’O.G.’: Jeffrey Wright tager HBO’s fængselsfilm til et helt nyt niveau

’O.G.’: Jeffrey Wright tager HBO’s fængselsfilm til et helt nyt niveau
Jeffrey Wright i 'O.G.'

Jeffrey Wright er sine roller. Hans blotte tilstedeværelse tilføjer typisk et strøg aristokratisk intellekt til store franchises og genrefilm. Fint nok. Får han dog tiden og pladsen, bliver han til kunstneren Basquiat, dragqueen’en Belize i ’Angels in America’ eller omskiftelige Bernard i ’Westworld’.

I fængselsdramaet ’O.G’ glemmer man hurtigt Wright bag fangen Louis, titlens ’original gangster’. Han har ganske vist Wrights ømme melankoli i øjenkrogen, og den genkendelige sprøde røst ligger bare et par oktaver dybere end normalt. Men ellers ser man kun en aldrende fange, der efter 25 år bag murene nu kun er få uger fra friheden.

Som noget unikt og nærmest uset har dokumentaristen Madeleine Sackler placeret Wright i det virkelige Pendleton-fængsel i Indiana blandt virkelige dødsfanger med mord på samvittigheden. Wright er med tatoveringer, kraftig fuldskæg og gestik blevet en af dem. Og så alligevel ikke helt.

For som Louis er hans tid som fængslets djævelske kingpin med carte blanche til damebesøg passé. Yngre kræfter har taget over. Louis befinder sig i et mærkeligt, marginaliseret limbo med små væddemål og arbejdet på stedets autoværksted med andre indsatte veteraner som gøremål.

Den snarlige fremtid udenfor med sin lille datter synes mere truende end befriende set gennem Louis’ bekymrende tungsind.

Hans usikkerhed vises i en række drømmemontager. Som da han tidligt i filmen lader hånden glide langs fængselsmuren, indtil granitten smuldrer, og en halv arm kommer til syne på den anden side. Det er disse magiske øjeblikke, de afstandstagne totaler af Louis’ ensomhed og det til tider for stemningsdikterende score, der løsriver ’O.G’ fra en oplevelse á la ’The Wire’ af observeret virkelighed.

Sackler har tidligere dokumenteret fire sorte ghettofamiliers tilfældighedsspil for at sikre deres børn en potentielt bedre uddannelse og dermed lysere fremtidsmuligheder i ’The Lottery’. Som David Simon interesserer Sackler sig for de forskellige racepåvirkede magtstrukturer i samfundet og deres sammenhæng. Hun har dog ikke samme tæft for at omsætte de realistiske aktører til levende drama med menneskeskæbner i ubarmhjertige og ofte tragiske regnestykker.

Tragikken kan ellers skimtes på lang afstand, da Louis risikabelt (og noget uforståeligt) beslutter sig for at navigere den yngre rod Beecher (Theothus Carter, der afsoner en dom på 65 år) uden om den eskalerende krig mellem en sort og hvid bande i fængslet. Ligeledes presser fængslets ombudsmand (William Fichtner) på for at få viden ud af Louis om bandernes dødsensfarlige positioneringsspil.

Fælderne kastes konstrueret ind fra siden, måske af frygt for, at vi ikke skal kede os. I Sacklers simrende spændingskurve er den ydre bandekonflikt aldrig det, det handler om. I en central scene spørger Louis en smart tilsynsværge (’Narcos’-stjernen Boyd Holbrook, der fungerede som skuespillercoach for de indsatte) ind til muligheden for hjælp til aktivering. Svaret bliver hængende i luften med de mintpastiller, tilsynsværgen glemmer i sin hast ud.

Det handler om at begribe følelsen af som mangeårig fange at leve en fremtidsløs tilværelse, hvor den trivielle hverdag af rutinebårne fiksfakserier er at foretrække frem for glemslen i systemet på den anden side.

Det er Wrights fortjeneste, at den vision mestendels føles realistisk, og at det forventede katarsis inden for fængslets murer, som man har set så mange gange før, afløses af en snigende tragedie med udsigten til livet på den anden side.


Kort sagt:
Storspillende Jeffrey Wrights kamæleonske inkarnation af indre konflikter flytter blandingen af realistisk setting og middelmådigt fængselsdrama op på et helt andet niveau.

Spillefilm. Instruktion: Madeleine Sackler. Medvirkende: Jeffrey Wright, Theothus Carter, William Fichtner, Boyd Holbrook, David Patrick Kelly. Spilletid: 105 min.. Premiere: HBO Nordic den 24. februar
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af