Er ‘First Man’ så antiamerikansk, som det hævdes? Nej, tværtimod!

KOMMENTAR. Da ’First Man’ fik verdenspremiere på Venedig Film Festival i slutningen af august, var de gode anmeldelser og rapporterne om filmens historisk spektakulære rumscener henvist til en sekundær plads i mediernes dækning.

I stedet blev forstørrelsesglasset rettet mod én specifik detalje i den nye film fra manden bag ’Whiplash’ og ’La La Land’, Damien Chazelle, hvor Ryan Gosling spiller Neil Armstrong, den første mand på Månen: At filmen ikke viser det ikoniske øjeblik, hvor Armstrong planter det amerikanske flag på den sandede måneoverflade.

Den republikanske senator Marco Rubio tweetede således:

Og i det berømte/berygtede Fox News-program ’Fox and Friends’ udtalte kommentatoren Ainsley Earhardt: »Det her er, hvor vores land er på vej hen. De mener ikke, at USA er fantastisk […]. Det er retningen – de er bange for at bruge det amerikanske flag«.

En Twitter-stormbølge for og imod fulgte, naturligvis, og hurtigt blev det først og fremmest det emne, alle fra Damien Chazelle og Ryan Gosling til selveste Second Man, Armstrongs medastronaut Buzz Aldrin, blev spurgt om i forbindelse med filmen.

Chazelle replicerede, at ’First Man’ er Armstrongs personlige saga, og at han ønskede at sætte fokus på »Neils ensomme øjeblikke på månen«. Ved at menneskeliggøre ikonet ville den heroiske og historiske præstation træde tydeligere frem, forklarede han. Neil Armstrongs sønner har på tilsvarende vis – sammen med forfatteren bag bogen, filmen primært er baseret på – forsvaret fraværet af flagrejsningen med, at Chazelle & co. med årevis af research i ryggen har forsøgt at komme bag om myten og fortælle alt det, folk ikke allerede vidste i forvejen.

Og Gosling? Han jokede med, at han ikke havde noget problem med beslutningen, fordi han selv er… canadisk.

Batman på Månen

Fælles for de mest opildnede kritikere i flagkontroversen har været, at de endnu ikke havde set filmen, da de følte behov for at dele deres holdning med omverdenen. Og spørgsmålet, nu hvor filmen har fået dansk premiere, er således: Er ’First Man’ en antipatriotisk fortælling, der negligerer det specifikt amerikanske i den monumentale månelanding?

Allerførst bør det slås fast, at ’First Man’ faktisk viser flaget på månen i et smukt totalbillede. Og i en montage af tv-klip erklærer en fransk kvinde entusiastisk, at hun vidste, amerikanerne ikke ville fejle. På et tidligere tidspunkt fastslår en af astronauterne, at nu skal sovjetterne ned med nakken.

På et overfladisk plan er der således ikke noget at komme efter. Og faktisk kan Chazelles film snarere anklages for det modsatte: For at dens patriotisme tynger fortællingen.

Sandt er det, at Goslings udgave af Neil Armstrong er en menneskeligt fejlbarlig helt. Traumet fra hans toårige datters tragiske død fremstilles som den psykologiske nøgle til hans følelsesmæssige indelukkethed og hans ensporede fokus på at få missionen til at lykkes. Han flygter fra sin sorg, samtidig med at månefærden måske kan forløse den. Han har svært ved at håndtere rollen som familiefar, og da han skal forklare sine to sønner om farerne ved sin forestående rejse, forfalder han til akavede pr-floskler.

Hvor uperfekt han end er i privaten, er han nærmest robot-agtigt beslutsom i sit arbejde. Stædig, viljestærk og i stand til at bevare roen under selv det mest umenneskelige pres. Han er en martret leder, hvis evner forpligter til at bringe almenvældet glæde og håb, selvom hans egen glæde er til at overse.

Den amerikanske karakterstyrke

Lyder det bekendt? Kunne det ikke også være beskrivelsen af en gængs cowboy fra western-myten, af en effektiv soldat i krigen, af John McClane i ’Die Hard’, ja, selv af Batman? Også hos Bruce Wayne er traumet en katalysator for hans kamp for og offer til mankind.

Neil er ikke prototypen på en charmerende, poleret, overskudsagtig helt. Han er en anden form for prototypisk amerikansk heltefigur, som er tæt knyttet til nogle af de mest grundlæggende fortællinger i skabelsen af USA. Fortællingen om enerens kapacitet til at overkomme selv de mest udfordrende opgaver ved egen ukuelige kraft – og om den amerikanske exceptionalisme, der hæver landet over andre nationer.

I sin anmeldelse for The New Yorker går den dybt idiosynkratiske kritiker Richard Brody så langt som at kalde ’First Man’ for »værdig til at blive et højrefløjens fetisch-objekt«, en film af »misledt, kultisk længsel efter en tidligere æra i USA’s liv, en der ikke er defineret af konservativ politik, men snarere af et snævert og tilbageskuende følelsesmæssigt perspektiv«.

Det er groft overdrevet. Brody fremhæver, hvordan filmen (mest prominent i en oplæsning af Gil Scott-Heron-digtet ’Whitey on the Moon’) latterliggør de minoritetsstemmer i samtiden, der kritiserede våbenkapløbets astronomiske ressourceforbrug. Men man kan lige så godt argumentere for, at Chazelle og manuskriptforfatter Josh Singer uden at tage endegyldigt stilling blot lægger op til diskussion af, om resultatet kunne retfærdiggøre implikationerne.

Vi overværer således den ene astronaut efter den anden miste livet i den galaktiske opdagelsesrejses navn, og uden at afsløre for meget er slutbilledet også båret af et vemod, som står i en slående kontrast til triumfen kort forinden.

Ledemotivet til Neil og hustruen Janets ægteskab i Justin Hurwitz’ fremragende score (fang det på Spotify) er da også båret af en strengebaseret melankoli, der nærmest bringer tankerne hen på ’Cavatina’-tonerne fra Vietnam-mesterværket ’The Deer Hunter’. Begge film handler om mænd, der ofrer sig selv i en højere sags tjeneste, men hvor ’The Deer Hunter’ helt tydeligt tvivler på, om sagen nu også var så ædel endda, ophøjes sagen trods alt med anderledes bravur i ’First Man’.

I sidste ende er Chazelle og Singer nemlig så fuld af beundring for Armstrongs ydmyge, indestængte kraftpræstation, at han reduceres til netop disse egenskaber. Og dette forsnævrede blik på hovedpersonen hæmmer en historie, der netop sætter sig for at tage os med bag facaden. Goslings Neil træder aldrig ud af western-støvlerne i en film, der dyrker myten om en særligt maskulin amerikansk karakterstyrke og derigennem også selve myten om Amerikas Forenede Stater.

Mens Spike Lee tidligere i år helt bogstaveligt trak alle farver ud af det amerikanske flag i slutningen af ’BlacKKKlansman’, er Stars and Stripes tegnet fyldigt op i ’First Man’.

Læs også: Anmeldelse af ‘First Man’