‘Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot’: Joaquin Phoenix leverer et dybt og indfølt portræt

Hvis man skulle være lidt streng, kan man godt sige, at Gus Van Sant ikke har lavet en god film i 10 år. Ikke siden ’Milk’ i 2008, hvor Sean Penn spillede Harvey Milk, San Franciscos første homoseksuelle borgmester, har Van Sant haft et rigtigt publikums- og kritikerhit.

I det hele taget har man aldrig kunnet være sikker på, hvad man fik, når man så en ny film af Van Sant. Det er da også ofte de tidlige film ’Drugstore Cowboy’ og ’My Own Private Idaho’ fra henholdsvis 1989 og 1991, der nævnes i forbindelse med hans navn.

Nu er han heldigvis tilbage med en film, der godt nok ikke er et rent hit, men heller ikke et miss – en gedigen film, der tydeligt bærer Gus Van Sants fingeraftryk: en følsom portrætfilm af en amerikansk original og en historie om afhængighed, fald og oprejsning i den marginaliserede del af USA. Filmen, med nok årets længste titel ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot’, genforener Van Sant med Joaquin Phoenix, de arbejdede sidst sammen i 1995 på filmen ‘To Die For’. Phoenix spiller John Callahan, en alkoholiker, der som 21-årig bliver lam i det meste af kroppen i et trafikuheld, hvor en drikkefælle (spillet af Jack Black i filmen) under stærk påvirkning totalsmadrer Callahans bil.

Filmen hopper fragmentarisk frem og tilbage i Callahans liv som lammet og kørestolslænket. I kørestolen opdager han et talent for at tegne humoristiske tegneseriestriber – ofte med lidt kontroversielt indhold om handicappede, nonner og den slags – som bliver hans redningsanker ud af depressionen og alkoholen (det, og en smuk svensk stewardesse, spillet af Rooney Mara). Filmen er baseret på den rigtige John Callahans selvbiografi af samme navn (Callahan døde i 2010 under en operation), Callahan fik i 27 år bragt sin stribe i en lokalavis i Portland, Oregon.

Det er en opløftende og inspirerende historie, som man samtidig har set mange gange før – om et menneske, der kæmper sig op at et dybt, sort hul og får skabt et liv for sig selv. Callahans alkoholmisbrug sender ham i armene på Anonyme Alkoholikere og deres 12-trins program. Hans sponsor bliver Donnie, en homoseksuel rigmandssøn, der ligner en slags Bee Gees-Jesus med dybt nedknappet skjorte og langt hår. I sin kæmpevilla holder han private møder med en gruppe blandt andet bestående af Corky, den rige forstadshustru, der en dag blev træt af det hele (spillet af Kim Gordon fra Sonic Youth), og tyskeren Hans (Udo Kier fra blandt andet ‘Riget’).

Callahans historie bliver derfor også en hyldest til AA og sponsorordningen, Donnie vifter alle sine grislinges (som han kalder sin sponsorbørn) undskyldninger for misbruget bort og trænger direkte ind i problemernes kerne. Det er ganske smukt at se Callahan komme igennem de 12 trin.

Filmen er sjov, det er fornøjeligt at se Joaquin Phoenix komme drønende ned ad fortovet i sin elektriske kørestol med hovedet hoppende som en bobbelhead-figur på instrumentbrættet. Men det er først og fremmest castet, og især Phoenix, der løfter materialet op. Phoenix beviser endnu engang sit store talent og leverer et dybfølt og indfølt portræt. Også Jonah Hill leverer en god figur i den lakoniske, men varme Donnie, der flittigt citerer Lao-Tzu og kalder gud for Chucky (efter dræberdukken), fordi han er så uberegnelig. Filmen giver også sympatisk indblik i en marginaliseret gruppe – handicappede – og deres udfordringer med eksempelvis sex.

Nogle vil nok finde filmen for sentimental, men man skal være ualmindeligt kynisk for ikke at lade sig smitte af John Callahans livsglæde og triumf over handicappet og alkoholen. Callahans striber er heldigvis også hyppigt til stede i filmen som små animerede vignetter – og de er morsomme. Og om ikke andet så se den for det fantastiske 70’er-tøj og -farver. Trompetbukser til alle!

Læs også: Interview med Joaquin Phoenix – »Det er fucking ubehageligt, i hvert fald for mig«