KOMMENTAR. I Charlotte Sachs Bostrups biografaktuelle ’Mødregruppen’ vender Danica Curcics overklassefrue tilbage til rødderne i den lille fynske by Korinth. En Oehlenschläger-pittoresk provinsperle omgivet af den form for romantisk bølgende kornmarker og varme lys, der gerne karakteriserer landidyllen på danske lærreder, som var den sponsoreret af OTA Solgryn.
Den snobbede storbysnude på vaklende stiletter skal lære om sunde værdier fra rigtige mennesker med fødderne solidt placeret i den fynske muld, hjemmedrejet keramik mellem hænderne og brunsviger i ovnen. Fyn på film er så fin, men fynsk not so much, hvorfor ’Mødregruppen’s hovedpersoner taler skuespillerskolerigsdansk, så alle kan være med. Og det er Curcic og co. faktisk langt fra alene om, skønt adskillige instruktører i disse år gladelig flytter projektørerne uden for Københavns hipstermure (i modsætning til, hvad DF og Mette Boch har overbevist hinanden om).
Takket være FilmFyns myreflittige indsats for at trække film og serieproduktioner til øen valfarter stjernerne over Storebælt og i særdeleshed til Svendborg, hvori og omkring DR’s ’Avingerne’, Hella Joofs ’Happy End’ og Paprika Steens ’Den tid på året’ foregår. Også her brillerer det fynske imidlertid ved sit fravær, ligesom det ditto skortede på jysk i Frederikke Aspöcks ’Rosita’ – der specifikt centrerede sin handling om en lille flække på Vestkysten – og i Kasper Torstings ’I krig og kærlighed’, der blev optaget på Als.
Ingen dialekt er dog næsten at foretrække over eksempelvis ’Badehotellet’s systematiske overgreb på de jyske toner på TV 2, og når man momentvis kan glæde sig over en gedigen accent a la Henrik Birchs i ’Klumpfisken’, er det med det aber dabei, at skuespilleren selv har nordjyske aner. Så deeet…
Hvis en ærkeenglænder kan levere et troværdigt »howdy«, kan en sjællænder naturligvis også lære at mestre »godaw«, ikke mindst med tanke på, hvor mange af vores hjemmegroede skuespiltalenter allerede formår at boltre sig på diverse fremmedsprog i udlandet. TV2’s seriehits ‘Norskov’ og ‘Dicte’ ownede i sin tid begge deres (troværdige) jyske røster uden at forskrække seerne, så hvorfor filan kaster filmproducenterne ikke en skilling efter et par sprogtrænere, hvis hyre (uden at jeg er bekendt med timelønnen) vel næppe kan være den post, der vælter budgettet?
Det er ikke alene et skår i filmenes autenticitet, men ærgerligt for vores alle sammes rummelighed, at dialekterne udviskes i mainstreamkulturen. Ikke mindst fordi fravalget mere eller mindre uforvarende forstærker bedagede fordomme om, at jysk, fynsk, lollandsk etc. trods alt er for fjollet at skulle lægge øre til for det brede publikum, med mindre det altså bruges til at sige noget specifikt om en karakter – a la Ulrich Thomsen og Nicolas Bros bonderøvsjyder i Ole Bornedals tåkrummende ‘Dæberne fra Nibe’.
I dansk film er dialekter ikke noget, man har, men noget man er.
Et klassisk fesent argument går på, at accentvariationerne kan være vanskelige at forstå (særligt når de i forvejen mumler noget så forskrækkeligt på DR, uha), men i de fleste tilfælde vil det højest være et spørgsmål om tilvænning, og ingen har vist endnu taget skade af at spidse ører. Det er fascinerende, at vi har så mange forskelligartede dialekter i så lille et land som Danmark, så hvorfor tegne et misvisende lydbillede af, at størstedelen af befolkningen taler indre københavnsk, hvad end de er bosat i Sønderborg eller Hvidesande? Lad os da komme hinanden lidt ved!
Senere i år giver Sidse Babett Knudsen den som fynsk mafioso i instruktør Jeanette Nordahls ’Kød og Blod’. Vil hun udstede trusler på fynsk? Oddsene er ikke i fynboernes favør, men det ville da være leifig, ikk’ oss’ da?
Læs også: 15 danske film, vi slet ikke kan vente med at se i 2019