Carmen Sonne med en smøg i mundvigen.
Den 24-årige skuespiller vandt en Bodil for sin birolle i ’I blodet’ og en Robert for sin ditto i ’Vinterbrødre’, og nu står hun foran sit helt store gennembrud som hovedrolleindehaver med kommende film som Isabella Eklöfs Sundance-nominerede ’Holiday’, Laurits Flensted-Jensens ’Neon Heart’ og så altså ’Teenage Jesus’. På Grahtøs film har hun været med som sparringspartner under hele udviklingen.
»Det har været en ensemblefilm, og så har det været noget helt andet. Marie kan finde på lige pludselig at sende mig en sms og sige, ’der kommer edderkopper ud af hovedet på Jenny’, og så to uger efter, ’jeg har droppet edderkopperne, nu er det slanger’. Vi havde på et tidspunkt en karakter, som skulle have en operasanger siddende på skulderen konstant, som vi ville lave i CGI. Det har virkelig været mange steder henne«, griner Sonne.
»I starten sagde jeg også hele tiden, ’det er jo ikke sikkert, at jeg skal være med i den, for du ved jo ikke, hvor det ender. Du ved jo ikke, om du lige pludselig får lyst til, at det er børn eller kvinder i 40’erne’. Så på den måde har vi prøvet at holde det åbent. Men det var også lidt noget, vi gik og sagde til hinanden, men vi vidste godt, hvor det bar hen«.
Dung, dung, dung dung
For bare halvandet år siden troede Marie Grahtø, at filmen skulle være »’Jeanne d’Arc’-agtig« og dermed udelukkende fortælles gennem nærbilleder som i den danske mesterinstruktør Carl Th. Dreyers hovedværk fra 1928.
»Vi ville undgå grimme ting og så bare lave smukke portrætter. Men så fandt vi den her location, der bare er sådan et fuldstændig magisk sted, og så ændrede det sig selvfølgelig. Nu er der mange store billeder, og den her idyl står meget i kontrast til det mørke sind, som eksisterer i filmen«, fortæller instruktøren.
»Første gang Catherine (Pattinama Coleman, filmens fotograf, red.) og jeg kom herud, tror jeg, vi fældede en tåre – det skulle bare være det her sted. Og så gik jeg direkte hjem og skrev et nyt draft på en weekend, hvor jeg fik integreret alle de rum, vi blev forelskede i«.
Man kan mærke, at der ikke findes andre film, som laves på den her måde
Victoria Carmen Sonne tilføjer at ’Teenage Jesus’ ikke er en »fuck-psykiatrien-film«. Det er ikke en systemkritik, men snarere et nuanceret portræt af det at være menneske – på godt og på ondt. Og hovedambitionen er stadig at lave smukke billeder.
Grahtø nævner selv det franskcanadiske wunderkind Xavier Dolan og hans film ’Mommy’ som en referenceramme. For ligesom i ’Mommy’ vil instruktøren gerne fortælle en straight story, men med et legende filmsprog – som når den 15-årige hovedkarakter i Dolans mesterstykke griber fat i billedets fire hjørner og udvider bredden i ren ekstase.
Sammen med fotograf Coleman, der i øvrigt også står foran sit store gennembrud (hun har ligeledes filmet Josefine Kirkeskovs ’Lifeboat’ og Kasper Skovsbøls ’Christian IV – den sidste rejse’), planlagde Grahtø hvert enkelt skud ned til mindste detalje. Næsten alt skydes på stativ, og indstillingerne er nøje koreograferede. Håndholdt kamera er nærmest gået hen og blevet et fy-ord.
»Det er ikke sådan noget, ’nu undersøger vi’, overhovedet ikke! That’s not this movie«, griner svenske Lisa Carlehed, der har været vant til improvisation og håndholdt 360 graders-kamera i sit samarbejde med ’I dine hænder’-instruktøren Samanou Acheche Sahlstrøm, som Carlehed snart er genaktuel med i dramaet ’Til vi falder’, hvor hun spiller over for Dar Salim.
