’Sunset’: Opfølgeren til ’Son of Saul’ er storslået tunnelsyn
Ungarske László Nemes fæstner som ingen andre sit kamera på og sin lid til mennesket, der guider os. I ’Son of Saul’ blev titelkarakteren en ledestjerne i koncentrationslejrens kaos. Hans absurde projekt med at sikre en ærefuld begravelse for en død dreng udviklede sig til en rystende smuk mission for menneskeligheden midt i et historisk mørke.
I Nemes’ ventede opfølger ’Sunset’ er stilen den samme, men historien hypnotisk tåget som sin hovedkarakter. Hvad er det egentlig, Írisz Leiter (Juli Jakub) leder efter i næsten to en halv time, efter hun i filmens start vender hjem til den unge storby Budapest i 1910? Det er uklart og dog slet ikke så uhåndgribeligt, som mange anmeldere har gjort det til efter verdenspremieren på Venedig-festivalen sidste år. Men et vist kendskab til strømmene bag Østrig-Ungarns opløsning i 1918 er altafgørende.
For da Írisz i filmens første scene bliver bedt om at løfte sløret på den store, dekadente modehat, hun prøver og koldt stirrer ind i kameraet, er det utvivlsomt et forvarsel. Et forvarsel om hendes erkendelse af et klasseståsted, som hun og vi skal bevæge os hen imod gennem en lang og til tider klaustrofobisk labyrint.
Faktisk er Írisz slet ikke kommet for at prøve hatte, men for at søge arbejde hos den fine hattemagerforretning, der bærer hendes efternavn. Modtagelsen er ikke just varm. Slet ikke fra forretningens bestemte ejer Oszkár Brill (Vlad Ivanov). Han bøjer sig først, da Írisz tilbyder at arbejde gratis. Senere får vi fortalt, at hendes forældre grundlagde forretningen, før de gik bort i en brand. Írisz var to år og blev sendt væk.
Handler ’Sunset’ så om eftersøgningen på en tabt fortid? Til dels.
Vi følger Írisz ud af butikken, ud hos resten af det højere borgskab i det guldbestøvede gadebillede. Selv med kameraet fastholdt på Írisz fornemmer man et periodisk genskabt vælde uden sidestykke. Få nulevende fotografer har det naturlige lys i sin magt som Mátyás Erdély. Men ligesom i debuten lader Nemes det lige så meget være op til publikum at danne billeder til det monumentale lydunivers, der foregår omkring vores begrænsede udsyn.
Hvor Saul aldrig fjernede sig fra sit mål på trods af de utallige forhindringer, han blev udsat for, driver Írisz som en søvngænger retningsløst rundt efter hver en svag hvisken af information. Blandt andet i krogene på det kummerlige hjem, hvor Írisz bor sammen med resten af forretningens unge kvindelige modister.
En nat bliver Írisz opsøgt af den vilde Gaspar. Han er ude efter hendes bror. Hun er intetanende om brorens eksistens. I det pæne borgerskab associeres brorens navn med mordet på en greve fem år tidligere. Før det arbejdede broren også for hattemageren. Han er forsvundet, men er han også det monster, de beskriver?
Handler ’Sunset’ så om eftersøgningen på broeren? Til dels.
Eftersøgningen er først og fremmest symbolsk og fortalt i symboler. Írisz er et blankt stykke papir, som kortlægger samfundet og langsomt tager farve af det, hun ser. Hun fører os fra skyggen af den mandsdominerede elite, der indtager det sidste skær af overflod og nationalistisk ophøjelse fra kompromisaftalen med Østrig, og helt ned i nationens underbevidsthed af forbigåede stemmer, som lurer i mørket. Vi er først sikre på retningen, da Írisz smider hatten i mørkets frembrud.
Når man fristes til at stå af ’Sunset’, skyldes det, at Nemes med sit stilvalg og sin blege hovedkarakter gør den konkrete historie for Kafka’sk feberdøsende og fremmedgørende ubetonet. Det komplekse historiske spil fordrer makrooverblik snarere end tunnelsyn. Af den grund vil nogen sikkert undre sig over, om turens udmunding i en skyttegrav under Første Verdenskrig har anden betydning end at hylde Stanley Kubricks ’Paths of Glory’.
Næste gang bør Nemes tænke lidt mere over valget af guide.
Kort sagt:
Lázló Nemes’ vision er storslået, men nok for abstrakt til at formen fra mesterværket ’Son of Saul’ kan rumme den.