’Blaze’: Ethan Hawkes film om overset musiker brænder smerteligt og smukt
Blaze Foley (1949-1989) er en af country-musikkens mange tragiske figurer. En kult-legende, en artist’s artist, der aldrig opnåede en status lig outlaw-country-kollegerne Merle Haggard, der fik et hit med en af hans sange – eller Townes Van Zandt, som han turnerede, skrev og drak med.
Selv hvis intet af ovenstående country-trivia rager dig en høstblomst, er der stadig masser af gode grunde til at indløse billet til ’Blaze’. Filmen rummer samme bredt appellerende portræt af et parforhold sat til countrytoner som den veloplagte ’Walk the Line’ om June og Johnny Cash, den rummer samtidig noget af den samme fortvivlelse, der lurer i Coen-brødrenes fiktive musikerportræt ’Inside Llewyn Davis’.
Med ’Blaze’ får Foley ristet en smuk rune af ingen ringere end instruktør Ethan Hawke, der demonstrerer stor kærlighed til materialet.
Filmen er med sine løvfaldsfarver, komplicerede kærlighedsforhold og poetiske spekulationer en universelt vedkommende fortælling, fortalt i en kalejdoskopisk stil, der hele tiden kredser om det fortalte med små hop frem og tilbage i tid. Der er flere elementer af Blazes opvækst som polioramt medlem af et familiegospel-band, Hawke berører ret overfladisk og en smule indforstået. Alligevel er der ikke en scene, man ønsker sig gjort anderledes, og man er med personerne på hvert skridt mod det smertefulde endeligt.
’Blaze’ betjener sig af to røde tråde i fortællingen. Den ene er et radiointerview med en af Foleys faste musikere (Josh Hamilton) og selveste Townes Van Zandt, der spilles med grødet stemme af en vellignende, skeletal Charlie Sexton. Derudover genbesøger vi Blaze Foleys sidste koncert, der med al uønskelig tydelighed viser, at countrysangerens liv helt til det sidste var plaget af larmende ligegyldighed fra en stor del af publikum.
Den friflydende fortællefacon ligner i påfaldende grad Blaze Foleys egen fabulerende, poetiske palaver mellem numrene. Flertallet af filmens karakterer er selv udøvende musikere –Kris Kristofferson som Foleys demente far er blot den mest celebre i slænget – og ligner en fuldbyrdet inkarnation af countrymusikken. Her er ikke skyggen af karikatur eller ’yee haw’-hylende klicheer. Alligevel flyder humoren under den rustikke, vejrbidte musik som en boblende bæk.
Blaze Foley spilles af den skuespildebuterende folk-sanger Ben Dickey som en introvert, lun bamsebjørn, også selvom bourbon og kokain fremkalder en Mr. Hyde. Vores gennemmusikalske og -elskelige hovedperson udvikler sig til en større og større original, i takt med at musikken (og alkoholen) i stigende grad kræver hans liv og vågne timer.
Kærlighedsforholdet til hans hjerteudkårne, Sybil Rosen, bliver sværere og sværere at vedligeholde grundet turneer, ærgrelser, barnløshed og utroskab. Selv efter den uundgåelige separation holder parret dog i nogen grad kontakten, og det er konens memoirer, som filmens manuskript er skrevet ud fra. Alia Shawkat (’Arrested Development’, ’Search Party’) klarer fint springet ind i en fuldbyrdet voksenrolle som ægtefællen og musen.
Man forlader biografsædet med fornyet tro på de magiske kræfter i en grædende countrysang – og naturligvis på det brede biograflærred.
Kort sagt:
’Blaze’ er som de bedste country-sange: Smertelig, poetisk og vedkommende. Også for folk, der aldrig kunne drømme om at tune ind på håndspillet musik spillet af hjerteblødende texanere iført cowboyhat.