»Det her er noget helt andet! Det er også det, som er lidt sjovt, for man kan mærke, at der ikke findes andre film, som laves på den her måde. Det er meget, meget old school. Marie ser meget op til Ingmar Bergman, og det er ligesom en helt anden æra, som hun kigger på. I Danmark er det meget sådan håndholdt. Nu er det noget helt andet, som hun refererer til. Og det er bare ret sejt! Det føles lidt fresh, i og med at det ikke findes sådan andre steder. Alt er stilistisk opstillet og med sindssygt smukke billeder, der er meget velkomponerede. Marie og fotografen har ligesom hele tiden ideen om, hvordan det skal se ud, og så skal vi på en måde bare være der«.
Give det noget usikkerhed, når du ikke selv kan se, hvordan det ser ud på kameraet?
»Ja, virkelig. Det er supersvært at vide, om det virkelig er godt nok, for det er sådan lidt stift i det. Men jeg tror, jeg har fundet ud af undervejs… I går følte jeg, ’yes, nu ved jeg, hvordan jeg skal spille det!’, og så sagde jeg til mig selv, ’nå, det var måske lidt sent’«, griner skuespilleren.
»Men jeg tror, at man skal stole på, at det stilistiske holder. Altså manus, tøj, kostume, måden det hele er placeret på. Man skal bare stole på, at alt det der kan noget i sig selv, og at jeg ikke altid behøver at spille. Men det har været supersvært!«.
Grahtø betragter selv sin stringente instruktionsteknik med et glimt i øjet.
»Vi joker jo også meget med det, når vi står her på settet. Jeg er jo meget sådan: ’Hagen ned, kig op på den replik, kig ned på den replik’, men det er jo også for kameraets skyld – hvornår klipper vi ud, på hvilket blik, så på den måde er jeg nok meget sådan: Dung, dung, dung dung. Gør det sådan her«.
»Ret hurtigt, da vi kom ind i optagelserne, kunne jeg sige til holdet bag kameraet, ’det skal bare være smukt’, for holdet var fuldstændigt enige om, hvad vi syntes ville være smukt til denne film«.
Kvinder er mennesker – punktum
Marie Grahtø skriver altid til musik. Det er en måde at holde fast i det intuitive, som helst skal være i balance med millimeterpræcisionen, der dominerer optagedagene. Nogle gange kan et skift i en tilfældig Youtube-playliste være det, der gør udslaget. Når hun pludselig sidder og skriver til noget andet end det, hun havde planlagt. Så prikker det til intuitionen og tager materialet nye veje.
Så selvfølgelig havde Grahtø også en playliste klar med ønsker til filmens soundtrack, da produktionen gik i gang. Det var et rygstød, da idolet David Lynch gav hende lov til at bruge et af sine numre efter at have læst et pitch til filmen. For ’Teenage Jesus’ er også en hilsen til Grahtøs store helte – Bergman, Haneke, Gerald Kargl »og Trier er der jo nok også«, som hun siger.
’Teenage Jesus’ har musikalske nedslag, hvor hovedkaraktererne forvandles til børn og nærmest leger, fortæller Grahtø. Hun ser hver enkelt scene som øer af forskelligartet energi.
»Nogle gange vil det være en knytnæve lige i ansigtet, andre gange vil det være enormt sødt og barnligt. På den måde svæver man sådan meget ind og ud ad forskellige stemninger. Det er en mørk historie i en meget livsglad film«, fortæller instruktøren om den stil, hun har brugt årevis på at forme til debutfilmen.
Jeg må indrømme, at det nogle gange føles grænseoverskridende konstant at blive kønnet som kvinde
Den særegne instruktørstemme var en af hovedårsagerne til, at Trine Dyrholm sagde ja til birollen som Dr. Klein, som hun har optaget back-to-back med sin hovedrolle i May el-Toukhys ’Dronningen’.
»Det, som er fascinerende ved hende, er, at hun ret tidligt har en særegen stemme. Hun ved præcis, hvad hun vil have, og hun er meget præcis på sine referencer, samtidig med at hun er teknisk dygtig og visuelt bevidst«, fortæller skuespilstjernen.
