’John McEnroe: In the Realm of Perfection’: Veloplagt og vittigt fabulerende portræt af ilter amerikansk netekvilibrist
CPH:DOX. Det varede længe, før jeg fandt ud af, hvorfor Julien Farauts tennisfilm handler om John McEnroe. Hvorfor ikke Borg, Lendl, Connors eller en af de andre? Det er ikke, fordi McEnroe var en dårligere tennisspiller end dem, tværtimod var han dominerende i starten af 80’erne, kulminerende i 1984, hvor han vandt 82 kampe og tabte tre, en statistik, der aldrig er overgået.
Det er bare, fordi det, han udstrålede, var alt andet end titlens perfection. Det var snarere kaos, et vildt og overrumplende spil, op til nettet, slice i baghånden, stopbolde her og der, krydret med spruttende vredesudbrud, ofte rettet mod dommeren, nogle gange mod fotografer.
Det var alt andet end poleret og perfekt.
Valget af McEnroe undrede mig ikke bare, fordi det lidt kølige begreb perfektion indgår i titlen – det får mig øjeblikkeligt til at tænke på den svenske ismand Bjørn Borg – det handler også om, hvordan dokumentaren præsenterer sig selv.
Egentlig starter den som en slags instruktionsvideo. Godt nok som en højpandet, fænomenologisk instruktionsvideo, der ligner noget Jean-Luc Godard og Jørgen Leth har skabt i fællesskab, men ikke desto mindre en instruktionsvideo. Sådan en, der viser tennisspillerens efterstræbelsesværdige bevægelser, fra grebet på ketsjeren til kroppens hældning.
Den franske tennisfotograf Gil de Kermadec, manden bag det arkivmateriale, Faraut bruger, indså hurtigt, at hans optagelser ville forblive kunstige, så længe han filmede spillerne på træningsbanen. Så han begyndte at indfange deres bevægelser under kampe, nærmere bestemt i den franske Grand Slam, Roland Garros.
Den sidste, han filmede var John McEnroe, den virtuose amerikanske vulkan. Problemet er bare, at Gil de Kermadecs nøje registrerende billeder reducerer McEnroe til teknik og kropslig kontrol uden at beskæftige sig med den personlighed, der var en så uomtvistelig del af hans spil.
I den første halve time af ’In the Realm of Perfection’ havde jeg det derfor, som om vi kun får halvdelen af McEnroe.
Men så sker der noget. Pludselig bevæger Faraut sig videre fra McEnroes server og baghåndsslag og begynder at vise hans berygtede nedsmeltninger, hans overfusninger af gud og hvermand.
I det øjeblik bliver dokumentaren pludselig til lidt af en genistreg.
Nok ville det være en skam kun at huske McEnroe for de hadske trusler, bøderne og buhråbene. Han var en mageløs tennisspiller, en overraskelsens mester og en ekvilibrist ved nettet. Men det, Faraut forstår, er, at McEnroes temperament er en del af hans succes. Han vandt ikke på trods af vreden, han vandt også på grund af den.
I nogle af de mest fascinerende optagelser eksploderer McEnroe og går hidsigt til dommeren, før han vender tilbage til baglinjen, udspyer eder og forbandelser, mens han støder bolden i grusset, så server han og vinder pointet med en overlegen flugtning.
Vores logik fortæller os, at han ikke er fokuseret nok til at sejre, men han gør det alligevel.
»En ting driver ham,« skrev den afdøde franske filmkritiker Serge Daney. »Den uendelige uretfærdighed, der overgik ham og kun ham. Han spiller kun godt, hvis han føler, alle er imod ham. Fjendtlighed er hans narkotikum«.
Imens understøtter billederne fint filmens analyser, både af McEnroe og af tennisspillet. Klipningen, der flår kampen i stykker og viser spillernes bevægelser igen og igen og igen, og de smukke 16 mm-billeder i slowmotion fremmedgør os for spillet, så vi ser det på en ny måde – og ser den måde, vi ser tennis på, på en ny måde.
Nogle af optagelserne er direkte gyldne. Som da McEnroe opdager Gil de Kermadecs lydmand og henvender sig til ham:
»Kan du se den her?«
Han peger på spidsen af ketsjeren.
»I din mund!«
Det med perfektionen begynder også at give mening, når McEnroes antipati mod dommerne udlægges som en projektion af hans forventninger til sig selv. De samme forventninger har han til dommeren. Om seriøsitet og professionalisme. Og han kan ikke fatte, at en flok amatører skal hive ham ned i grusset.
Man må dog have hele undertitlen med: In the Realm of Perfection. For filmen konstaterer, at perfektion ikke er mulig, men udforsker McEnroe med et røntgenblik, mens han sårbart rækker efter den. I en konstant kamp ikke kun mod sin modstander, mod dommeren, ja, nærmest mod hele verden, men også mod sig selv. Man kan næsten mærke selvleden, når han fejler ved nettet – og når filmen gentager pointet igen og igen.
Med til historien hører, at filmen bygger op mod en af de få kampe, han tabte på toppen af sin karriere, faktisk hans værste nederlag i karrieren. Finalenederlaget i 1984 til Ivan Lendl i fem sæt. Det er et fremragende punktum for filmen, og i de bedste nærbilleder af McEnroe forstår man, hvorfor Jean-Luc Godard sagde, at »film lyver, men det gør sport ikke«.
Det bliver måske lidt vidtløftigt, når dokumentaren postulerer, at McEnroe er som en filminstruktør på tennisbanen, fordi han kan skabe tiden. Omvendt er der noget om, at amerikaneren midt i sin ukontrollerede harme udøvede en slags kontrol over kampene – og dermed over kampenes tid.
Det er samtidig en præmis for dokumentaren, at den giver fuld spade i sine analyser. Den er proppet med psykologiseringer, på abstrakt filmteori, og på et tidspunkt sammenligner den sågar McEnroe med Jake LaMotta fra ’Raging Bull’ – og nå ja, Mozart.
Den fortaber sig dog aldrig helt i det intellektuelle overdrev som for eksempel den belgiske forfatter Jean-Phillipe Toussaints bog ’Fodbold’. Egentlig er dokumentaren lige så ofte underholdende og vittig, som den er selvhøjtidelig.
Og hvor jeg startede med at undre mig over, at den handlede om John McEnroe, endte jeg med at indse, at den ikke kunne have handlet om andre.
Kort sagt:
Julien Farauts dokumentar om John McEnroe starter som en både Godardsk og Lethsk instruktionsvideo i tennis, men ender som et veloplagt og vittigt fabulerende portræt af den iltre amerikanske netekvilibrist.
Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019
Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019