Som altid er det så svært at spå om, hvem der vinder Guldpalmen, at man næsten lige så godt kan lade være.
Det skyldes dels, at det er umuligt at gætte sig frem til den ni m/k store jurys smag, og hvilke kompromisser de må indgå, for at alle bliver nogenlunde tilfredse. Og dels at reglerne er sådan indrettet, at en film kun kan vinde én af festivalens priser. Man kan således ikke vinde både Guldpalmen og en skuespillerpris. Undtagelsen er, at man godt kan vinde prisen for bedste manuskript eller Juryens Pris sammen med en skuespilpris.
Her fokuserer jeg på, hvem jeg helst ser som vindere af de forskellige priser – og hvem der har en realistisk chance. Ganske sikkert er det, at det kommer til at gå helt anderledes.
Guldpalmen
Bong Joon-hos satiriske thriller ’Parasite’ er den eneste af hovedkonkurrencens film, der har fejet benene fuldstændigt væk under mig. Og jeg tror, den har en god chance for at løbe med Guldpalmen. Det er en filmisk tour de force, den er fuldkommen lydefri, den er samfundskritisk med sin historie om over- og underklasse, og den er lavet af en instruktør, som i 15-20 år har skåret mesterlige film, men endnu ikke har vundet Guldpalmen. Faktisk har en koreaner aldrig vundet Guldpalmen, hvilket i sig selv er skandaløst, eftersom Sydkorea i årtier har været en af klodens mest interessante filmnationer.
Det eneste, der taler mod filmen, er, at den godt kan virke for let, for sjov til en festival, der ofte hylder det mere højtidelige. Og der er andre sandsynlige kandidater. Pedro Almodovars ’Pain and Glory’ må givetvis blive diskuteret seriøst af juryen. Spanieren har nemlig (heller) aldrig vundet Guldpalmen trods mange forsøg, og nu har han lavet sin mest selvbiografiske film, som mange hernede har været særdeles begejstrede for (selv var jeg mere lunken).
Outsidere er Celine Sciammas ’A Portrait of a Lady on Fire’, der ud over at være en udsøgt filmisk oplevelse, rammer ind i tidens kønsdiskussion (og kan bibringe den blot anden kvindelige Guldpalmevinder gennem tiden), Tarantino for ’Once Upon a Time in Hollywood’ på 25-året for Guldpalmesejren til ’Pulp Fiction’ og Terrence Malick for sit kunstneriske comeback med Anden Verdenskrig-fortællingen ’A Hidden Life’. Jeg tror dog trods alt ikke, Tarantino og Malick har lavet så uafviselige film, at en jury vil mene, at de død og pine skal have deres anden Guldpalme, nu hvor andre er blevet forbigået. Men man skal aldrig sige aldrig.
Grand Prix (andenpræmien)
Jeg ville egentlig pege på førnævnte ’A Portrait of a Lady on Fire’, men når det nu ikke kan være (se kvindelige skuespiller-kategorien herunder), så hepper jeg på Ken Loachs ’Sorry We Missed You’. Loach har vundet Guldpalmen to gange før, så en andenpræmie er på en måde lidt spildt på ham, men jeg satser på, at juryen ligesom jeg blev så overvældet af hans nøgterne og dog dybt rørende historie om en hårdt presset britisk arbejderklassefamilie, at de er nødt til at give ham ét eller andet.
Juryens Pris (tredjepræmien)
Den er skisme svær. Men jeg går med ’Atlantique’ af den første sorte kvinde i Cannes-hovedkonkurrencen nogensinde, Mati Diop. Hendes film om flygtninge og fattige i Dakar i Senegal er langt fra perfekt, men den skildrer et hjørne af verden, vi normalt ikke ser på film, og den taler med mystik og Claire Denis-inspireret kropslighed ind i et af tidens mest aktuelle emner. ’Atlantique’ deler vandene, men det vil være et progressivt valg af juryen. Den kan dog også gå til en anden fransk film, den hårdkogte politi- og ghettofilm ‘Les Miserables’ – det vil bestemt ikke være ufortjent.
Bedste instruktør
Jeg har en fornemmelse af, at juryen gerne vil belønne Quentin Tarantino for at have lagt så mange kræfter i at skrue sit ambitiøse epos ’Once Upon a Time in Hollywood’ sammen og klippe den færdig, så den kunne redde glamourdelen af årets festival. Det vil måske føles lidt småfornærmende at give Tarantino en sølv- eller bronzemedalje, men en instruktøranerkendelse er mere i en kategori for sig og vil være en måde at anerkende hans cinematiske mesterskab, der da også tydeligt kommer til udtryk i filmen. Terrence Malick kunne også være en stærk kandidat her af de samme årsager.
Bedste manuskript
Tja-tjo. Det kan gå alle veje. Et bud kunne være italienske Marco Bellochios gangsterepos ’The Traitor’ baseret på de virkelige begivenheder om Tommaso Buscetta, der var den første mafioso, som stak Casa Nostra, og hvis vidneudsagn førte til domme over 475 mafiamedlemmer. Instruktionen er temmelig altmodisch, men Bellochio fletter den mangeårige historie fint sammen. Men jeg ville nu nok selv foretrække palæstinensiske Elia Suleimans komedie ‘It Must Be Heaven’, der godt nok har ganske få replikker, men er baseret på en så velobserveret sketchagtig humor, at jeg fornemmer, at manuskriptet faktisk har været ret tight.
Bedste kvindelige skuespiller
Egentlig ville jeg pege på ’A Portrait of a Lady on Fire’ til Grand Prix, men så kan den jo ikke vinde andre priser, og den må være det mest oplagte valg til prisen for bedste kvindelige skuespiller. Stjernen Adèle Haenel og det relativt nye navn Noémie Merlant er brillante som henholdsvis den gifteklar rige kvinde og den talentfulde portrætmaler, der sender lange blikke efter hinanden. Den måde, de forvalter deres følelser på og kun akkurat formidler det nødvendige, er sublim skuespilkunst. Men hvordan skal man dog vælge imellem dem? Juryen kan lade dem dele prisen, og det synes jeg, de bør.
Bedste mandlige skuespiller
Vælger juryen ikke at give Guldpalmen til Almodóvars ’Pain and Glory’, må de da give skuespillerprisen til Antonio Banderas. Den spanske stjerne leverer en af karrierens bedste og mest modne præstationer som fysisk plaget filminstruktør, der kigger tilbage på sit liv. Banderas er efter en mildt sagt svingende Hollywood-karriere aldrig for alvor blevet anerkendt, men nu har Cannes-festivalen chancen for at råde bod. Og det vil også være en indirekte anerkendelse af Almodóvar, som i sin tid opdagede Banderas og altså nu har givet ham et comeback.
Læs også: De 10 bedste film vi så på årets Cannes-festival