‘Fornærmelsen’: Oscar-nomineret drama nedriver de rasende mænds fæstninger
Hvis jorden kunne tale, ville den råbe i Libanon.
Det er et land, der synes fastlåst i fortidens traumer og som resultat er næsten kronisk splittet i etniske og religiøse grupperinger. Blodet fossede i borgerkrigen fra 1975 til 1990, hvor kristne og muslimer og fordrevne palæstinensere – med flere – tog livet af hinanden.
Blodet er siden størknet, men dem, der så det, og sågar dem, der ikke gjorde, er formet af spændingerne og sørger for, at skellene forbliver skarpe.
Det kan vise sig i det store, som når valgkampens politiske ræsonnementer drukner i en skinger brydekamp med bund i tilhørsforhold. Og det kan vise sig i det små, som når en palæstinenser forsøger at reparere en kristen libanesers nedløbsrør uden hans tilladelse.
Det er det sidste scenarie, der ender med at åbne sårene i Beirut i det Oscar-nominerede drama ’Fornærmelsen’ (’The Insult’). For den kristne libaneser Toni Hanna og palæstinenseren Yasser Salameh nøjes ikke med at skændes om en defekt tagrende, sidstnævnte brækker også et par af Hannas ribben, da libaneseren ærgrer sig over, at Ariel Sharon ikke fik bugt med alle palæstinensere, få centimeter fra Salamehs kogende kontrafej.
Man aner fra start, at kamphanerne skjuler bløde punkter bag rejste børster, og man græmmer sig over, at de ikke kan begrave deres kiv med et håndtryk.
Det handler om en skrøbelig maskulinitet, en frygt for ydmygelsen, der tvinger dem til at fastholde deres positioner i stedet for at krybe ned og væk. Men i endnu højere grad handler det om den kulde, der har hersket mellem palæstinensiske flygtninge og etniske libanesere, siden staten Israel blev oprettet, og som eksploderede under borgerkrigen.
Salamehs stenfjæs kan ikke skjule, at øjnene har set, hvordan det palæstinensiske mindretal er blevet hånt og pint og plaget i Libanon, både politisk og på gadeplan. Han er en dødseriøs civilingeniør, men bor i et kvarter, der rubriceres som en flygtningelejr.
Hanna husker omvendt borgerkrigens ofre, og man fornemmer tidligt, at hadet til palæstinensere er så rodfæstet, at det ikke kun kan være overleveret.
’Fornærmelsen’ afvikler duellen, først på gaden, så i retssalen, med patos i ord og billeder, og enkelte gange koger den nationens skel så belejligt ned i enkelte personer, at lærredet knirker. Som når anklageren, der vil have Salameh i brummen for vold, viser sig at være far til forsvarsadvokaten, den kvindelige humanist, der kæmper for palæstinensernes rettigheder efter årtiers diskrimination.
’Fornærmelsen’ er sine steder heftig – heftig nok til, at den fik en Oscar-nominering, vil onde tunger hvisle – men den er ikke helt naiv. Den forestiller sig ikke, at en vrede, der har bund i ultimativ sorg, bare kan lindres med gode ord og handlinger. I stedet nedriver instruktør Ziad Doueiri de rasende mænds fæstninger, uden at udsmykke deres karaktertræk, og rejser langsomt tilbage til deres vredes udspring.
Særligt én scene gør indtryk: Da Salameh og Hanna nærmer sig et fælles fodslag, ikke med kærtegn, men med eder, forbandelser og så en knytnæve.
Det er i de øjeblikke, hvor Hollywood-symbolikken svinder ind og levner plads til, at mændene kan tø op på deres egne præmisser – med hadet og smerten som evig baggage – at ’Fornærmelsen’ overbeviser som menneskeligt drama.
Kort sagt:
Oscar-nominerede ’Fornærmelsen’ er sine steder højtravende, men den er ikke helt naiv. Når den er bedst, sitrer det menneskelige drama, fordi det tager hadet og smerten, der rækker årtier tilbage i Libanons historie, alvorligt – selv når det gælder infantile skænderier om nedløbsrør.