»Man kan jo aldrig vide, hvordan filmen bliver i stedet ende, men også i forhold til de ting, jeg har set hende lave før, er hun klart sig selv. Og det er jo det, det handler om som instruktør. At du på en eller anden måde finder din egen stemme og dit sprog. Og nogle gange kan det tage længere tid end andre, og nogle gange er der pludselig noget materiale, som får det hele til at blomstre, og andre gange skal man ud og lave en masse tv-serier først. Det kommer også an på, hvad man er for en slags instruktør«.
Hvordan har du oplevet den her særegne stemme under optagelserne?
»Der er faktisk meget lidt spillerum i forhold til, hvad jeg har været vant til. Det der med, at det er så koreograferet rent visuelt. Det kan jeg egentlig meget gode lide, og det er også meget tiltalende at se på sådan nogle film. Jeg elsker også at se fotografer og instruktører arbejde sammen. Det er meget spændende at se, hvordan de udvikler deres fælles sprog, og hvordan man til sidst kan mærke, at de næsten ikke behøver kommunikere, fordi de ved præcis, hvad de gør«.
»Jeg synes, det er meget inspirerende selskab, og i det hele taget synes jeg, at der er så meget attack på kunsten lige nu – på den fede måde. De er virkelig i gang med noget rigtig spændende. Når jeg ser Marie og Victoria, så får jeg flashbacks, til dengang jeg startede med Pernille Fischer Christensen, hvor vi lavede hendes afgangsfilm og så hendes første spillefilm ’En Soap’. Vi startede sådan et kreativt forløb, som jeg også kan mærke, at de har«.
Er der kommet noget nyt på spil i forhold til de seneste 10 år i dansk film?
»Jeg synes i hvert fald, at der sker rigtigt meget nu her. Jeg har nogle gange svært ved at se tilbage, for du kan altid finde spændende ting, men måske var der bare ikke så meget opmærksomhed på det tidligere«.
Selv er Marie Grahtø enormt stolt af at være en del af den generation, der kommer frem lige nu. Men hun ser heller ikke bølgen af nye instruktører som et direkte modsvar på den socialrealistiske tendens i de danske film omkring årtusindskiftet.
»Jeg synes jo ikke, at man skal trække noget ned over hovedet på dem, der laver deres ting, men jeg synes, at vi har lidt en smule under en eller anden Dogme-arv. Nu er det, som om der er meget mere fokus på at gøre noget andet med formen. Det er der jo altid, men det der med at ville prøve at flippe lidt mere ud. Det har jeg savnet«, siger hun.
»Der er i hvert fald en masse vilde folk i den her generation, der gerne vil sparke døre ind – og de gør det! Og det synes jeg er pissefedt at være en del af. Jeg anser også mig selv som en af dem, der gerne vil det«.
Der har allerede været fokus på, at ’Teenage Jesus’ har et overvejende kvindeligt hold. Hvad tænker du om det?
»Jeg må indrømme, at jeg har det ambivalent med altid at blive stillet spørgsmål om køn, fordi jeg er kvinde og laver film. Vi er alle sammen mennesker. Punktum. Når det så er sagt, har jeg været ærgerlig over at gå til premierer, hvor der ofte har været en sindssyg overvægt af mænd på scenen.
Men altså, folk må gøre, hvad de vil. Man kan jo kun ændre noget ved at gøre noget andet, ikke? Og heldigvis ser det ud til, at mange er ved at få lyst til at inkludere kvinder i højere grad end før. Der er noget vej til ligestilling mellem kønnene, så det er vigtigt, vi taler om det, men jeg må samtidig indrømme, at det nogle gange føles grænseoverskridende konstant at blive kønnet som kvinde. At mange af de valg, jeg træffer, skal politiseres og kønnes, udelukkende fordi jeg er kvinde og træffer valg. At mine valg om at have et kvindeligt cast konstant skal gøres til et kæmpe statement.
Spørger I også mandlige instruktører, der kun laver film med mænd, hvorfor de gør det? Jeg er et menneske. Kvinder er mennesker, mænd er mennesker, mennesker er mennesker, kan vi ikke bare, please, snart nå til et punkt, hvor vi alle sammen erkender det, så vi kan behandle hinanden lige og dermed respektfuldt?«
’Teenage Jesus’ får biografpremiere i løbet af 2019.
Læs også: En ny epoke er skudt ind i dansk film – men alt for få har opdaget det