Yael Stone, som vi bedst kender som Lorna Morello i Netflix-serien ’Orange is the New Black’, anklager den prisvindende australske skuespiller Geoffrey Rush for seksuelt krænkende adfærd.
Anklagen skete i forbindelse med et nyt interview med The New York Times, hvor Stone forklarer, at Rush ved flere forskellige lejligheder krænkede og overskred sine grænser mod hende under deres samarbejde på ’The Diary of a Madman’ tilbage i 2010.
Stone fortæller, at Rush blandt andet viste hende sin penis i omklædningsrummet, at han ved hjælp af et spejl så på hende, da hun gik i bad, at han rørte hende »på en meget seksuel måde« under et awardshow, og at han sendte hende seksuelt eksplicitte sms-beskeder.
»Der var ingen del af min hjerne, der overvejede at tale til nogen af officiel sagkyndighed. Det var en kæmpestor stjerne. Hvad ville de gøre? Fyre Geoffrey og beholde mig?«, spørger den australske skuespillerinde i interviewet.
Geoffrey Rush har efterfølgende udtalt til The New York Times, at Yael Stones anklager er »ukorrekte og i visse tilfælde taget fuldkommen ude af kontekst«. Dog knytter den Oscar-vindende skuespiller også en undskyldning til sin udtalelse.
»Jeg er oprigtigt og inderligt ked af det, hvis jeg har forårsaget hende nogen bekymringer. Dette har helt bestemt aldrig været min hensigt«, lyder det fra Geoffrey Rush.
Læs de fulde citater fra begge de australske skuespillere via Yael Stone-interviewet i The New York Times.