Netflix’ aflysning af elsket latinoserie er ikke blot ærgerlig – den er hyklerisk

KOMMENTAR. Den 20. februar udsendte skaber af den amerikanske komedieserie ‘One Day at a Time’, Gloria Calderón Kellett, et nedslående tweet om seriens fremtid:

»Mødtes med Netflix om ‘One Day at a Time’ S4. De gjorde det klart, at de elsker serien, elsker hvordan den tjener underrepræsenterede publikummer, elsker dens hjerte og humor, men… vi har brug for flere seere. De beslutter sig snart. Jeg ville ønske, jeg følte mig mere sikker. HVAD KAN DU GØRE? Sig til dine venner, at de skal se den!«

Seriens skuespillere skrev lignende opfordringer, og fans tog udfordringen op og udøsede deres kærlighed til serien på sociale medier, hvor hashtagget #RenewODAAT trendede. Hvis det ikke stod klart før, kunne ingen nu være i tvivl om, hvad serien betyder for den del af USA’s store latinobefolkning, der har opdaget serien og endelig føler sig repræsenteret af skildringen af en cubansk-amerikansk multigenerationsfamilie i Los Angeles.

Serien repræsenterer også queer-miljøet gennem familiens teenagedatter Elena, der springer ud som lesbisk og får en kæreste, der identificerer sig som ikke-binær, ligesom familien repræsenterer den amerikanske arbejderklasse med historien om den enlige mor Penelope, der kæmper for at få økonomien til at hænge sammen som sygeplejerske og desuden er mærket af at være krigsveteran.

Ved siden af sit tweet postede Calderón Kellett et screenshot af de tre sæsoners tårnhøje score på Rotten Tomatoes, hvor henholdsvis 97, 100 og 100 procent af de amerikanske kritikere for hver sæson har givet serien en positiv anmeldelse. Det er ikke bare et spørgsmål om repræsentation og politisk korrekthed: ‘One Day at a Time’ er en glimrende komedieserie. Sjov, rørende, velspillet – især Justina Machado og legenden Rita Moreno leverer virkelig varen – og aktuel med de mest elegante diskussioner, jeg nærmest har set i nogen serie om samtykke, sexisme, queer-forhold, racisme, immigration, stofmisbrug, angst og depression. Uden at det føles prædikende.

Men ak. I torsdags offentliggjorde Netflix, at tjenesten havde truffet en »virkelig svær beslutning« om, at den på grund af seriens lave seertal ikke »kunne retfærdiggøre« at producere en fjerde sæson.

Kun Netflix kender tallene

Tweetet er frustrerende på mange planer.

Det er virkelig en skam at aflyse en god, anmelderrost serie, der repræsenterer en befolkningsgruppe, som i stor stil bliver overset i medierne – både for latinosamfundet og for alle andre, der kan få nuanceret sit billede af demografien og kulturen i en tid, hvor den amerikanske præsident er parat til at erklære undtagelsestilstand for at finansiere en mur mellem USA og Mexico.

Men det mest frustrerende er Netflix’ hykleriske retorik om, hvor kede de er over at aflyse serien, og at det bestemt ikke skal ses som udtryk for ligegyldighed over for minoritetsgrupper.

»Til alle, der har følt sig set eller repræsenteret – måske for første gang – af ODAAT, tag ikke dette som en indikation på, at jeres historie ikke er vigtig. Strømmen af kærlighed for denne serie er en skarp påmindelse om, at vi må fortsætte med at finde måder at fortælle disse historier«.

Som NPR-kritiker Linda Holmes tweetede som reaktion i overensstemmelse med resten af kommentarsporet: »Det her er åbenlyst absurd. De har en helt fin måde at ‘fortælle denne historie’ på: at forny serien«.

Helt ærligt. Ét er, at Netflix ikke vil forny serien af økonomiske årsager. Det kan man godt forstå ud fra et rationelt kapitalistisk synspunkt. Men det ville klæde tjenesten at tage ansvaret på sig frem for at lade, som om beslutningen er ude af deres hænder. Mon ikke Netflix har midlerne til en beskeden multikamera-sitcom, hvis de virkelig ønskede at fortsætte – selvom serien ikke har en kæmpe seerskare.

Netflix’ model bygger netop på, at det enkelte programs seertal i modsætning til de reklamebårne netværksserier ikke har en afgørende betydning. Det er det samlede udbuds evne til at tiltrække abonnenter, der gælder. Derfor offentliggør Netflix heller ikke seertal, hvilket gør det umuligt at vurdere, hvor smalt eller bredt ‘One Day at a Time’ ramte. Ikke engang skaberne selv kender seertallene, og det gør det svært at argumentere imod beslutningen.

Som Gloria Calderón Kellett siger i et interview med Forbes: »De talte om, hvor meget de elskede at lave den, men det er en forretning. Vi kender ikke tallene«.

Hvor blev markedsføringen af?

Business Insider har til gengæld fået data fra analysebureauet Jumpshot, der fortæller, at seertallene er steget støt, og at tredje sæson er blevet set 34 procent flere gange i den første uge end anden sæson. Men det er åbenbart ikke nok.

