‘Disenchantment’: Manden bag ’The Simpsons’ gør comeback på Netflix

‘Disenchantment’: Manden bag ’The Simpsons’ gør comeback på Netflix
'Disenchantment'

Matt Groenings plads i historiebøgerne er sikret. Som skaber af ikoniske ’The Simpsons’ (1989-), hvis første 10 sæsoner rangerer blandt de bedste og mest raffinerede komedieserier nogensinde, har han præget de seneste årtiers populærkultur. ’Futurama’ (1999-2013) var knap så vellykket, men et glimrende ekstranummer. Siden blev der stille, men hvad havde Groening også at bevise?

Nu får vi så ’Disenchantment’, en helt ny serie skabt for Netflix.

I interviews har Groening talt om barndommens møde med tegneseriemagasinet MAD og dets skånselsløse parodier på film og tv-serier som afsæt for hans eget arbejde. Med MAD i baghovedet skabte han ’The Simpsons’ som en parodi på den klassiske sitcom, mens ’Futurama’ legede veloplagt med fjogede science fiction-troper.

’Disenchantment’ er showrunnerens favntag med fantasy og folkeeventyr. Det hele handler om prinsessen Bean, der ikke vil være prinsesse. Hun er en moderne kvinde i en middelalderlig verden – forestil dig ’Futurama’s Leela med et defekt moralsk kompas – og hun vil langt hellere drikke hjernen ud end tænke på sit forestående bryllup med en indavlet prins. Bean flankeres af Elfo, der er vokset op blandt evigmuntre nisser, men længes efter angst og depression, og dæmonen Luci, der er blevet pudset på Bean af skyggefulde kræfter.

Sammen roder de sig ud i en række uheldige episoder, der ved udgangen af de første tre afsnit endnu ikke rigtigt peger nogen steder hen.

Som alle feterede figurer har Groening sine kritikere. I animationsmiljøet hævder onde tunger, at hans spidskompetencer er at vælge merchandise og sætte sit navn på andres arbejde. Men hvis det passer, er han som minimum også dygtig til at vælge sine medarbejdere. Den dygtigt animerede ’Disenchantment’ bærer umiskendeligt mesterens fingeraftryk.

Man ser det i figurernes majestætiske overbid, små knapnæser og store øjne. Og man hører det på lydsporet, hvor velkendte stemmer fra ’Simpsons’ og ’Futurama’ garanterer maksimal deja vu.

Helt ned i opbygningen af jokes og gags minder ’Disenchantment’ så meget om sine storesøskende, at man som garvet seer af de to serier ofte kan forudse præcis, hvordan en komisk situation vil udspille sig. Punchlinen anes i horisonten på kilometers afstand. Rigtigt overraskende – og sjove – er typisk kun de løsrevne replikker, der synes smidt ind i sidste øjeblik af hasteindkaldte komikkonsulenter.

Lighederne med Groenings første to tv-serier er så store, at det er svært ikke at måle dem op imod hinanden.

Sammenlignet med ’Futurama’ mangler ’Disenchantment’ to afgørende forudsætninger for vellykket parodi: Indsigt og kærlighed. Hvor Groening – eller nogle, han ansatte – forstod og elskede alle de absurditeter, som lavkulturel science fiction vrimler med, så fornemmer man ikke samme intime kendskab til fantasy og folkeeventyr i ’Disenchantment’. Den riffer på generaliserede troper og arketyper, men savner den specificitet, der ville gøre parodien spiddende og troværdig.

’Disenchantment’ føles lidt som en gammel knarks latterliggørelse af det dér pjat, de unge går og fylder deres hoveder med.

‘Disenchantment’

Værre endnu, hvis man sammenligner med ’Simpsons’: ’Disenchantment’s figurer og forviklinger er fatalt todimensionelle sammenlignet med livets gang i Springfield. Serien markedsføres af Netflix til mature audiences, men hvor Homer og Marge havde sammensatte personligheder og genkendelige voksenproblemer – fra pengemangel til alkoholmisbrug til vindhekse i soveværelset – så er Groenings nye serie koblet sammen af troper og arketyper, der for længst har mistet al forankring i virkeligheden.

Men ’Disenchantment’ adskiller sig afgørende fra sine forgængere på ét punkt.

’Futurama’ og ’Simpsons’ var overvejende episodiske, hvert afsnit fortalte sin egen historie. Beans fortælling er langt mere fortløbende. Ud fra de tre afsnit, anmeldere har fået adgang til, er det svært at vurdere, om det kan blive seriens redning. Måske bliver figurerne mere nuancerede, som serien skrider frem? Måske bliver plottrådene bundet sammen i en særligt nydelig sløjfe til sidst?

I optimismens navn, for gamle dages skyld, og fordi den trods alt er kompetent skruet sammen, får ’Disenchantment’ en middelkarakter.

Men hvis Groening virkelig er den auteur, han præsenterer sig selv som, så bør han stoppe her, mens legen er god. For laver du et koordinatsystem over mandens karriere som showrunner, hvor den vandrette akse repræsenterer tid og den lodrette kvalitet, så går det kun én vej: Mod det kreative nulpunkt.


Kort sagt:
Prinsesser på druk, depressive nisser og kyniske dæmoner. I sin nyeste serie skifter ’Simpsons’- og ’Futurama’-skaber Matt Groening sitcom og scifi ud med fantasy og folkeeventyr. Men ’Disenchantment’ er et svagt ekko af sine forgængere. Den er kompetent skruet sammen, men hverken virkelig vedkommende eller særligt sjov.

Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.

Tv-serie. Hovedforfatter: Matt Groening. Stemmer: Abbi Jacobson, Nat Faxon, Eric André. Spilletid: 10 afsnit á 30 min.. Premiere: Den 17. august på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af