Katologi. Den er blød, sød og rød, hader aliens og fælder på din superheltekappe.
Nej, det er ikke Scarlet Witch, men derimod katten Goose, ‘Captain Marvel’s skarptandede luskepels af en ‘flerken’ i fåreklæder, der charmer Nick Fury i gulvet (Samuel L. Jackson som kattemenneske, så har man set det med) og har et par Avengers-handytricks under halsbåndet.
Enkelte onde Twitter-tunger har i de seneste uger hvæset, at Goose er lidet andet end Marvel-universets Jar Jar Binks (as if, kattekynikere), men ikke desto mindre skriver den røde daredevil in disguise sig ind i filmhistoriens prestigiøse Hall of Fame for røde misser, der på den ene eller anden vis er blevet kælet af kameraet i plotcentrale roller. For Hollywood er langt fra hverken farve- eller raceblind (*gisp*), når det kommer til singleheltes symbolladede dyreven – og ingen stjerne er så stor, at han eller hun ikke kan overskygges af et sidekick med spidse ører.
Sorte katte bringer uheld eller agerer support for Sabrina’er, gråmelerede typer er taget ud af Stephen King-mareridtet ‘Pet Sematary’, mens elitære hvide katte er Disney-Duchess’er og varmepuder for Bond-nemesisser.
Men de røde katte, de er noget ganske særligt og står således for frihed, egenrådighed og snilde. De har en uforlignelig sjette sans for ballade såvel som menneskets behov for beroligende selskab og sporadiske strejf af udiskriminerende ømhed. Og så er de lykkebringere, ifølge japansk mytologi, hvor den vinkende kat i farven rød beskytter mod ondskab og sygdomme og sikrer sin ejermand succes.
De ikoniske filmkatte
I Truman Capote-filmatiseringen ‘Breakfast at Tiffany’s’ spejler glædespigen Holly Golightly aka. legendariske Audrey Hepburn sin frihedstrang og retningsløse eksistens i sin røde kat, der slet og ret bliver kaldt … Cat:
»I’m like cat here, a no-name slob. We belong to nobody, and nobody belongs to us. We don’t even belong to each other«, siger Holly, der ved filmens slutning imidlertid lærer at favne kat og kærlighed midt i regnen.
Sigourney Weavers Ellen Ripley har ligeledes selskab af en rød hyggespreder, Jonsey, på rumskibet Nostromo i Ridley Scotts ‘Alien’. Jonsey bryder sig absolut ikke om den eponyme alien, og følelsen er gengældt, idet monstret tilsyneladende ikke er til kattemad (dét, eller også ved selv en xenomorph, at man ikke skal tirre en sofatiger) – hvorfor Jonsey og Ripley som de eneste overlever til opfølgeren ‘Aliens’. Her efterlader vor heltinde imidlertid den fluffy følgesvend i et rørende øjeblik: »And you, you little shit-head, you are staying here«, siger Ripley, inden hun drager ud på nye alien-eventyr og lukt mod sin egen (semi)død i tredje film.
Måske hun alligevel skulle have taget Jonsey med.
I Coen-brødrenes mesterlige musikdrama ‘Inside Llewyn Davis’ deler katten – hvis navn slutteligt afsløres som Ulysses, intet mindre – på mystisk vis identitet med Oscar Isaacs’ livskriseramte og gnavne musiker Llewyn (‘løvelignende’ på walisisk, mine damer og herrer). Llewyn klamrer sig til den røde pelstot, og sammen er de to rast- og rodløse baggårdskatte, der mere eller mindre ubevist søger tryghed i storbyjunglen. »Jeg er ikke en fucking kat!« råber Llewyn sågar til Carey Mulligans Jean, og da han (måske) rammer sit spirit animal med en bil i et af filmens mest ubehagelige øjeblikke, er det et grumt billede på den selvskade, han påfører sin egen splittede sjæl. Uf.
Et lignende sigende mand-kat-forhold ser vi i HBO-serien ‘The Night Of’, hvor John Turturros psoriasis-ramte og dybt ensomme advokat Jack Stone adopterer mordofferets kat, der ganske vist er rød og hvid, men som i lige så høj grad har brug for hans beskyttelse mod dyreinternatdøden, som han trænger til dens venligt miavende tilstedeværelse i sit liv. Scenerne, hvor Stone først forsøger at skille sig af med katten for til sidst at indse, at den beriger hans liv, er seriens mest humoristiske og oprigtigt rørende.
Endelig har vi blandt toppen af pusserpoppen naturligvis også Hermiones grumpy cat Crookshanks i ‘Harry Potter’, der holder Hogwarts musefri og slår irritabelt med halen, når der er mørk magi på færde – og som ifølge nogle fanteorier måske spiller en langt mere nuanceret rolle i Harry Potter-mytologien præ-Harry end først antaget (Crookshanks er endvidere halvt kat og halvt fabeldyr, en ‘kneazle’, der kan fornemme uærlige personer).
Pelset symbolik
På filmsettet er de røde katte fotogene på et rent praktisk plan: For ikke-dyrekendere er det givetvis lettere at læse deres ansigtsmimik end en flerfarvet eller kulsort kat, og visuelt matcher den røde pels Captain Marvel’s strålende outfit, samtidig med at den står i interessant kontrast til Llewyn Davis og Jack Stones anæmisk grumsede ydrer. Rød er en modig »se mig«-farve, og de røde katte både vil og skal ses som en signifikant medspiller, der fremhæver og/eller fremelsker de gode sider i en given helt eller heltinde.
Kattene lærer hovedpersonerne, at det ikke er en svaghed at blive bekendt sine blødere sider eller erkende, at man er ensom, og at man vokser som rummeligt menneske igennem ansvaret ved at tage sig af andre levende væsner. De tobenede karakterer har ganske vist ikke selv ni liv, men kattemyten minder dem om at tage vare på det ene, de har, ligesom det aldrig er for sent at sætte en ny kurs for sin skæbne, hvis man er misfornøjet i nuet.
Uanset hvor hårdnakket #teamhund du måtte være, bør du ikke skue filmkatten på knurrehårene, når Goose gør biografcomeback i ‘Avengers: Endgame’. Han er her for at spinde optimisme i heltehjerterne – og Thanos gør klogt i at huske sin antihistamin.
Læs også: Netflix’ aflysning af elsket latinoserie er ikke blot ærgerlig – den er hyklerisk