Men når serien, som flere amerikanske kritikere og også Calderón Kellett har påpeget, er blevet meget lidt og meget smalt markedsført, er det øjensynligt en serie, der spreder sig langsomt gennem mund til mund. I Danmark har serien nærmest været usynlig – jeg begyndte at se den, fordi flere af mine amerikanske Facebook-venner med latinobaggrund anbefalede den varmt. Men jeg kan ikke se nogen grund til, at en god, almenmenneskelig familieserie ikke skulle finde et publikum, bare fordi karaktererne har latinamerikanske rødder.

Selvom serien naturligt har talt til et latinopublikum, er det ekstremt snæversynet ikke at markedsføre den til resten af Netflix’ abonnenter. Som en bruger ved navn Andrea Terroba rammende skriver som svar til Netflix’ Twitter-udmelding:

»Måske, bare måske, kunne I tænke på, at måden at fortsætte med at finde måder at fortælle disse historier på er at promovere dem mere, når de allerede er der, i stedet for at isolere den outreach til bare dem, I tror vil se. Det er simplistisk og tokenistisk. Det her var ikke en latinohistorie. Den resonerede med publikummer af alle slags, fordi 1) det er en familiehistorie 2) det er en AMERIKANSK historie, 3) det er en menneskelig historie om tab og kærlighed og frygt og håb. Følg med tiden«.

Der er den økonomiske hage, som Netflix ikke selv nævner, at ‘One Day at a Time’ produceres eksternt af Sony Pictures Television, som Netflix således betaler en licensafgift til. Som The Hollywood Reporter påpeger, fokuserer streamingtjenesten i stigende grad på egenproduceret indhold og har for nylig nedlagt fem superhelteserier fra Marvel og komedierne ‘Friends From College’, ‘Travelers’, ‘All About the Washingtons’ og ‘American Vandal’, der alle var produceret eksternt.

Hvorfor Netflix ikke er din ven

Som flere amerikanske kritikere har påpeget i weekenden, hvor historien har glødet på sociale medier, er det værste ved tweetet netop, at det er udtryk for Netflix’ sociale mediestrategi med at positionere sig som »en ven« frem for den kapitalistiske virksomhed, det er. »Vi« hedder afsenderen af det overfamiliære tweet, der taler direkte til den befolkningsgruppe, der »føler jer repræsenteret«. Som Vultures tv-kritiker Kathryn VanArendonk påpeger:

»’One Day at a Times’ aflysning føltes som et bedrag, fordi serien ikke blev aflyst af et gigantisk ansigtsløst medieselskab. ‘One Day at A Time blev aflyst af Din Online Ven @Netflix. Takket være Netflix’ udstrakte sociale medie-indsats føltes det fornærmende, tonedøvt og grådigt. Det føltes personligt«.

Og under rubrikken »’One Day at a Time’ og hvorfor Netflix er ikke din ven«, istemmer New York Times’ tv-kritiker James Poniewozik:

»Netflix kan, ligesom mange selskaber i disse dage, godt lide at præsentere sig selv på sociale medier som havende en personlighed og en spøgefuld stemme. (…) Men Netflix er ikke din kammerat, ligesom ABC eller HBO, eller hvem der har lavet dit tv-apparat, heller ikke er det. Det er ingen virksomhed. Det er en forretning, hvis formål er at trække penge ud af dig i bytte for underholdning. Men Netflix’ udtalelse – der (med rette) roser skuespillerne for deres gode arbejde og siger, at serien ‘føltes som hjem’ – positionerer Netflix som en skuffet fan frem for en virksomhed, der traf et valg«.

Nej, Netflix er ikke vores ven. De producerer mange gode serier og lægger platform til mangfoldige (og populære) stemmer som Ava DuVernay, Ryan Murphy, Alfonso Cuarón og Aziz Ansari. Ikke af sit hjertes godhed, men fordi repræsentation er en god forretning. Tjenesten har gjort inklusion til sit varemærke – indtil en serie ikke umiddelbart tjener penge. Jeg tror, det er en dårlig strategi at frastøde en stor gruppe mennesker på den måde, Netflix nu har gjort det med ‘One Day’, som de kunne have beholdt for et formodentligt lavt beløb.

Et tab af skærmkusiner

Men hvad ved jeg om forretning.

Hvad jeg ved er, at jeg og mange andre fans af serien er skuffede og vrede. Ikke mindst dem, der med Netflix’ ord »føler sig set eller repræsenteret«.

»Min historie er delt af mange børn af immigranter i USA. Som cubanskamerikaner så jeg sjældent mig selv i de film eller tv-serier, jeg elskede. Det har forandret sig en smule i de senere år med serier som ‘One Day at a Time’. Jeg betragter seriens karakterer som mine skærmkusiner. Intet andet medieprodukt har skabt den følelse«, skriver kritiker Monica Castillo i The Washington Post.

Og som journalist Vanessa Erazo, der er film- og tv-redaktør på latinokultursitet Remezcla, fastslår i et debatindlæg i New York Times:

»Udover at være en fornøjelse at se er den et sjældent eksempel på en tv-serie om de amerikanskfødte børn og børnebørn af latinamerikanske immigranter. Derfor er aflysningen mere end bare tabet af en kritikerdarling – det er en ekstrem udviskning af latinoer i en tid, hvor anti-latinoretorik oversvømmer vores politiske diskurs, og det er en påmindelse om Netflix’ lunkne støtte til vores historier, netop når vi har mest brug for dem«.

Læs også: De bedste komedieserier på Netflix

Læs også: HBO’s bedste komedieserier gennem tiden